Bramsen har muligheden for at binde ligestilling og transport sammen

Debatindlæg af lektor Hilda Rømer Christensen (Koordinationen for Kønsforskning) i Altinget den 10. februar 2022.

Da Danmark forleden dag fik en ny transportminister udløste det kommentarer fra mange sider.

Mediekommentatorer og aktører fra kvindebevægelsen var hurtigt ude med kritiske bemærkninger om, at ligestilling sammen med transport ville betyde en nedgradering af ligestillingsdagsordenen.

Og sandt er det da, at hverken ligestilling eller transport er de ressortområder, som politikere i almindelighed drømmer om.

Posten som transportminister er upopulær, fordi de rangerer langt nede i ministerrækkerne, og fordi man som transportminister ofte risikerer sit politiske liv og karriere.

Et overset felt

Trine Bramsen er blot den fjerde kvinde på denne post.

Transport er et område, som stort set har stået stille i de sidste årtier i forhold til opnå en bedre fordeling af køn i råd og udvalg, i beskæftigelse og i kultur og værdier.

Køn og transport er et overset felt, som er bagefter andre områder af ligestillingspolitikken. Vi ved for eksempel meget om, hvordan det det står til i forhold til arbejde, familie, sundhed, ledelse og politisk indflydelse, mens transport og mobilitet er fraværende i ligestillingsdiskussionen.

Omvendt har transportpolitikken i Danmark også en blind plet, når det gælder køn. Den nye transportminister har nu mulighed for at knytte de to områder sammen.

Forskelle kan udlignes

Men hvad er problemet med køn og transport, vil nogen spørge?

I dag er der fortsat store forskelle i daglig transportpraksis mellem mænd og kvinder, hvor mænd er i overtal som bilister og kvinder som brugere af den offentlige transport, som passagerer og som fodgængere.

Beskæftigelsesmæssigt er transportområdet fortsat helt skævt med kun 12 procent kvinder i landtransporten i Danmark.

Endelig er der store mangler i dataindsamling og i investeringer på de områder, som kunne udligne disse forskelle.

Nye fortællinger

Forklaringerne på, at transport og bilkulturen skaber ulighed, er både historiske og aktuelle.
Moderne transport hænger snævert sammen med udviklingen af den moderne bilkultur, der lige fra starten var meget kønnet.

Bilen og bilindustrien blev til for over 100 år siden i en tid, hvor der var stort fokus på biologiske kønsforskelle – og hvor forestillingen om, at kvinder hørte til i hjemmet og mændene på arbejdsmarkedet var stærk.

Man kan sige, at de her forestillinger blev udvidet og determinerede bilen som noget, der hørte til mandens domæne, den bragte ham til og fra jobbet ligesom mænd fik monopol på de tekniske fag.

Forskning viser, at vi har brug for nye fortællinger om kvinder som aktører og entreprenører.

For eksempel den om Charlotte Benz, der var gift med Mercedes Benz grundlægger. Hun var både en dygtigere chauffør og meget mere teknisk interesseret end sin mand – men blev skrevet ud af historien.

Eller fortællingen om de amerikanske kvindesagskvinder og stemmeretsforkæmpere, der kørte tværs over USA for at mobilisere til kamp. De viste, at frigørelse, mobilitet og modernitet hørte sammen, og at kvinder sagtens kunne køre bil.

Privatbilismen dominerer

Også helt aktuelt trænger vi til nogle andre fortællinger om smart mobilitet i dag – som andet og mere end elbiler i businessklassen, der er lavet af mænd til mænd.

Transportministeriet er et svingdørsministerium. I Danmark har der været ikke mindre end 47 transportministre siden 1945.

Det betyder, at embedsværket sammen med stærke lobbyister og især borgerlige politikere har haft stor indflydelse på transportudviklingen i Danmark.

Og - kan man vist godt sige - været garant for, at udviklingen har været centreret omkring biler og bilister, hvilket også er synligt i de danske infrastrukturplaner, der har haft et stærkt fokus på motoriseret transport.

Bramsen har muligheden

Som transportminister vil det være oplagt at knytte an til de nye toner fra EU og få skabet nogle nye fortællinger og visioner om køn, mangfoldighed og transportpolitik.

Udover støtte til de transport- og mobilitetsformer, som kvinder benytter, kunne fokus være på de mange huller og problemer som for eksempel beskæftigelse, en MeToo-analyse af seksuelle krænkelser i den offentlige transport og på potentialer i køn, innovation og entreprenørskab i grøn transport.

Et fokus på mere kønsbalance og diversitet i råd og udvalg – og måske en tænketank til at sætte gang i det hele.

Trine Bramsen har hidtil vist sig som en handlekraftig politiker.

Hun har lige nu mange muligheder for så at sige, at hælde både køn og grøn mobilitet i tanken og at få rettet op på de blinde pletter i både i transport- og ligestillingspolitikken.