De borgerlige har det ikke så skidt - men slet ikke godt

Indlæg af Professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 26. december 2022. 

Mange har haft travlt med at erklære det borgerlige Danmark kriseramt. Fra blå profiler som Søren Pind, der erklærer »blå blok« for stendød, til venstrefløjsskribenter, der taler om et nyt socialdemokratisk tusindårsrige.

Men vil man lave en langtidsholdbar diagnose, må man skelne mellem, hvad der er de borgerliges dag-til-dag situation, og hvad der udgør de større, dybere tendenser.

Helt fundamentalt skal man passe på med at stirre sig blind på her-og-nu. De borgerlige profiler, der taler om krise, fokuserer i næsten overdreven grad på kortsigtede, partipolitiske forandringer.

Men den slags er i sagens natur omskiftelige. For kun lidt over et år siden spåede mange, at Mette Frederiksen ville sidde sikkert på regeringsmagten i måske yderligere otte år. Det kan ske endnu - men havde det ikke været for et enkelt mandats flertal, skabt af en finurlighed i valgsystemet, havde vi i dag haft en statsminister Ellemann-Jensen eller måske en Løkke Rasmussen.

Der fokuseres også på, at der nu er uregerligt mange ikkesocialistiske partier. Det er der - men næsten lige så mange er set før, nemlig i perioden 1973-1994 hvoraf der faktisk var borgerlige regeringer i størstedelen af tiden. Uenigheden dengang mellem et halvanarkistisk Fremskridtsparti og et borgerligt-hældende Radikale Venstre var ikke væsentligt mindre end i dag.

Et andet punkt, der ofte nævnes som en svaghed for de borgerlige, er, at få borgerlige politikere skriver tænksomme, ideologiske bøger. Sandt er det, at der er få - med Henrik Dahl (LA) som en bemærkelsesværdig undtagelse. Men det gjorde Dahl sådan set allerede, inden han blev politiker.

Omvendt fremhæves det, at socialdemokratiske politikere skriver ideologiske værker. Nu kan man måske nok anfægte, hvor specielt nytænkende disse er, men faktisk har det kun sjældent været fra politikere, at avanceret nytænkning er kommet. Reelt er det de seneste fire årtier kun de liberale Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen (og den nationalkonservative Søren Krarup før han blev politiker), der har skrevet bøger, der har påvirket samfundsdebatten i større grad.

Faktum er, at der ingen mangel er på velskrivende borgerlige tænkere. Der er på venstrefløjen få tænkere, der i tænksomhed kan matche de bøger, man de seneste år har set fra profiler som Jacob Mchangama, Lars Tvede, Christian Egander Skov og Martin Ågerup, for blot at nævne nogle få.

Er alt så fryd og gammen blandt de blå? Tydeligvis ikke, men borgerlighedens problemer er andre og dybere, og nogle, som få borgerlige politikere har viljen eller evnen til at adressere.

Faktum er, at der ingen mangel er på velskrivende borgerlige tænkere.

Det mest fundamentale problem er, at de fleste borgerlige mennesker generelt er pragmatiske og praktiske mennesker, der ikke ynder konflikter. Det er ingen dødssynd, men det gør, at man ofte kommer til at forveksle mål og midler og ophæver kompromisset til målet. Så i stedet for at udstikke en retning og vælge de bedst tænkelige politikker til at nå de mål med, lader man sig oftest trække efter en udvikling, som andre har defineret. Det bliver ikke bedre af de borgerlige partiers evige tendens til opportunistisk at kannibalisere på hinanden i håbet om en kortvarig vælgermæssig gevinst til dem selv hver især. 

Det var dét, som Henning Fonsmarks berømte »Historien om den danske utopi« (1990) diagnosticerede så klart. Han viste, hvordan Danmark siden 1945 var blevet stadigt mere socialiseret og statsstyret - og at det var sket af to årsager. For det første fordi de liberale og konservative kræfter som regel ikke forstod at holde sammen, men ofte underløb hinanden.

Det kunne lade sig gøre, fordi man - for det andet - blev evigt konfronteret med, at hvis man ikke samarbejdede med venstrefløjen om dens politikker, så ville den bare gennemføre noget, der var endnu værre. Så venstrefløjen har igen og igen præsenteret de borgerlige for politikker, der rykkede for eksempel 20 procent i den forkerte retning - hvorefter man fik et eller flere borgerlige partier til at stemme for noget, der kun rykkede tingene ti procent den forkerte retning. Dernæst udråbte man det resultat til en stor borgerlig sejr og ny borgerlig politik.

Den langsigtede konsekvens af det er blevet eksplosionen i omfanget af, hvad der blevet kaldt »velfærdskoalitionen« - altså den del af vælgerkorpset, der har deres primære indkomst fra det offentlige. Den udgjorde lidt over 30 procent, da kildeskatten blev indført i 1970 og havde passeret 55 procent, da Schlüter blev statsminister i 1982. I Løkke-Thorning-Frederiksen æraen har den ligget på 64-67 procent. Dermed har vi nået et punkt, hvor det forekommer politisk umuligt at foretage større reformer, og al politik - andet end symbol- og værdipolitik - bliver et spørgsmål om teknokratisk rokering af promiller.

Hvis de borgerlige i den situation ikke formår at formulere værdier og visioner, der kan tænde lys i både hjerner og hjerter, så er de for alvor ilde stedt.

Emner