Demokratier i Europa kan også dø

Kommentar af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 4. marts 2022.

Billederne sidder fast på nethinden. Interviewet med kvinden i parkeringskælderen under en beboelsesejendom i Kyiv lige efter russernes invasion 24. februar. Hun var ikke bange - hun var vred, nærmest rasende.

Og det var der, Putin begik sin første fejl. Han troede, at ukrainerne ville være bange og hurtigt overgive sig. Men der er forskel på frygt og vrede. Hvis man er bange for overmagten, tror man grundlæggende ikke på, at tingene kan være anderledes. Er man vred, er det, fordi man har smagt friheden og ikke vil finde sig i pludselig - efter 31 år - at skulle opgive den. Ukrainerne kæmper som desperate netop, fordi de ikke vil tilbage til den mørke middelalder, hvor en diktator fortæller dem, at de ikke må gå på gaden og protestere, læse kritiske aviser eller bare være frie mennesker. Det er i virkeligheden denne frihed - vækst og demokrati - som Putin frygter vil brede sig til Rusland selv, hvis han ikke sætter hårdt imod hårdt nu.

Og krigen har fungeret som en fremkaldervæske for os i Vesten. Demokratier kan dø. Også i Europa. Fjenden - også den blandt os selv - er nu »autokrat-versteherne« og dem, der samarbejder med dem. Dem, der sympatiserer med »den stærke mand« med løgnefabrikkerne, korruptionen og de falske narrativer.

Vi fik at vide, at vi ikke måtte tage »the moral high ground« og kritisere populisterne, da Donald Trump huserede i Det Hvide Hus. Man skulle i stedet »forstå« dem - nøjagtig som man i Tyskland opdrog generationer til at »forstå« Putin, alt imens man købte olie og gas med den ene hånd og postede penge i menneskerets- og civilsamfundsorganisationer med den anden. Oligarker fik uden panderynker lov til at opkøbe hele historiske kvarterer i vestlige byer. Som oftest for dubiøse, hvidvaskede penge.

Men aldrig har valget mellem det liberale demokrati og diverse afskygninger af autokrati og populisme været skarpere tegnet op. Bortset fra Trump, der kort efter krigens start blev filmet ved en republikansk sammenkomst, hvor han kaldte Putin genial, har vestens egne Putin-elskende populister nu fået kolde fødder. Den franske højrepopulist Marine Le Pen skrev således på Twitter, at hun har smidt valgbrochurer for 1,2 millioner euro ud, fordi de viste billeder af hende og »partisponsoren« Putin. Ungarns Viktor Orban har også efter en vis tøven accepteret EU-linjen, men været påfaldende tavs om sin »cosying up« med Putin, som - sammen med EU-midler - i årevis har stået for finansieringen af Cirkus Orbán.

Fælles identitet

Der er også i disse dage stor ros til polakkerne, som sover med støvlerne på i frygten for at blive de næste ofre for Putins galskab. Deres hjælp med våben og husly til de mange tusinde flygtninge har været umisforståelig. Men tag ikke fejl. Putins autoritære »krigsraid« har lært os, at vi skal passe på demokratiet. Også i lande i Europa, som selv er godt i gang med at ødelægge det indefra. Derfor bør vi, som den tyske forfatter og menneskeretsaktivist Michael Meyer-Resende skriver, på én og samme tid løse Polen og Ungarns europæiske retsstatskrise, »som var der ikke var en russisk krig i Ukraine og samtidig i fællesskab bekæmpe russerne, som var der ikke en retsstatskrise«.

Europa er forandret for altid. Der var et før og efter 24/2. Tyskernes »zeitenwende«, hvor man ikke blot vil sende våben til Ukraine, men også opruste og bidrage til at opbygge en fælles europæisk forsvarsidentitet, er historisk. Man har lukket for pengestrømmen og erkender nu omsider, at energi er politik - jævnfør lukningen af Nord Stream 2. Omstillingen til grøn energi er, som den liberale finansminister Christian Lindner formulerer det, blevet til »Freiheitsenergie«.

Som man kunne læse i Politico tidligere på ugen, har Putins krig på mange måder haft den stik modsatte effekt af det, han i årtier har kæmpet for. Sponsorering af alt fra misinformationskampagner over Brexit til højrenationale partier har haft ét eneste formål - at splitte Europa. Men aldrig har Europa stået mere samlet. I fællesskab med amerikanerne har vi sagt nej til Putins tusindårsrige.

Det betyder dog ikke et ja til en fast-track til EU medlemskab for ukrainerne. Ukraine har - selv hvis Putin trækker sig - lang vej igen for at leve op til vores regler og demokratiske standarder. Kampen for frihed er ikke slut, men vi må også erkende, at en ny iskold krig kan være den mest sandsynlige udgang på Putins militære vanvid. Demokratier kan dø også i Europa.