Danske våben til Ukraine rejser juridiske problemer

Kronik af Kevin Jon Heller (professor ved Center for Militære Studier) og Lena Trabucco (postdoc ved Center for Militære Studier) i Berlingske den 10. maj 2022.

Folkeretlige spørgsmål kan måske forekomme sekundære i betragtning af krigens brutalitet og Ruslands åbenlyse forsøg på at ødelægge den regelbaserede orden, der har sikret freden i Europa siden Anden Verdenskrig.

Der er samtidig meget få restlige begrænsninger på den hjælp Danmark kan levere til Ukraine. Men netop fordi den regelbaserede internationale orden skal beskyttes, er det vigtigt, at Danmark og andre vestlige stater ikke blot hjælper Ukraine med at sejre – men også gør det på en måde, der fremmer folkeretten.

Danmark har i de seneste måneder taget betydelige skridt for at hjælpe Ukraine med at forsvare sig selv over for Rusland. Først besluttede den danske regering at sende 2.700 antitank-missiler til det ukrainske militær. For nylig meddelte regeringen så, at Danmark vil øge våbenhjælpen til Ukraine med 600 millioner kroner samt forskellige former for pansrede mandskabsvogne.

Våbenforsyningerne til Ukraine giver mening fra et politisk og moralsk perspektiv. Ruslands invasion af Ukraine er en åbenlys aggressionshandling, og højtstående russiske politiske og militære ledere, herunder Putin selv, bør holdes strafferetligt ansvarlige. Samtidig bør danske beslutningstagere dog også være opmærksomme på de retlige aspekter af deres egne beslutninger om våbenstøtte. Når Danmark forsyner Ukraine med våben, kan det have store konsekvenser i henhold til folkeretten - og måske endda åbne døren for lovlige russiske gengældelsesforanstaltninger.

Fire forskellige folkeretlige regimer er i spil i forbindelse med våbenforsyningerne.

Det gælder for det første jus ad bellum, altså retten til at indlede krig. Da Rusland har iværksat et væbnet angreb på Ukraine, har ukrainerne ret til at forsvare sig selv - og dermed også til at bede andre stater om at hjælpe med dette forsvar. Både individuelt og kollektivt selvforsvar er anerkendt i FN-pagten. Her er der altså ikke umiddelbart retlige udfordringer forbundet med våbenstøtten.

Det andet relevante regime er den humanitære folkeret. Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har udtalt, at de våben, som vestlige stater sender til Ukraine, er legitime mål. Dette er i princippet i overensstemmelse med den humanitære folkeret, der tillader, at man kan gå efter militære mål, herunder tilsendte danske våben beregnet til krigsførelse mod russiske styrker.

Det er imidlertid afgørende, hvor våbnene befinder sig. Selvom danske våben er lovlige mål, når de kommer ind i Ukraine, er det ikke lovligt at angribe dem i Danmark eller under transit til Ukraine. Et sådant angreb ville være i strid med jus ad bellum, fordi våbenoverførsler til Ukraine ikke udgør et væbnet angreb på Rusland - og derfor ikke udløser en russisk ret til»selvforsvar«over for Danmark.

Jus ad bellum sætter heller ingen begrænsninger for mængden eller kvaliteten af de våben, som Danmark kan levere til Ukraine. Retligt skelnes der ikke mellem offensive og defensive eller mere eller mindre højteknologiske våben. Ukraines selvforsvar over for Rusland skal både være nødvendigt (der må ikke være andre muligheder end at anvende væbnet magt) og proportionalt (den anvendte magt skal være proportional i forhold til at stoppe Ruslands invasion).

Hvis Ukraine overskrider disse krav, vil dets angreb på russiske styrker ikke længere være lovlige, og det vil være ulovligt for Danmark at fortsætte våbenforsyninger. Et sådant scenario forekommer dog meget usandsynligt i øjeblikket. Invasionens omfang - med hundredtusindvis af russiske soldater og de mest avancerede våben, som Rusland råder over - gør det svært at forestille sig, at Ukraines selvforsvar lige foreløbig bliver unødvendigt eller disproportionalt.

Lavrov antydede også, at Rusland anser våbenforsynende stater som parter i den væbnede konflikt, på linje med Ukraine selv. Denne opfattelse har imidlertid ikke et folkeretligt grundlag. Man bliver ikke en»co-belligerent«- en deltager i den væbnede konflikt - alene ved at sende våben til en involveret stat. Der skal mere til, for eksempel at etablere en no-fly-zone over Ukraine eller at levere militære efterretninger, som direkte anvendes til at ramme russiske mål.

Det tredje folkeretlige regime, som nu er i spil, er den internationale strafferet. Den Internationale Straffedomstol (ICC) undersøger i øjeblikket situationen i Ukraine. Selvom denne undersøgelse er fokuseret på beskyldninger om russiske krigsforbrydelser, har domstolen også kompetence til at undersøge mulige ukrainske krigsforbrydelser. Det kunne for eksempel dreje sig om henrettelser af russiske krigsfanger og brug af klyngeammunition i besatte områder med mange civile. Danske beslutningstagere skal gøre alt, hvad de kan, for at sikre, at danske våben ikke anvendes til at begå krigsforbrydelser. Hvis de får kendskab til en sådan brug og alligevel fortsætter våbenforsyningerne, kan de holdes ansvarlige under international strafferet

Endelig er der det måske mest omstridte folkeretlige regime: bestemmelserne om neutralitet. I folkeretlig forstand er Danmark neutral i den væbnede konflikt, da man ikke direkte kæmper mod Rusland sammen med Ukraine. Derfor må Danmark ikke foretage handlinger, som strider imod Danmarks neutrale status. I den sammenhæng er de danske våbenleverancer til Ukraine problematiske - i hvert fald i et retligt perspektiv. Bestemmelserne om neutralitet forbyder nemlig specifikt forsyninger af enhver form for krigsmateriel, især våben, til en krigsførende part.

Når en stat handler i strid med neutralitetsreglerne, har den berørte krigsførende part - i dette tilfælde Rusland - ret til at svare igen med ikkevoldelige modforanstaltninger. Eksempelvis kunne Rusland lovligt bryde en handelsaftale ved at indføre toldsatser eller lukke luftrummet for civile luftfartsselskaber på trods af internationale traktater, der garanterer et åbent luftrum. I betragtning af Ruslands aktuelle internationale isolation er det dog umiddelbart vanskeligt at se, hvilke russiske foranstaltninger der kunne få Danmark til at stoppe våbenforsyningerne til Ukraine.

Samtidig er det i princippet en mulighed, at den udbredte internationale fordømmelse af Ruslands handlinger legitimerer Danmarks våbenstøtte. En række stater går ind for såkaldt»kvalificeret neutralitet«, dvs. ideen om, at neutrale stater har lov til at yde militær støtte til offeret for en aggression. Fra dansk side bør man dog være opmærksom på, at ideens mest ivrige fortaler - USA - har argumenteret for, at kvalificeret neutralitet kun gælder, når FNs Sikkerhedsråd har erklæret en stat for aggressor eller i forbindelse med en kollektiv selvforsvarsordning som for eksempel findes i NATO. Ingen af disse to forhold gør sig gældende ved konflikten i Ukraine.

Folkeretlige spørgsmål kan måske forekomme sekundære i betragtning af krigens brutalitet og Ruslands åbenlyse forsøg på at ødelægge den regelbaserede orden, der har sikret freden i Europa siden Anden Verdenskrig. Der er samtidig meget få restlige begrænsninger på den hjælp Danmark kan levere til Ukraine. Men netop fordi den regelbaserede internationale orden skal beskyttes, er det vigtigt, at Danmark og andre vestlige stater ikke blot hjælper Ukraine med at sejre - men også gør det på en måde, der fremmer folkeretten.