Alle taler om de manglende hænder - bare ikke farven på dem

Kommentar af professor Asmus Leth Olsen (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 13. november 2022.

Mangel på velfærdshænder var det helt store nummer i valgkampen. Hvis det ikke var de manglende hænder, der blev diskuteret, så gik bølgerne højt om de alt for mange kolde hænder i den offentlige sektor.

Den offentlige arbejdsstyrke befandt sig derfor pludselig og meget uvant på den store politiske scene.

Mens spørgsmål om løn, uddannelse og mindre bureaukrati fyldte alt i samtalen, var en ret oplagt løsning fraværende: At ikkevestlige indvandrere og efterkommere i meget begrænset omfang er en del af den offentlige arbejdsstyrke.

Selvom de udgør ni procent af alle beskæftigede, udgør de blot få procent af de ansatte i politi, retsvæsen, forsvar, folkeskolen, gymnasiet, kommunekontoret og i centraladministrationen. Man finder dem blandt sundheds- og plejepersonalet, hvor de nogenlunde er repræsenterede, som i den øvrige del af arbejdsmarkedet.

Alligevel er fraværet af minoriteter i det offentlige slående, når man regner med, at mange af dem bor i byer, hvor de fleste offentlige job er. Hvad afholder etniske minoriteter fra en karriere i stat, region eller kommune?

Diskrimination?
En mulighed er jo, at de gerne vil, men at de ikke får lov. Vi har ganske god evidens for, at minoriteter oplever faktisk diskrimination på det danske arbejdsmarked. Det har været lidt underbelyst, men denne evidens gælder også det offentlige arbejdsmarked.

Minoritetsdanskere skal simpelthen søge flere offentlig job for at have samme sandsynlighed for at blive kaldt til samtale som en majoritetsdansker med identiske kvalifikationer.

Når man så endelig har landet jobbet, ved vi nu efter valgkampen, at en del partier mener, at man som minoritetsperson (eller hvilken som helst anden person) kan vælges fra, hvis man yder personlig pleje i en borgers hjem.

Selvom ideen er blevet modtaget med stor forargelse, har vi faktisk god evidens for, at en del af majoritetsdanskerne foretrækker at modtage borgernær velfærd af en med samme etnisk danske baggrund. Jeg har selv vist i en række studier, at dette gør sig gældende i lægevalg for læger med ellers identiske kvalifikationer.

Men selvom evidensen er god for, at det er sværere for minoriteter at komme ind og derefter at blive valgt til, når man er kommet inden for døren, behøver det ikke være den vigtigste forklaring.

Motivation
For det vælter ikke rundt med minoritetsunge på landets politiskoler, lærerseminarer eller djøf-uddannelser, der senere ender med at møde en mur på arbejdet. Problemet er måske nærmere, at den type uddannelser slet ikke er på deres radar.

Der kan være mange grunde til, at minoritetsunge ikke flokkes om de store offentlig sektorrettede uddannelser. Vi kan bare ikke på samme måde som med diskriminationsforklaringen vælte os i god forskning. Der kan der leges mere frit skydetelt for hypoteser.

En mulighed er, at mange minoritetsunge kommer fra hjem uden akademisk uddannelse. Vi ved, at sådanne unge orienterer sig mod mere håndgribelige fag. Det forklarer måske fraværet af minoriteter på de lidt mere højtflyvende og akademiske djøf-uddannelser, hvor det ikke er soleklart, hvilket job de tykke bøger fører til efter endt uddannelse.

Gør de uddannelser nok for at»gøre sig til«for de unge? Nok ikke. Nogle studenterpolitikere med snuden lidt for langt nede i amerikansk universitetsdebat vender tanker om, at problemet er et pensum, der er for»hvidt«.

Mit gæt er, at ingen minoriteter har set en pensumliste, men de har læst en overakademisk uddannelsesbeskrivelse, der er fattig på konkret information om, hvilket job der venter i den anden ende.

En anden mulighed er, at minoriteter med ikkevestlig oprindelse har andre typer af jobmotivationer. Mange ansatte i den offentlige sektor er motiverede af at hjælpe andre eller at tjene de værdier og mål, som stat, region eller kommuner har. Måske er den trang mindre, hvis man har oprindelse i en kulturkreds, hvor statens mål og værdier er mere tvivlsomme og ikke nødvendigvis sat i verden for at hjælpe udsatte borgere.

Blandt eksperter og praktikere i offentlig ledelse er interessen stor for, hvordan robotter og teknologi kan løse problemet med manglende arbejdskraft. Inden vi får bygget dem, kunne alle med fordel tænke mere over, hvordan faktiske, levende minoriteter i vores samfund får interesse for at arbejde i den offentlige sektor.

Emner