Budgetkrav påvirker beslutninger i børnesager

I DANMARK OG i mange andre lande sker en stor del af sagsbehandlingen af børnesager på lokalt niveau, mens nationale love udstikker den overordnede ramme for hjælpen til borgerne. Det medfører en risiko for, at lokale budgethensyn kan påvirke beslutningen om at iværksætte indsatser, selv når et barn har brug for - og ofte krav på - hjælp.

I et nyt studie undersøger vi sammenhængen mellem kommuners budgetter og de indsatser, der sættes i værk for udsatte børn og unge. Konkret ser vi på, om kommuner, der midt i året har brugt en større andel af deres budget på anbringelser end forventet, efterfølgende reducerer antallet af anbragte børn. Vi beregner, at kommuner, der har brugt mere end 60 procent af deres budget i midten af et regnskabsår (1. juli), reducerer antallet af børn i pleje uden for hjemmet med 1,2 procent inden årets udgang.

I 2010 havde kommunerne i Danmark i gennemsnit en budgetoverskridelse på 10 procent på anbringelsesområdet. En af grundene til de mange budgetoverskridelser er, at det er svært at forudsige antallet af børn, som får brug for hjælp i det efterfølgende år.

En anbringelse koster typisk ½ -1 mio. kr. om året afhængig af, om barnet eller den unge anbringes hos en familie eller på en institution. Udgifter på det niveau betyder, at nogle få ekstra anbringelser i en lille kommune kan resultere i en betydelig budgetoverskridelse. For eksempel vil kun tre ekstra anbragte børn i en af de mindste kommuner resultere i en budgetoverskridelse på over 9 procent.

Vælger fra lavere hylder

Hvis en kommune i løbet af året har brugt en usædvanlig høj andel af budgettet til udsatte børn, kan kommunen sænke udgifterne på flere måder:

1. Afslutte anbringelser af allerede anbragte børn.

2. Undlade at igangsætte anbringelser af børn, der allerede har en forebyggende foranstaltning. 3. Igangsætte forebyggende foranstaltninger snarere end anbringelser uden for hjemmet.

4. Vælge billigere foranstaltninger, f.eks. familiepleje snarere end institutionspleje.

Vores resultater viser, at hvis en kommune i løbet af året oplever, at den har brugt en højere andel af budgettet til udsatte børn, end der var budgetteret med - og herved er i risiko for at overskride det samlede kommunale budget - justerer kommunen sine udgifter ved at afslutte anbringelser af børn eller ved at vælge billigere foranstaltninger. For eksempel ved at anbringe børn i familiepleje i stedet for en dyrere institutionspleje.

Økonomiske sanktioner

I 2011 blev der indført økonomiske sanktioner for kommuner, som overskrider deres budgetter. Figur 1 med danmarkskortene viser, at antallet af kommuner, som overskred deres anbringelsesbudget, faldt markant efter denne stramning af reglerne.

Vi kan også se, at kommunerne efter 2011 i højere grad tilpasser deres beslutninger om at anbringe børn efter den aktuelle budgetsituation, end det var tilfældet inden de økonomiske sanktioner trådte i kraft. Kommuner, som havde et højt forbrug i løbet af det første halvår før 2011, reducerede antallet af anbragte børn de efterfølgende seks måneder. Det var til sammenligning ikke tilfældet for kommuner med et lavere forbrug i første halvår. Forskellen mellem de to grupper er endnu større efter 2011, hvor sanktionsmuligheden blev indført. Det betyder, at kommunerne i endnu højere grad tilpasser anbringelsesbeslutningerne efter, om de har brugt en høj eller lav andel af budgettet i første halvdel af året.

Truer vitale velfærdsopgaver

At anbringelsesområdet er særligt følsomt over for budgetoverskridelser kan skyldes flere faktorer.

For det første påvirker anbringelsesområdet en lille og ofte marginaliseret gruppe, og området får derfor ikke samme opmærksomhed som centrale velfærdsaktiviteter som skoler og daginstitutioner. For det andet er udgifterne til anbringelser, for eksempel i form af tilskud til plejefamilier, variable og kan opsiges med kort varsel.

For at designe en velfungerende offentlig sektor er det vigtigt at vide, hvordan lokale myndigheder håndterer modstridende krav til henholdsvis budgetter og velfærdsydelser. Vores resultater peger på, at der kan være bivirkninger ved at underlægge kommunerne strenge budgetkrav.

Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i at fastlægge nationale udgiftsniveauer til anbringelsesområdet. Vi påpeger, at det kan være problematisk at have rigide regler om et-årige budgetter på et lille område, som er påvirket af få enkeltsager. Det er nødvendigt at garantere, at politikker, der skal sikre finanspolitisk stabilitet, ikke bringer velfærdsopgaver såsom beskyttelse af udsatte børn i fare.

Vi må overveje, hvordan vi kan sikre adgangen til vores vitale velfærdsydelser, når de delegeres til kommunerne, som samtidigt er underlagt et strengt krav om ikke at overskride deres budgetter.