USA-bestemmer

Kommentar af dekan og professor i statskundskab Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen den 27. august 2021.

TORSDAG DEN 19. AUGUST skulle regeringen have fremlagt sin nye udenrigspolitiske strategi.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) havde på forhånd lovet, at regeringen ville føre en mere værdibaseret politik. Men regeringen besluttede sig for, at det ikke var optimalt at tale om værdier i udenrigspolitikken, netop som regeringen i Kabul var brudt sammen, og danske udsendte og deres afghanske kollegaer var strandet i lufthavnen.

I stedet understregede både stats­ og udenrigsminister, at man først ville koncentrere sig om at få danskerne og deres afghanske hjælpere hjem, og så ville der blive tid til at reflektere senere. Lige så indlysende rigtig prioriteringen var, lige så ærgerligt var det samtidig, at der ikke blev lejlighed til at diskutere prioriteter i dansk udenrigspolitik på et tidspunkt, hvor konsekvenserne af de sidste 20 års aktivistiske udenrigspolitik stod at læse i ansigterne på veteraner i Danmark og afghanere i køerne foran Kabuls lufthavn.

I stedet for Eigtveds Pakhus blev det i Fredericia på konferencen om fremtidens Danmark, at regeringen i denne uge fremlagde et bud på målene for sin udenrigspolitik.

Af regeringsoplægget til konferencen fremgår det af afsnittet om udenrigspolitik, at regeringens overordnede prioritet er at gøre Danmark »sikrere«.

Denne sikkerhedspolitiske vinkel på udenrigspolitikken bliver blandt andet illustreret af et verdenskort centreret omkring Atlanterhavet, hvor NATO­landene er cremefarvede, mens de øvrige lande på kortet er malet dystert grå. »Demokratiske værdier er under pres,« skriver regeringen, som dermed melder sig ind i en global værdikamp, men gør det i bevidstheden om, at »vi ikke ved hvornår, hvordan eller hvor den næste krise rammer«.

I oplægget er der meget lidt at hente for regeringens støttepartier: Ikke megen europæisk integration til De Radikale, ulandsbistand til SF eller globale grønne ambitioner til Enhedslisten.

MEN HVEM BEHØVER venner, når man har allierede fra sag til sag?
Selvom der formentlig ikke er et eneste parti, som er enig med regeringen i hele dens udenrigspolitik, så har regeringen vist evne til at stable flertal på benene, hvor der var behov. Derudover har en regering vide muligheder for at handle på egen hånd i udenrigspolitiske spørgsmål. Fuldstændig som statsministeren og hendes hold ikke har været bange for at bruge deres prærogativer under coronakrisen, er regeringen heller ikke bleg for at forhandle natten lang om EUs budget eller sende statsministeren til Israel under protester fra Folketinget.

Ved mindehøjtideligheden for tidligere statsminister Poul Schlüter 5. juni 2021 fremhævede Mette Frederiksen, hvordan hendes konservative forgænger havde sikret »en stærk opbakning til NATO, da andre snublede«.

De »snublende« var selvfølgelig socialdemokraterne, som sammen med De Radikale udgjorde det såkaldt alternative sikkerhedspolitiske flertal, som i 1980erne tvang den borgerlige regering til at føre udenrigspolitik, som havde Danmark været neutral i øst­vest­konflikten. Politikken fik sit navn efter de fodnoter, som danske ambassadører satte i NATO­kommunikéer for at vise, at Danmark tog afstand fra NATOs atompolitik.

FOR METTE FREDERIKSENS generation af socialdemokrater handler det om ikke at snuble i udenrigspolitikken.

De ser fodnotepolitikken som endnu et eksempel på, hvordan rigtige socialdemokrater blev ledt på vildspor af blødhjertede radikale. For dem er det et adelsmærke at tænke i sikkerhedspolitik, og de tænker sikkerhedspolitik som USA­politik. I den massive kritik af regeringens forhutlede håndtering af evakueringen fra Afghanistan anføres det manglende ønske om at modtage afghanske flygtninge som den primære grund til regeringens skæbnesvangre sendrægtighed.

Men en anden grund til, at regeringen ikke fik pulsen op over situationen i Kabul, kunne være, at man stolede på amerikanernes håndtering af både deres egen tilbagetrækning og en eventuel evakuering. Frankrig, hvis tillid til USA traditionelt er mindre, begyndte en evakuering af sine folk allerede i maj.

Fordi det transatlantiske forhold er i fokus for regeringens udenrigspolitik, vil det ikke blive et opgør med USA, der følger af refleksionerne over Kabuls fald. Når udenrigsministeren får tid til at fremlægge sin strategi, vil den konkludere, at Danmark bliver »sikrere« af fortsat at lade USA definere, hvad der gør os usikre.