Arbejdsmarkedets behov sikres ikke gennem skattefinansieret efteruddannelse

Kommentar af udviklings- og kommunikationschef Rune Heiberg Hansen i Altinget d. 12. maj 2022.

Reformkommissionen har med deres rapport ”Nye reformveje 1” skabt fornyet debat om, hvordan der kan sparkes nyt liv i det lidt bedagede begreb ”livslang læring”.

I rapporten argumenterer kommissionen for, at der ligger en betalingsring om efter- og videreuddannelse. 500 millioner skattekroner til kompetenceudvikling i form af fuldt skattefinansierede master, diplom eller akademiuddannelse vil efter kommissionens forlag kunne løfte aktiviteten, så flere med en videregående uddannelse kan få mere læring igennem arbejdslivet.

Før man kaster sig ud i at bruge 500 millioner kroner fra skatteborgerne til mere formel videregående efter- og videreuddannelse, bør man stille sig selv spørgsmålet: Hvilket problem er det, vi vil løse?

Og er formel videregående efter- og videreuddannelse svaret på det? Taler man med arbejdsmarkedet, så efterspørges forskningsbaseret viden. Så langt så godt. Men oftest efterspørges den viden ikke pakket ind i en master.

Manglende motivation

Pris er naturligvis aldrig ligegyldigt, men gratis glæder er ikke altid det mest eftertragtede. Erfaringen fra en lang række af arbejdsmarkedets kompetencefonde er derimod, at milliarder til kompetenceudvikling gennem formelle efteruddannelsesforløb fra offentlige uddannelsesinstitutioner samler støv.

Som de ubrugte milliarder i kompetencefondene illustrerer, er den virkelige barriere for mere efter- og videreudvikling manglende motivation.

De skattefinansierede tilbud kommer nemlig groft sagt, når det passer udbyderen med et indhold bestemt af udbyderen og i en form og en kvalitet fastlagt af udbyderen - indenfor de rammer staten vil betale for.

Som de ubrugte milliarder i kompetencefondene illustrerer, er den virkelige barriere for mere efter- og videreudvikling manglende motivation. Arbejdspladsen og den enkelte arbejdstager skal ville det, før der sker noget.

Både når vi som leverandører taler med markedet, og når analytikere analyserer det, står det klart, at motivationen kommer, når tilbuddene passer til konkrete behov, når det er tilpasset travle arbejdsdage, og når det er i formater, der er lettilgængelige. Det betaler arbejdspladser gerne for. Mange flere master-uddannelser er det derimod svært at se kunder til.

Kompetenceudvikling på abonnement
Hverdagen på arbejdsmarkedet er, at arbejdspladser i stedet for kompetenceudvikling finansieret over overenskomsten og med statsstøtte oftest vælger selv at lave kompetenceudvikling eller at købe private tilbud.

Her får man lige den kompetence, man står og mangler, når man mangler den og i den form, man vil have. Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening tilbyder 93 procent af alle arbejdsgivere kompetenceudvikling til deres medarbejdere og knap 50 procent af arbejdstagere gennemførte sidste år kompetenceudvikling. Det er bare forholdsvist sjældent, at det sker som formel videregående efter- og videreuddannelse.

Man skulle ikke helt tro det, når man ser debatten om, hvor slemt det står til med efter- og videreuddannelse, men markedet for kompetenceudvikling er faktisk stort og dynamisk. Ofte producerer arbejdspladserne selv læring internt. Nogen gør det fuldt forkromet, andre mere håndholdt.

Arbejdspladsernes strategiske udvikling

På de store virksomheder er kompetenceudvikling blevet et centralt strategisk fokusområde. Laver arbejdspladsen ikke selv et kursus, så kan det købes. Med et bredt udvalg af leverandører kan man købe ind hos alt fra enkeltmandsfirmaer til de største tech-virksomheder.

Vi skal lave tilbud, der matcher efterspørgslen, og vores tilbud skal være så gode, at de kan konkurrere med alt det andet, man som arbejdsplads kan bruge tid og penge på.

En ny udvikling er, at kompetenceudvikling er noget, man køber på abonnement, så alle medarbejdere har adgang til læring når som helst og hvor som helst.

Her kan man få alt fra mikrolæring af få minutters varighed til hele uddannelser fra internationalt anerkendte universiteter. I dette marked er danske universiteter stadig kun en meget lille spiller.

Konkurrence skaber bedre uddannelser

Hvis problemet er, at flere skal have mere læring livet igennem, og at arbejdsmarkedet løbende skal have større nytte ud af den viden, vi dagligt udvikler på universiteterne, så skal vi som universiteter stå klarere på det marked, der allerede i dag leverer ny viden og kompetencer til arbejdspladserne.

Vi skal lave tilbud, der matcher efterspørgslen, og vores tilbud skal være så gode, at de kan konkurrere med alt det andet, man som arbejdsplads kan bruge tid og penge på. Det rimer dårligt med den udbudslogik, der uafværgeligt følger med fuld skattefinansiering.

Vi har masser at tilbyde, men hvis vi fokuserer vores kræfter på at lave flere master-uddannelser, så rammer vi alt for få. Og hvis vi gør dem gratis, så mister vi den markedslogik, der tvinger os og deltagerne til at sikre, at udbuddet reelt matcher efterspørgslen.

Kvalitet over pris

Vil man gerne bruge skattekroner på at øge efterspørgslen efter mere kompetenceudvikling, så er erfaringerne fra den statslige kompetencefond for akademikere interessante.

Forskellen mellem de forskellige typer af kompetencefonde er simpelt sagt, om de støtter udbud eller efterspørgsel.

I modsætning til mange andre kompetencefonde, er den statslige kompetencefond fri til at støtte stort set alle former for kompetenceudvikling.

Som offentligt ansat eller som offentlig arbejdsgiver kan man gennem fonden få tilskud til kompetenceudvikling udbudt af private eller offentlige. Fra korte endagsforløb til hele masteruddannelser.

Den fond tømmes typisk den dag, der åbnes for ansøgninger. Forskellen mellem de forskellige typer af kompetencefonde er simpelt sagt, om de støtter udbud eller efterspørgsel. Al erfaring peger på, at det er efterspørgslen, der skal styrkes. Et alternativ kunne derfor være et større fradrag for virksomhedernes udgifter til kompetenceudvikling.

Som udbyder af kompetenceudvikling på et universitet kan 500 millioner kroner fra statskassen lyde besnærende – indtil jeg husker, hvad der følger med af udbudslogik, når skatteborgerne betaler. Så nej tak. Lad mig konkurrere om at kunne tilbyde det bedste produkt – ikke det billigste.