Coronaforskning: Skal vi offentliggøre vores resultater inden peer review?

I december 2021 stod Danmark med en ny bølge af coronavirus. Omikron var kommet til Danmark i slutningen af november, den spredte sig hurtigt, og ingen vidste hvorfor.

7. december sagde Søren Brostrøm, at Omikron potentielt kunne være lige så smitsom som mæslinger.

Herefter blev Danmark endnu engang lukket ned, og de danske skoleelever blev sendt en uge tidligere på juleferie.

Akut brug for pålidelige tal

Situationen betød, at der var akut mangel på troværdige analyser, der kunne vise, om Omikron var lige så smitsom som mæslinger, eller om den ’bare’ var bedre til at bryde igennem immunitet fra vacciner eller tidligere smitte.

Vi var en gruppe forskere, der smed alt, hvad vi havde i hænderne, og arbejdede hurtigt.

Vi havde heldigvis allerede en metode klar til at undersøge dette. Nemlig smitte inden for danske husstande.

Det betød, at vi kunne have de første resultater klar til offentliggørelse allerede 22. december.

Her konkluderede vi, at Omikron smitter mere, fordi den er bedre til at bryde igennem vores immunitet; altså gennem vacciner og tidligere smitte (se mere i faktaboksen).

At offentliggøre vores resultater så hurtigt, kommer dog ikke uden risiko. Hvorfor vi valgte at gøre det alligevel – og hvorvidt det var en god idé – er emnet for resten af denne artikel.

Hvorfor offentliggør vi resultaterne inden peer review?

Vi valgte at offentliggøre vores resultater, inden de havde været igennem peer review (fagfællebedømmelse) og publiceret i et videnskabeligt tidsskrift.

Det gjorde vi, fordi vi mener, at resultaterne var interessante og ville have størst værdi nu og her; altså i december 2021.

Det betød, at embedsmænd, forskere og den almene borger kunne få indsigt i resultaterne og metoderne bag.

Ulempen var, at vores resultater endnu ikke var blevet bedømt og kritiseret af vores fagfæller. Og fagfællebedømmelse er en vigtig del af forskning, da det er her, andre eksperter evaluerer vores metoder, fortolkning af resultater og konklusion.

Men fagfællebedømmelse tager tid! Og midt i en global pandemi er det ikke tid, man har mest af. Du kan se hele vores publiceringsproces i faktaboksen under artiklen.

Ulempen: Øget risiko for sjusk

Grundlæggende står vi som forskere i et dilemma:

• På den ene side er det vigtigt, at vi kommer med nogle hurtige resultater.
• Men det er også vigtigt, at vores resultater er korrekte; at det ikke er gået for hurtigt.

Normalt bruger vi flere år på at sidde og nørkle med data, præsentere foreløbige resultater og få en masse kommentarer, inden første udgave er klar til offentliggørelse som preprint.

Corona-pandemien har gjort, at alle har skullet omstille sig hurtigt.

Nogle forskere har arbejdet for hurtigt og sendt noget juks ud i offentligheden. Det har Videnskab.dk afdækket ad flere omgange (bl.a. i følgende artikler: 'Sløset coronaforskning hypers af præsidenter', hNej, ny analyse kan ikke konkludere, at nedlukninger kun har reddet fem danske liv' og 'Rygning beskyttede aldrig mod COVID19, på trods af hvad tidligere studier hævdede').

Vi valgte at gøre det, da vi stolede på metoden, som vi havde anvendt tidligere.

Det betyder, at risikoen for, at vi ville komme til at offentliggøre noget, der ville blive grundlæggende ændret i fasen med peer-review, var meget lille.

Og det lykkedes: Der er ikke markante forskelle mellem det, vi offentliggjorte i december, og den endelige publikation. (Se mere i faktaboksen længere oppe og min gennemgang på twitter).

Resultaterne er blevet brugt

Og rigtig nok var der mange, der var interesserede i vores resultater.

Det gælder både embedsmænd og forskere. Vi har for eksempel præsenteret arbejdet for WHO’s ekspertgruppe. Derudover har den allerede fået over 100 citationer (hvilket er højt).

Men resultaterne er også blevet kommunikeret til den brede offentlighed gennem radio, tv, aviser og her på Videnskab.dk.

Dertil kommer naturligvis de danske myndigheder – flere af forfatterne har rådgivet regeringen direkte (heriblandt Kåre Mølbak og Tyre Grove Krause, henholdsvis tidligere og nuværende faglig direktør i Statens Serum Institut).

Og det er jo lige, hvad man gerne vil opnå som forsker. At vores resultater kan bruges både af beslutningstagere og forskere. Det er superfedt at være midt i orkanens øje og blive interviewet med videre.

Bagsiden af medaljen er så, at vi har arbejdet helt ufattelig mange timer på utrolig få dage. For eksempel sad vi og arbejdede om formiddagen 24. december.

Ikke alle offentliggør deres resultater før peer review

Nogle forskere vælger at vente med at offentliggøre deres resultater, indtil de har været igennem peer review og er blevet publiceret i et videnskabeligt tidsskrift.

Lad os tage et prominent eksempel.

Du husker måske, da Danmark stoppede med at bruge AstraZeneca til at vaccinere med COVID-19.

11. marts 2021 tog Sundhedsstyrelsen beslutningen på baggrund af forskningsresultater fra Danmark og Norge.

Forskerne og myndigheder tilbageholdt imidlertid resultaterne frem til publicering af den videnskabelige artikel (efter peer review) 5. maj 2021.

Det betyder, at i knap to måneder kunne hverken forskere, embedsmænd fra andre lande eller almene borgere få indblik i de resultater, der lå til grund for beslutningen om at stoppe med at bruge AstraZeneca.

Beslutningen om ikke at bruge AstraZeneca påvirkede ikke bare Danmark, men hele verden. Det vidste Sundhedsstyrelsen og forskerne også. Netop derfor blev pressekonferencen 11. marts afholdt på engelsk – ikke dansk, som den plejer.

Beslutningen havde altså stor indvirkning.

På den baggrund mener jeg, at de forskningsresultater, som beslutningen blev truffet ud fra, burde have været lagt åbent frem fra start. Det var relevant viden for os alle.

Men om man skal offentliggøre sine resultater før peer review eller ej, må den enkelte forsker – eller forskningsgruppe – i sidste instans selv beslutte. Der er fordele og ulemper ved begge modeller.

Emner