Blå bloks krise er også ideologisk

Debatindlæg af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 13. december 2022. 

PARTIERNE I BLÅ BLOK FIK KUN 72 mandater ved folketingsvalget den 1. november. Det er et historisk dårligt resultat for gruppen af partier, som består af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

Der er selvfølgelig nogle her og nu-forklaringer på, at partierne endte med et så ringe resultat. For det første er der naturligvis de 16 mandater, som gik til Moderaterne, der ikke vil henregnes til blå blok. For det andet er der De Konservatives krise som følge af formand Søren Pape Poulsens tidligere adfærd og udtalelser. En tredje forklaring er Dansk Folkepartis nedtur og dans på spærregrænsen, som banede vejen for Danmarksdemokraternes 14 mandater.

Disse kortsigtede forklaringer på blå bloks krise er vigtige, men det samme er også nogle mere dybereliggende grunde. I den forbindelse har stadigt flere peget på, at partierne i blå blok ganske enkelt mangler en fortælling om, hvad der gør, at danskerne i dag lige skal stemme på dem.

Andre har nævnt, at dansk borgerlighed står for noget diffust, fordi partierne i blå blok stritter i alle mulige retninger, hvor nogle vil have mere velfærdsstat, mens andre vil have mindre. Endelig har nogle udpeget den liberalistiske dominans i blå blok som hovedårsagen til krisen.

Fælles for alle disse dybereliggende årsager til derouten for partierne i blå blok er, at de peger på et manglende gennemarbejdet og gennemtænkt idémæssigt eller ideologisk projekt hos partierne i blå blok. Det vil sige, at blå bloks krise også i høj grad er en ideologisk krise.

Over for partierne i blå blok står Socialdemokratiet, som ved folketingsvalget gik frem. Kendetegnende for dette parti er netop, at det i de seneste mange år netop har investeret betydelige kræfter i at løfte partiet på det ideologiske og principielle plan. Det er sket lige fra at ”sætte sig” på et begreb som tryghed og til at satse på grundlæggende politikudvikling.

DEN GRUNDLÆGGENDE POLITIKUDVIKLING i Socialdemokratiet har blandt andet inddraget udlændingepolitikken, som førte til et helt nyt program på området erhvervsuddannelse og den manglende balance mellem center og periferi i Danmark. Disse politikudviklingsområder har man både arbejdet med i partiregi og i visse tilfælde også via bogudgivelser fra ledende socialdemokraters side. Politikudviklingen fandt især sted i oppositionsperioden fra 2015 til 2019, men den er fortsat i regeringen.

"Hvis partierne i blå blok vil tilbage til at udgøre et regeringsalternativ og ikke blot et regeringsvedhæng, er der sandsynligvis ingen vej frem undtagen via et opgør med den letbenede økonomiske liberalisme."

I modsætning til Socialdemokratiet har partierne i blå blok undveget noget tilsvarende. Det er nærmest, som om man har taget Poul Schlüters gamle bonmot om, at ”ideologi er noget bras”, lidt for bogstaveligt. I hvert fald har den grundlæggende politikudvikling i partierne i blå blok været stedmoderlig. Resultatet er, at da valgkampen gik i gang til folketingsvalget, bestod det krudt, som partierne i blå blok først og fremmest havde i kanonerne, af et angreb på den socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, samt nogle skattelettelser, som for visse blå partiers vedkommende først og fremmest kom de mest velstående danskere til gavn.

Ikke mindst De Konservatives skatteplan med fokus på topskattelettelser er blevet kritiseret for at have alt for lidt fokus på den brede befolknings interesser, som ellers er et adelsmærke for konservatismen. At ikke engang De Konservative i blå blok har et klart konservativt udgangspunkt viser, hvor præget partierne i blå blok er af liberalismen. Derfor kalder man også nogle gange de blå partier for de borgerligt-liberale partier, hvor konservatismen end ikke nævnes. Nedtoningen af konservatismen hos partierne i blå blok står i grel modsætning til situationen i andre europæiske lande, hvor de store konservative partier ikke er bange for konservatismen, som også har langt mere appel til den brede befolkning, end liberalismen har.

I ANDRE EUROPÆISKE LANDE er de liberale partier sædvanligvis små partier, mens de konservative partier er de store folkepartier. Da Venstre i Danmark var et stort folkeparti, var det netop ikke kun et liberalt parti, men i virkeligheden et konservativt-liberalt parti. At De Konservative ikke har forstået at samle de mange konservative vælgere op, som har forladt Venstre, skyldes sandsynligvis også, at partiet ikke opfattes som rigtigt konservativt.

Hvis partierne i blå blok vil tilbage til at udgøre et regeringsalternativ og ikke blot et regeringsvedhæng, er der sandsynligvis ingen vej frem undtagen via et opgør med den letbenede økonomiske liberalisme, en grundig genovervejelse af, hvad det er, borgerligheden værdimæssigt og ideologisk består af og en afstøvning af de konservative klassikere.

Emner