Bør vi belære Putin om demokrati, hvis vi ikke selv vil forsvare det inden for EUs egne grænser?

Kommentar af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 2. april 2022.

Det mest spektakulære er dog ikke, at en mand, der gennem 12 år ved magten har omdannet sit land til et kleptokratisk autokrati, er så populær. Det er snarere, som Róbert László fra den ungarske tænketank Political Capital formulerer det, at Orbán med 90 procents kontrol over de ungarske medier og efter at have ændret valgsystemet og forfatningen i sit eget partis favør ad flere omgange, kun er et mulehår foran oppositionen i målingerne. En opposition, der vel at mærke stort set ikke har kunnet komme til orde, og hvor statsmedierne har skruet et ekstra nøk op for pro-Orbán-propagandaen de seneste uger.

Aldrig har Orbán været så presset. Det handler selvfølgelig om krigen i Ukraine og Orbáns stadigt mere problematiske rolle, som den russiske præsident Putins mangeårige handskedukke i Europa. Og hvis ikke en trojansk hest som Orbán kan væltes nu, hvornår så?

Tingene er dog ikke så ligetil. Den næsten totale kontrol med de ungarske medier er én ting. Noget andet at Ungarn i dag har et så forvrænget valgsystem, at OSCE, som overvåger valg i Europa, har kaldt alle m/k af hus for at overvåge såvel direkte som indirekte svindel og manipulation med parlamentsvalget. I sig selv spektakulært, når vi taler om et EU-land.

Hvis ikke en trojansk hest som Orbán kan væltes nu, hvornår så?

Det er ellers ikke mere end få uger siden, at Viktor Orbán fik noget så sjældent som ros af både EU-kolleger og flere internationale iagttagere. Det var i de første uger af Putins invasion af Ukraine, hvor EU enstemmigt(!) vedtog de hårdeste sanktioner mod et tredje land nogensinde. Farvel til Nord Stream II, ind med SWIFT-sanktioner og stop for kapitaloverførsler til og fra den russiske centralbank. Hertil kom indefrysning af kapital og ejendom tilhørende russiske oligarker samt våbenleverancer til Ukraine. Mere kan stadig komme til, hvis krigen fortsætter. Enkelte udtrykte dog mistro. Kan det virkelig passe, at Orbán - efter nogle få forsøg på benspænd - er vendt på en tallerken og nu helhjertet tilslutter sig den fælles EU-front imod sin gode ven Putin? En ungarsk leder, som vel at mærke gennem årene har nedlagt veto mod det ene fælles udenrigspolitiske tiltag efter det andet?

Nej. Som ungarnkenderen Daniel Hegedüs formulerer det, har Orbán på ingen måde pludselig tilsluttet sig 'de sidste dages hellige'. Hvor gerne man end ville tro det, er en sådan kovending ønsketænkning, grænsende til naivitet. Viktor Orbán gør blot det, han er bedst til, og som er den væsentligste grund til, at han i dag er EUs længst siddende regeringschef: spiller taktisk spil og sørger for ikke at lægge alle æg i én kurv. For Orbán handler det om at være pragmatisk og ikke skyde sig selv i foden i en tid, hvor hele den globale landsby er imod Vladimir Putin.

De liberale værdier

I de nationale ungarske medier er den prorussiske propaganda - trods EUs sanktioner - da også helt intakt. Vestens nyligt erkendte kamp imod autokrati og formørkelse er på ingen måde nået til Budapest. Det skyldes blandt andet, at Orbán - nøjagtig som Putin - har opbygget sin magt på 'cronyism' - altså et system hvor oligarker forgyldes med penge, magt og kontrakter til gengæld for loyalitet. I Orbáns tilfælde stammer pengene dog ikke fra stats- men EU-kassen, og dermed er vi fremme ved en af de helt centrale kattepiner i Bruxelles i øjeblikket.

For hvad stiller man op med de mange sager, der inden krigen i Ukraine kørte imod såvel Polen som Ungarn for underminering af retsstat og demokrati? Skal man - i lyset af de massive flygtningestrømme - udbetale de coronapenge, som begge lande venter på, og som alle andre EU lande har fået? Og skal man så samtidig iværksætte den såkaldte retsstatsmekanisme, der skal beskytte EUs budget, og som EUs domstol i Luxembourg i februar afgjorde, var helt i overensstemmelse med traktaten? En mekanisme, der er helt afgørende for at værne om de basale liberale værdier, som vi vel netop kæmper for i Ukraine?

Svaret er egentlig enkelt: Selvfølgelig skal vi hjælpe de lande, der - især som Polen - har stået i forreste geled, når det handler om ukrainske flygtninge. På den anden side er det også grænsende til grotesk, hvis vi - som jeg brugte en del krudt på at pointere i min bog »Tribaliseringen af Europa - et forsvar for liberale værdier« fra 2020 - belærer russere og kinesere om demokrati og retsstat samtidig med, at vi lader EU-lande undergrave disse inden for EUs egne grænser. Eller som Maciej Kisilowski spurgte i det seneste nummer af Project Syndicate: »Does the West Need Autocrats to Fight Putin?« Den lader vi lige stå et øjeblik og håber så, at valget 3. april i Ungarn i det mindste gør svaret bare marginalt lettere.

 

Marlene Wind er professor på statskundskab og iCourts på juridisk fakultet ved Københavns Universitet samt rådgiver for EUs udenrigschef.