Optimisme i udbrud

Kommentar af Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen den 26. februar 2021.

Vesten er altid en tale fra at bryde sammen.
Når politikere eller eksperter taler om alliancen mellem Europa og USA, så er det næsten altid med en advarsel om, at alliancen vil bryde sammen under vægten af intern uenighed og ekstern konkurrence. Arnestedet for denne bekymring for alliancens fremtid er sikkerhedskonferencen i München, hvor beslutningstagere fra begge sider af Atlanten mødes til taler og korridordiplomati hvert år i januar.

De sidste fire år har Trump foranlediget, at de dystre prognoser har taget form af stadig mere alarmerende spådomme om, hvordan russerne, kineserne eller begge lande vil skubbe Vesten af banen. Spådomme, som kinesiske og russiske talere på konferencen har været mere end villige til at bekræfte.

Budskabet om undergang har dog også haft et andet formål. Det har givet publikum et tiltrængt gys. Man vidste godt, at det mest tjente til at skræmme til handling.

I år er München-konferencen foregået online. Men det har i virkeligheden ikke været det mest bemærkelsesværdige ved den. Det virkeligt chokerende i år var, at Vesten alligevel ikke er ved at bryde sammen.

Da NATO-lederne talte 19. februar, proklamerede præsident Biden, at 'USA er tilbage', mens præsident Macron og kansler Merkel talte om behovet for en fælles vestlig strategi til at håndtere sikkerhedsudfordringerne. Premierminister Johnson sagde direkte, at han ikke ville bidrage til den 'pessimismeindustri', som trives ved sikkerhedspolitiske konferencer. Johnson mente tværtimod, at de vestlige lande var i færd med 'at kombinere deres formidable styrker og ekspertise'.

OPTIMISMEN ER næsten lige så smitsom som covid-19. På mødet mellem NATOs forsvarsministre 17.-18. februar blev ministrene hurtigt enige om at påbegynde arbejdet med et nyt strategisk koncept, som skal definere alliancens fremtidige prioriteter. De vestlige ledere mødtes til G7-møde 19. februar i et andet virtuelt rum, hvor de talte om at styrke internationale organisationer og den globale indsats mod pandemier.

22. februar mødtes de igen i regi af FNs sikkerhedsråd for at diskutere klimaforandring, hvor BBCs legendariske naturprogramvært Sir David Attenborough belærte stormagternes repræsentanter om, at 'hvis vi objektivt anskuer klimaforandring og det verdensomspændende naturtab som de globale sikkerhedstrusler, de er, så kan vi endnu handle adækvat og i tide'.

NU KAN MAN jo sagtens både lykønske brudeparret ved bordet og dernæst vædde om, hvor længe ægteskabet vil holde, i baren.

Kynikere – og dem er der en del af i sikkerhedspolitik – vil ikke undlade at bemærke, at Merkel i sin tale i München omhyggeligt prøvede at definere sig ud af kravet om at betale to procent af BNP til forsvaret. De vil også notere sig, at selvom alle lederne omtalte udfordringen fra Kina og Rusland, så var de ikke nødvendigvis enige om, hvordan udfordringen skal håndteres.

Men optimismen ved møderne var nu alligevel mere end en lang fest for at fejre, at Trump har forladt Det Hvide Hus for at tage til Floridas golfbaner. De reelle uenigheder til trods, så var der en enighed om problemerne og midlerne til at løse dem, og det understreger vestligt sammenhold langt mere end de svulstige besværgelser af Vesten.

Vesten er et handlingsfællesskab. Da Biden var vicepræsident, var den amerikanske regering god til at tale om fællesskab, men dårligere til at levere på handling i forhold til borgerkrigen i Syrien, Ruslands invasion af Ukraine og Kinas stigende magt.

Biden lover handling denne gang. I de sidste fire år har europæerne været ude af stand til at handle uden amerikanerne. Hvis Trump har bevist én ting, så er det, at en selvstændig europæisk sikkerhedspolitik ikke er andet end flotte konklusioner på taler om Vestens problemer. Tyskland og Frankrig er klar over, at hvis de skal håndtere Kina, Rusland, pandemier og klimaudfordringer, så må de gøre det sammen med USA. Storbritannien er klar over, at efter Brexit må USA med ved bordet, hvis London ikke skal stå alene over for europæerne som under Brexit-forhandlingerne. Amerikanerne er blevet mindet om deres afgørende betydning i konkurrencen med Kina og kappestriden med Rusland.

På baggrund af de erfaringer er der for en gangs skyld ingen grund til at male fanden på væggen for at få de vestlige allierede til at droppe de smålige skænderier og diskutere, hvordan de kan håndtere verdens problemer. Der er grund til noget så usædvanligt som optimisme.