Brede regeringer er en europæisk modedille - og der er en helt klar tendens for deres skæbne

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 15. december 2022.

I Danmark tror vi sikkert ofte, at vi opfinder tingene helt af os selv. Det er først ved nærmere eftersyn, at man finder ud af, at det, vi troede, var noget særegent dansk, i virkeligheden er udtryk for en generel europæisk tendens. Sådan er det tilsyneladende også med hensyn til regeringsdannelser.

Den nye danske regering med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne fra begge sider af det politiske spektrum lægger sig i kølvandet på et fænomen, som især i de seneste par årtier har været udbredt i Europa. Her har blandt andet Østrig, Tyskland, Finland, Luxembourg, Belgien og Holland haft den samme slags regeringer i kortere eller længere perioder.

Ligesom i Danmark har der i disse europæiske lande med»uhellige«regeringskoalitioner været nogle særlige omstændigheder, som har befordret deres dannelse. Eller rettere sagt: Retfærdiggørelsen af muligheden for at etablere»unaturlige«regeringskoalitioner slår ofte på de samme strenge.

Politikerne i de brede regeringskoalitioner begrunder dem ofte med, at landet befinder sig i en helt særlig kritisk situation, der kræver, at man går sammen med partier i regering, som man ellers ikke deler politisk idégrundlag med. Den særlige situation kan være en økonomisk eller politisk krise. Er der ligefrem tale om en krise med krig involveret, opfattes nødvendigheden af en bred regeringskoalition historisk set som ekstra stærk.

I Danmark har ikke mindst Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen - fulgt op af Jakob Ellemann-Jensen efter valget - gjort et nummer ud af, at diverse kriser for Danmark dannede bagtæppe for deres beslutning om at danne den usædvanlige SVM-regering. Vi er i en økonomisk krise med høj inflation og truende arbejdsløshed, har det lydt. Vi er i en politisk krise, fordi dele af den offentlige service risikerer at kollapse. Samtidig er der hverken på rød eller blå side i Folketinget en villighed til at gribe til løsninger, som kan løse problemerne. Og endelig er der en igangværende krig i Europa efter den russiske invasion af Ukraine.

Den kraftige politiske italesættelse af den brede regerings nødvendighed skyldes naturligvis, at den af mange opfattes som et misfoster. Normalt drejer demokratiske valg i europæiske lande sig om at vælge mellem en socialdemokratisk/socialistisk og en liberal-konservativ ledet regering. Når disse to valgmuligheder går sammen i samme regering, er frygten, at muligheden for et reelt demokratisk valg dermed forsvinder.

Denne skepsis blandt vælgerne over for brede regeringskoalitioner betragtes også som årsagen til, at de ofte straffes ved det efterfølgende valg. Det viser i hvert fald en analyse af politologerne Marco Morini og Matthew Loveless af alle brede regeringskoalitioner i EU-lande siden 2004, at de gør. Analysen viser også, at det især er de mindre partier eller juniorpartnerne i de brede regeringer hen over midten, som taber vælgere.

Der er naturligvis også undtagelser. For eksempel klarede juniorpartneren i den store koalition af de tyske kristendemokrater og socialdemokrater 2017-2021 sig godt, idet SPD overhalede CDU/CSU som største parti ved det efterfølgende valg til Forbundsdagen.

På trods af undtagelser er tendensen imidlertid som helhed, at brede regeringer taber vælgere ved førstkommende valg. Men hvorfor går partiledere så ind i dem? Kender de ikke til tendensen, eller tror de, at netop de er undtagelsen?

Måske er der også andre forklaringer på spil.

I hvert fald tyder meget på, at de brede regeringer er en eller anden form for sidste udvej, som skyldes, at alternative regeringsdannelser er umulige. Når der er kommet flere brede regeringer til i de seneste 15-20 år i Europa, skyldes det ikke mindst, at der i samme periode er kommet et væld af populistiske partier til i parlamenterne i Europa.

Populistiske partier er svære at danne regeringer med, fordi deres eksistensberettigelse er at være i opposition. I den situation indtager partier over det ganske Europa i stigende grad to vidt forskellige roller før henholdsvis efter valget. Før valget optimerer de antallet af vælgere og tilpasser deres valgkamp hertil. Efter valget gælder det i hvert fald for de traditionelt regeringsbærende partier, at rollen skifter til at arbejde for at få ministerposter. Hvis sidstnævnte kun kan ske via brede»uhellige alliancer«, må det være således, synes tankegangen at være.

Ingen ved naturligvis, hvordan den nydannede danske regering hen over midten klarer sig ved næste valg. Erfaringen fra andre europæiske lande i samme situation peger dog på, at især Venstre og Moderaterne vil tabe stemmer på grund af regeringsdeltagelsen. Men omvendt kan det jo være, at de to partier bliver undtagelsen fra reglen. Akkurat som SPD blev det ved valget i 2021.

Emner