Fremtidens våben er nøglen til den globale magtbalance

Kronik af Henrik Breitenbauch (leder af Center for Militære Studier) og Tobias Liebetrau (postdoc ved Sciences Po i Paris) i Berlingske den 20. juni 2021.

Præsident Bidens besøg i Europa havde til hensigt at berolige europæerne om, at USA er tilbage som leder af det demokratiske verdenssamfund.

Med sig havde Joe Biden også en besked om, at USA ser med stigende bekymring på Kina som udfordrer af den regelbaserede verdensorden. Fællesmængden for Kina og Rusland som udfordrere er, at de store magter i stigende grad ser verdenspolitikken som en langsigtet konkurrence om magt og indflydelse. Denne konkurrence handler både om økonomisk vækst og om fremtidens våben: For Kina er målsætningen i 2049 at have overhalet USA som verdens førende militære magt. Nøglen til begge dele ligger i en konkurrence om nye, banebrydende teknologier.

Teknologikonkurrencen er en ny, uomgængelig ramme om den globale sikkerhedspolitik. Det har vi netop udgivet en rapport om. Teknologikonkurrencen kommer til at være en væsentlig prisme for relationerne mellem Vesten på den ene side og Rusland og Kina på den anden i de kommende årtier. Men den er også allerede kernen af stridspunkterne mellem USA og Europa: Hvor selvstændige kan de europæiske lande være? Magter de at producere forsvarsmateriel og skabe innovation på et niveau, der frembringer helt nye militære teknologier? Endelig skaber teknologikonkurrencen en ny ramme om dansk forsvarspolitik – nye forventninger til forsvarets kapaciteter og til at orientere sig i teknologiudviklingen.

Det militære forspring

Rent militært er det, der er på spil for USA og for Vesten i den militærteknologiske konkurrence, at bevare forspringet inden for præcisionsvåben – det vil sige den samlede evne til præcist at udpege, følge, angribe og vurdere ødelæggelsen af fjendtlige mål. Derfor var det med at bevare forspringet også en del af den pakke, som blev vedtaget på NATO-topmødet i sidste uge under Bidens besøg. NATO skal være ramme for fælles indsatser for innovation af banebrydende teknologi.

Den amerikansk-kinesiske digitale handelskrig og EUs prioritering af teknologisk suverænitet understreger samtidig, at global teknologikonkurrence allerede er et centralt omdrejningspunkt for international politik mere generelt. Udviklingen viser, at den såkaldt fjerde industrielle revolution – hvor integration mellem den digitale og den fysiske verden accelererer med fortsat udvikling og udbredelse af 5G- og 6G-netværk, tingenes internet, big data-analyse, kunstig intelligens, robotteknologi og kvanteteknologi – har bevæget sig fra primært at være et spørgsmål om udvikling af teknologisk-kommercielle løsninger til at blive en global strategisk og sikkerhedspolitisk kampplads.

Innovation som sikkerhedspolitik

Teknologikonkurrencen handler om relativ acceleration: Hvor gode er de respektive systemer til at skabe innovation? Staternes innovationsmodeller og deres generelle og militære teknologipolitikker bliver derfor til langsigtede sikkerhedspolitiske brikker. Staterne kommer med andre ord til at konkurrere – også sikkerhedspolitisk – på evnen til at innovere og skabe ny, banebrydende teknologi.

Rigtigt meget af den nye teknologi er nemlig digital – fra kvanteberegninger, der kan skabe ny kryptering eller bryde gammel, over kunstig intelligens, der kan behandle store datamængder og understøtte robotter og andre autonome systemer. Fremtiden er softwaredrevet. Og de, der kan integrere og omsætte ny IT-viden til militær kunnen, kan flytte den globale magtbalance.

Teknologisk udvikling og innovation bliver nu om dage i højere grad end tidligere understøttet af investeringer i den private sektor, der normalt opererer på tværs af landegrænser, og som er afhængig af globale markeder og forsyningskæder. Det betyder, at teknologikonkurrencen også gør forskelle og ligheder mellem to typer af samfund tydeligere.

Åbne og lukkede samfund

På den ene side er der de åbne samfund, som i vidt omfang har et erhvervsliv uden direkte

statslig kontrol, og som i deres politikform begrænser statens magt over for borgerne; og på den anden side de lukkede samfund, som i vidt omfang har et erhvervsliv med direkte statslig kontrol og uden klare begrænsninger for statens magt over for borgerne.

Teknologikonkurrencen har forskellige forudsætninger i åbne og lukkede samfund. De lukkede samfund har i udgangspunktet bedre muligheder for at prioritere og målrette strategiske investeringer gennem kontrol med produktionssektoren, mens de åbne samfund i udgangspunktet har bedre mulighed for at innovere effektivt. Samtidig kan de lukkede samfund ensrette informationsstrømmen og som i tilfældet Kina satse på imitation som en bevidst strategi for at drage fordel af andres innovation.

Fordi der er behov for at trække på det private erhvervslivs evne til at lave innovation (ikke mindst i form af de store IT-giganter), vil begge typer samfund sandsynligvis – fra deres forskellige udgangspunkter – konvergere hen mod en model med stor grad af samarbejde mellem statslige myndigheder og erhvervsliv. Kinas version af dette kaldes »civil-military fusion«. Den indrullerer store kinesiske koncerner i den generelle og militære teknologiudvikling. Den tilgang stiller nye spørgsmål ved Vestens model for stat-markedsrelationerne, særligt når det gælder IT-sektoren.

Vestens styrker og svagheder

I udgangspunktet er det en fordel for Vesten, at militærteknologiske revolutioner også handler om organisatorisk adaptionsevne. Militærteknologiske revolutioner er afhængige af teknologisk transformation, militær systemudvikling, operativ innovation og organisatorisk tilpasning – hvilket generelt er styrker, der karakteriserer de vestlige samfund. Overordnet står Vesten godt rustet til en fornyet og forandret teknologisk konkurrence, fordi de åbne samfund generelt har et højt niveau af human kapital, velfungerende offentlige og private sektorer og en innovationsinfrastruktur af høj kvalitet.

Teknologidagsordenen er samtidig kilde til en fundamental intern uenighed i det euro-atlantiske fællesskab. De europæiske landes interesse i den generelle teknologikonkurrence (for eksempel ambitionen om teknologisk og digital suverænitet) og for så vidt også den militære teknologikonkurrence er ikke fuldt ud sammenfaldende med USAs. Hvordan de store vestlige lande organiserer sig med hensyn til teknologikonkurrencen – både i forhold til hinanden og i forhold til udfordrer landene Kina og Rusland – er væsentlige faktorer i spørgsmålet om, hvorvidt Vesten og de åbne samfund vil formå at agere samordnet i stormagtskonkurrencen – ikke mindst inden for de militærteknologiske spor, hvor det vil være særligt nødvendigt.

Det næste forsvarsforlig

For Danmark repræsenterer teknologikonkurrencen både udfordringer og muligheder. Mens USAs fokus i stigende grad er på Kina, vil Rusland og russisk militærteknologi de næste fem-ti år stadig udgøre en større, konkret udfordring for dansk og europæisk sikkerhed, end den kinesiske vil. Men det vil stadig lede til en farligere verden med større fokus på afskrækkelse, større økonomiske omkostninger per militærenhed, og generelt mere konfliktuelle og uforudsigelige sikkerhedspolitiske rammer for Danmark.

Inden for denne logik vil NATO-samarbejdet øge forventningerne til dansk forsvarspolitik, når NATOs politik for teknologiudvikling konkretiseres. Rent militært betyder de store allierede landes og især USAs satsning på teknologisk udvikling, at det danske forsvar bliver presset yderligere til at modernisere sig teknologisk.

Derfor må det kommende forsvarsforlig også adressere udfordringerne fra teknologikonkurrencen. Det kan gøres dels ved at prioritere investeringer i kapaciteter, der sikrer, at vi ikke taber forbindelsen til vores allierede, herunder også på den lidt kedelige IT-side. Og vi kan gøre det mere generelt ved at forøge forsvarets evne til at tænke endnu mere i nye teknologier – både i officersuddannelserne, i forsvarsplanlægningen og i samarbejdet med vores allierede i NATO.