Vi skal lære at leve med mange sygdomme - også COVID-19

Debatindlæg i Kristeligt Dagblad af Ayo Wahlberg, professor MSO ved Institut for Antropologi.

Efter et år med covid-19 har regeringer verden over sat deres lid til vaccinerne som svaret på pandemien, der kan føre os tilbage til livet, ”som det var før pandemien”. Samtidig bliver det sagt, at vi skal ”lære at leve med covid-19”.

Vi sundhedsantropologer har længe forsket i, hvordan det er at leve med kroniske sygdomme. Vi har vist, hvordan mennesker med kroniske lidelser sammen med deres pårørende på kreativ vis tilpasser deres liv for at kunne udføre det ”permanente hjemmearbejde”, som ofte følger med diagnosen. Det kan være injektioner af daglige insulindoser, tre-fire timers dialyse flere gange om ugen, kemoterapikure eller pacemaker-vedligeholdelse. I kontrast hertil er livet med covid-19 noget, som har indvirkning på alles liv, ikke kun dem, der bliver syge eller lever med langvarige følgekonsekvenser.

Inden pandemien ramte, var det ganske almindeligt for regeringer i velstillede lande som Danmark at anse smitsomme sygdomme som kontrollerbare, og derfor var de mindre prioriterede end de kroniske sygdomme, som er skyld i så meget tabt sundhed. Verden er en anden nu, og de smitsomme sygdomme må siges at være tilbage øverst på dagsordenen.

Men diabetes, kræft, hiv og alle de andre kendte sygdomme forsvinder selvfølgelig ikke, fordi covid-19 nu er i blandt os.

I stedet er vi nødt til at organisere vores sundhedssystemer på ny, så de afspejler en virkelighed, hvor både smitsomme og kroniske sygdomme skal håndteres i alle dele af verden. Vi skal lære at leve med mange sygdomme på én gang.

Men hvordan kan vi bedst gøre os klar til en tid, hvor covid-19 nu er blevet én sygdom mere blandt rigtig mange andre? Med afsæt i al den viden, som sundhedsantropologer har oparbejdet er her tre bud:

1. Massiv vaccineinfrastruktur og nye hygiejnevaner: Covid-19 bliver næppe den sidste smitsomme sygdom, som kommer til at udvikle sig til en pandemi. Staterne må investere massivt i en ny vaccineinfrastruktur, som fokuserer på udvikling, produktion, distribution og ikke mindst accept blandt befolkninger på en måde, så den løbende kan følge med nye mutationer og nye sygdomme. Og vi må blive ved med at fastholde de gode hygiejnevaner og blive hjemme når vi har symptomer.

2. Opbygning af hospitalskapacitet: Efter årtier med nedskæringer må mange lande sande, at de har brug for flere sengepladser til akutpatienter, herunder senge på intensivafdelinger. Som vi har set i Italien, Storbritannien, Brasilien, Portugal og en kort stund i Danmark også, har manglende hospitalskapacitet været den stor barriere i kampen mod corona. Der skal ansættes flere sundhedsmedarbejdere, og måske skal der endda bygges særlige hospitaler med speciale i covid-19, influenza og kommende smitsomme luftvejsinfektioner.

3. De kroniske sygdomme forbliver den største udfordring for sundhedssystemer: Diabetes, kræft, hjertesygdomme, nyresygdomme, demens med flere er ikke covid-19s ”underliggende sygdomme”. De kræver livslang opmærksomhed, omsorg og behandling. Den kroniske sundhedsinfrastruktur, som er blevet opbygget igennem de seneste årtier, må videreudvikles og forbedres, samtidig med at vi opbygger hospitalskapaciteten til smitsomme sygdomme.

Hvis der er én lektion, vi skal tage med os fra det foregående år med pandemien, er det, at vi må vænne os til et liv, hvor vi ikke kun skal håndtere covid-19, men mange sygdomme samtidig.

En udbygget vaccine-infrastruktur, større hospitalskapacitet samt en lige så robust infrastruktur i forhold til kroniske sygdomme er fundamentet for fremtidens sundhedsvæsen.

Emner