Objektivt ansvar

Kommentar af dekan og professor Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen den 4. juni 2021.

EJERE AF LØSGÅENDE HESTE er forpligtet til at erstatte de skader, som deres hest forvolder. Hesteejerne har i dette tilfælde, hvad jurister kalder et objektivt ansvar. Kun hvis den skadelidte virkelig selv er ude om det, kan hesteejeren slippe helt eller delvist fra sit ansvar.

Hvis coronavirussen havde været en hest, havde der ikke været nogen tvivl om, at Kina var ansvarlig for de mere end tre millioner mennesker på coronaens officielle dødsliste på verdensplan. Kineserne ville skylde milliarder til regeringer og virksomheder verden over som kompensation for udgifter til pandemibekæmpelse og tab af indtægter. Men flyselskaber og sundhedsmyndigheder kan ikke stille et krav mod regimet i Beijing. Der er ikke på samme måde et objektivt ansvar for pandemier – og måske skal der heller ikke være det.

Onsdag 26. maj sagde præsident Joe Biden, at han havde bedt sine efterretningstjenester undersøge, hvordan coronavirussen er opstået. Den amerikanske regering er holdt op med at tro, at WHO vil udgive en fyldestgørende forklaring på coronavirussens oprindelse.
Præsidentens udmelding skulle således formentlig presse Verdenssundhedsorganisationen, WHO, til at holde sin coronaundersøgelse åben i stedet for blot at konkludere, at selvom de første tilfælde af covid-19 blev konstateret i Wuhan i Kina, er det ikke klart, hvor sygdommen er opstået.
Den kinesiske regering har mere eller mindre fantasifulde forklaringer på, hvordan sygdommen har spredt sig fra andre dele af Asien til Kina. Men det handler ikke blot om, hvor covid-19 opstod, men i høj grad også om hvordan.

Torsdag den 27. maj kunne det kontor, som koordinerer hele det amerikanske efterretningshabitat, meddele, at USA ikke ved, præcis hvor, hvornår eller hvordan covid-19-virussen opstået, men at man er enige om to sandsynlige scenarier: »enten er virussen opstået naturligt fra menneskelig kontakt med inficerede dyr, eller der er tale om en laboratorieulykke«.

KINA HAR FORSØGT at skyde budbringeren ved at påpege, at eftersom de amerikanske efterretningstjenester gik fejl af Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, så tager de nok også fejl af covid-19.
Men regimet i Beijing burde måske ikke tage så let på tingene. For Kina slipper ikke af krogen, selv hvis påstanden om en laboratorieulykke ikke lader sig verificere.

Begge scenarier rummer en alvorlig anklage mod Kina. Er et af disse scenarier sande, så kan regimet i Beijing vælge imellem at være et land, der kan sende rumsonder til Mars, men ikke finde ud af at regulere sine borgeres omgang med flagermus. Eller regimet i Beijing kan vælge at være et land, hvor forskerne får lov til at lege med virusser, uden at der er styr på sikkerhedssystemerne i laboratoriet. Ingen af alternativerne spejler kommunistpartiets selvopfattelse.
Det er således selve Kinas rolle i verden, som er på spil i diskussionen om, hvordan pandemien opstod.
Ved at fralægge sig coronaansvaret fralægger Kina sig også muligheden for at tage det ansvar på sig, som for alvor følger med den stormagtsstatus, som regimet i Beijing drømmer om.

SPØRGSMÅLET ER SÅ, hvor meget resten af verden får ud af at pålægge Kina ansvaret. I international politik er skyld en byrde, som det er farligt at slæbe rundt på. Efter Første Verdenskrig blev Tyskland både pålagt ansvaret for krigen og forpligtet til at betale en krigsskadeerstatning. Dermed var Tyskland ikke alene sat uden for det gode selskab, men havde også en interesse i at omgøre fredsslutningen efter krigen. Uanset hvor skyldig Tyskland var, så var skyld et dårligt udgangspunkt for at sikre fred og stabilitet.
For regimet i Beijing er ansvar ikke objektivt, men kun noget, som man påtager sig, hvis man ikke har magt til at lade være. Vi er ikke i en position, hvor vi kan få Kina til at betale erstatning for coronaepidemien. For Kina er ikke besejret, som Tyskland var i 1918. Derfor er Vestens bedste modtræk selv at tage et ansvar for den globale sundhed og opbygge et system, der i tide kan advare os mod den næste pandemi og sørge for, at vi denne gang har mekanismerne til at lukke grænserne i tide, sikre standarder for et globalt testregime og udvikle vaccinerne hurtigt og fordele dem til den tredje verden.
Ved at Vesten tager et ansvar, mens Kina prøver at undslippe det, kan præsident Biden og hans allierede vaccinere det internationale system mod kinesisk indflydelse