Klimaprognoserne kræver akut handling

Kronik i Kristeligt Dagblad den 27. august 2021 af Peter Bjerregaard, markedsreguleringschef i energiselskabet Better Energy, Sebastian H. Mernild, professor i klimaforandringer og prorektor ved Syddansk Universitet samt forfatter på den sjette hovedrapport fra FN's klimapanel (IPCC), samt Peter Birch Sørensen, professor ved Økonomisk Institut, KU og tidligere formand for Klimarådet.

EN MÅLSÆTNING er langtfra en garanti. Den simple pointe ses nok mest tydeligt inden for klimaområdet. Under klimatopmødet COP15 blev stats- og regeringsledere i 2009 enige om at holde de globale temperaturstigninger under to grader celsius, sammenlignet med det førindustrielle niveau. I 2015 gentog stats- og regeringsledere målsætningen og understregede denne gang, at de globale temperaturstigninger helst skulle holdes under 1,5 grader celsius for at undgå katastrofale klimaforandringer. Det var særligt regeringerne fra de lavtliggende lande, der ønskede et højere ambitionsniveau. For dem er vandstandsstigningerne ved to grader celsius en eksistentiel trussel.

Ifølge FN's klimapanel er forskellen på de to målsætninger da også til at føle på. Forskellen på 1,5 grader celsius og 2 grader celsius global opvarmning er blandt andet, at yderligere 420 millioner mennesker vil udsættes for varmerekorder, og blot 10 centimeter vandstandsstigning vil underminere levegrundlaget for millioner af mennesker.

VI HAR RUNDET 1,2 grader celsius global opvarmning siden 1880, og fortsætter vi på den nuværende kurs, taler sandsynligheden for, at vi runder 1,5 grader celsius meget snart. Den nye FN-rapport angiver et resterende CO2-budget på 300-900 gigaton CO2 for en begrænsning af den globale opvarmning til 1,5 grader celsius og på 900-2300 gigaton CO2 for to grader celsius. Til sammenligning udleder vi globalt cirka 40 gigaton CO2 hvert år, og hertil kommer de andre drivhusgasser.

Tal fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet viser, at hvis Danmark skal give sit ligelige bidrag til målsætningen om at bremse den globale opvarmning ved 1,5 grader celsius, så kan vi fortsætte med de aktuelle CO2-udledninger til 2024-2027. Herefter er CO2-budgettet for dette århundrede opbrugt. Det giver et fingerpeg om opgavens omfang.

Samtidig bliver klimaforandringerne mere synlige. De seneste somre har budt på hundredvis af skovbrande og endnu flere ekstreme varmerekorder. Golfstrømmen mister hastigt sin styrke, og forrige år blev den første islandske gletsjer, Okjökull, erklæret død som følge af global opvarmning. Den er simpelthen smeltet væk. På blot en enkelt dag i løbet af denne sommer smeltede isen på Grønland så meget, at smeltevandet kunne dække Danmark med 20 centimeter vand.

Sådan er verdens tilstand, når det er 1,2 grader celsius varmere, end da Edison tog patent på glødepæren. Det er utvetydigt, at menneskelig indflydelse har opvarmet klimasystemet, og at udbredte og hastige klimaforandringer finder sted. Og for hver halve grad den globale opvarmning stiger yderligere, vil der være stigninger i temperaturekstremer, intensitet af kraftig nedbør og alvorlig tørke.

Klimakatastroferne er dog ikke uundgåelige. De er heller ikke uforudsigelige, og det ligger stadig i vores magt at efterleve vores klimaløfter. Det kræver dog, at ord følges op af handling, og her er der adskillige barrierer for en hurtigere grøn omstilling. Lad os nævne to af de mest påtrængende:

Skal vi nå vores klimamål, kræver det en omfattende elektrificering af samfundet og en markant udbygning af vedvarende energikilder. Af samme årsag skal der investeres betydeligt mere i de billigste energiformer, landbaseret vind- og solkraft, og investeringsefterslæbet i elnettet, som i dag forsinker den grønne omstilling, skal indhentes. Alene på Lolland-Falster er en række statsstøttefrie projekter med vedvarende energi (VE) blevet skrinlagt på grund af utilstrækkeligt elnet. VE-projekterne kunne ellers have forsynet mere end 800.000 danskere med grøn strøm. Derudover udgør tilslutningstiderne for ny sol- og vindkraft en betydelig flaskehals for den grønne omstilling. Flere VE-projekter står til først at blive tilsluttet elnettet på den anden side af 2025. Det bør vi kunne gøre bedre. Derfor bør vi udvise den samme form for rettidig omhu for elnettet, som vi har udvist for vejnettet.

SITUATIONENS ALVOR kan næppe overvurderes. Betingelsen for at nå vores klimamål er, at vi kan forsyne elbiler, datacentre og varmepumper med ny grøn strøm. Dertil kommer Power-to-X-produktionen, der skal hjælpe med at fortrænge de fossile brændsler i fly- og søtransporten. Forventningen er, at elforbruget enten fordobles eller tredobles frem mod 2030, og fællesnævneren for disse målsætninger er et stærkt elnet, hvor det stigende elforbrug også dækkes af en stigende grøn elproduktion.

Skal den grønne elproduktion følge det stigende elforbrug, kræver det dog også, at private virksomheder i højere grad sikrer, at en større del af deres elforbrug kommer fra ny additionel grøn elproduktion. Heldigvis bidrager flere og flere virksomheder til den grønne omstilling ved at vælge grøn strøm, men handlen med grønne certifikater, der dokumenterer strømmens ”grønne” oprindelse, giver desværre også anledning til stor forvirring.

Problemet er, at nogle grønne certifikater kommer fra ny VE-produktion, og andre grønne certifikater kommer fra statsstøttet VE-produktion, der blev igangsat for adskillige år siden uden de grønne certifikater for øje. En ny solcellepark eller vindmøllepark, der anlægges på baggrund af efterspørgslen efter grønne certifikater, gavner den grønne omstilling betydeligt mere end efterspørgslen efter grønne certifikater fra et biomasseanlæg, der blev anlagt for 1015 år siden uden forventning om at kunne sælge grønne certifikater efterfølgende. I sidstnævnte tilfælde tilføjes der ikke ny elproduktion til energisystemet. Det er uhensigtsmæssigt, at køberne af grønne certifikater får samme bonus i deres klimaregnskab, uanset om certifikaterne stammer fra gamle anlæg, der ville være blevet etableret på basis af statsstøtte under alle omstændigheder, eller om de stammer fra nye anlæg, der bidrager med ny additionel produktion. En stor del af den efterspørgsel efter certifikater, der kunne have kommet nye producenter af grøn strøm til gode, bliver i stedet ledt over i køb af certifikater fra gamle anlæg uden at bidrage til en større samlet VE-produktion.

Problemet er velkendt og veldokumenteret og risikerer at udsætte velmenende virksomheder for anklager om greenwashing. En løsning kunne være at gøre som i Tyskland, hvor der kun udstedes certifikater, når den grønne strøm stammer fra nye VE-anlæg, der er etableret uden statsstøtte. Dermed vil efterspørgslen efter certifikater blive målrettet mod at understøtte udbredelsen af ny støttefri VE-produktion, hvilket vil være langt mere effektivt for den grønne omstilling.

DET SENESTE halvandet år har verdens regeringer, heriblandt den danske, vist stor handlekraft. For at dæmpe spredningen af covid-19 lukkede samfund ned, og restriktioner ændrede vores levevis nærmest i løbet af en dag. I Danmark har vi brugt langt over 500 milliarder kroner på at sænke risikoen for at blive smittet med covid-19. Til sammenligning vurderer Energistyrelsen, at det koster cirka 3,5 milliarder kroner frem mod 2030 at fremtidssikre elnettet.

At sammenligne forskellige onder er en iboende svær, måske umulig, øvelse, men skulle man alligevel forsøge at sammenligne worst case-scenarierne for covid-19 og klimaforandringerne, så er der ingen tvivl om, at omkostningerne som følge af klimaforandringerne overstiger omkostningerne ved covid-19. Det er ikke et argument for ikke at tage covid-19 alvorligt. Det er tværtimod blot et argument for, at vi burde tage beslutningerne truffet under klimatopmøderne COP15 og COP21 mindst lige så alvorligt.

I årenes løb har forskellige klimaløfter næret håb. Men håb udspringer ikke kun af ord. Håb udspringer af handling. Det er på tide, at vi indfrier klimaløfterne og giver vores ligelige bidrag.

Emner