Den økologiske klassekamp

Kronikken er offentliggjort online den 20. oktober 2022 i Weekendavisen.

Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen og på deres indbyrdes forhold.« Sådan opsummerede Karl Marx i Det kommunistiske manifest det 19. århundredes tidsånd. Den industrielle revolution omstrukturerede samfundets materielle infrastruktur, og en ny grundlæggende samfundskonflikt opstod ud af disse nye forhold.

Årsagen til Marx' store historiske betydning ligger netop i hans beskrivelse af disse processer - samt i det kald for politisk handling, der lå i forlængelse heraf.

Marx' klasseanalyse var nemlig både deskriptiv og performativ. På den ene side tilbød den beskrivelser af samfundsstrukturen, imens den på den anden side leverede perspektiver for politisk mobilisering. Den leverede både en skildring af, hvordan samfundet så ud i en given historisk situation, samt en fortælling om historiens retning.

Mere præcist forsøgte klasseteorien at besvare følgende spørgsmål: Hvordan reproduceres samfundets materielle struktur? Hvor i denne proces befinder folk sig? Hvem er folks allierede og fjender? I hvilke konflikter støder de sammen, og hvorhen peger den kollektive handling?

Klasseteorien var altså et kompas, der gav folk en forståelse af, hvad der tillod sociale kollektivers overlevelse, hvorledes folk positionerede sig i det sociale landskab, hvem de kæmpede med og imod, samt hvordan de måtte organisere sig politisk.

Kompassets fordel var, at det baseredes på en beskrivelse af de materialistiske betingelser, som de sociale positioner afhang af, og Marx rettede her opmærksomheden mod produktionen. Samfundets fortsatte beståen sikredes gennem produktionsprocessen, hvis goder tillod folk at overleve. Folk var antagonistisk positioneret i produktionssystemet, hvor de ramlede sammen i konflikter over produktionsmidlerne, hvilket på et tidspunkt ville lede til et revolutionært skifte i ejerskab herover.

Den nye klassekonflikt
Men verden er et underligt sted, der sjældent føjer sig for profetiske spådomme. Og imens proletariatets revolution udeblev, så vi i stedet en jordlig revolution udspille sig for øjnene af os.

Dette opsummeres af jordsystemvidenskabernes begreb om »den store acceleration«: Midt i det 20. århundrede, imens produktionskræfterne intensiveres, begyndte jordsystemets reaktioner at accelerere, hvilket nu truer med at kaste civilisationen ud over Jordens grænser for beboelighed.

Historien lavede en piruet og danser nu rundt i en kvælende udledning af karbondioxid. Resultatet? En komplet forandring af, hvad man forstår ved en »historisk materialisme«. I det, vi kan kalde Det Nye Klimatiske Regime - karakteriseret ved klimaforandringer, økologiske katastrofer og biodiversitetskriser - ser vi nemlig en radikal transformation af samfundenes materielle infrastruktur.

Og ligesom ved begyndelsen af den industrielle revolution har vi således i dag brug for en ny beskrivelse af tidens ånd:

Endnu en gang oplever vi, at »Alt fast og solidt fordufter«. Vi opdager, at samfundet har en anden materiel basis, ikke blot bestående af produktionskræfterne, men af en bredere række jordlige frembringelsespraksisser, der muliggør samfundenes opretholdelse.

Endnu en gang gennemlever vi, at »alt helligt bliver klædt af«. Det viser sig, at disse produktionskræfter netop er det, som undergraver de jordlige beboelighedsbetingelser.

Endnu en gang ser vi, at »Menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen«. Vi forstår, at menneskene må dreje fokus væk fra sig selv og vende blikket mod den mangfoldighed af levende væsener, der har sikret planetens beboelighed gennem millioner af år.

Og endnu en gang erfarer vi, at menneskene må se nøgternt på deres »egne indbyrdes forhold«. For som den franske sociolog Bruno Latour og jeg beskriver i vores netop udgivne bog, Notat om den nye økologiske klasse, så skimter vi i kølvandet på ovennævnte materielle omvæltninger nemlig konturerne af en ny klassekonflikt, som vi må beskrive og udvikle perspektiver for handling til.

Den afgørende forskel er her, at klasseinteresser ikke længere blot organiseres omkring produktionsmidlerne, men at vi derimod ser en ny række geosociale konflikter organiseret omkring de jordlige eksistensbetingelser, som tillader sociale kollektiver deres beståen.

Åbner man avisen, finder man et væld af eksempler herpå. I min hjemby Aarhus kæmper folk netop nu mod industrihavnens udvidelse grundet dens ødelæggelse af marineliv, den enorme trafik, udledning af CO₂ og luftforurening - og fordi byens bugt simpelthen risikerer at forsvinde.

Jævnfør »økonomiske« eller »kulturelle« klassekategorier ligner disse folk måske en blandet sæk kartofler - men de samles ikke desto mindre som et geosocialt kollektivt med udgangspunkt i fælles interesser i at begrænse produktionen og dens destruktive konsekvenser for områdets beboelighed.

Sådan vil vi bo
Et andet eksempel finder vi langs sydligere kyster, på den franske middelhavsø Porquerolles. I min kommende bog Landsyge (Gyldendal, 2023) beskriver jeg, hvorledes en ny konflikt opstår mellem øens beboere i de økologiske ruiner af en dereguleret turismeøkonomi, som forurener øens luft, land og vand.

På den ene side står dem, som ønsker at fortsætte udviklingen af turismeindustrien. På den anden side dem, som kæmper imod disse praksisser samt deres ødelæggende effekt på øens jordlige eksistensbetingelser. Med andre ord en konflikt, hvor to grupper støder sammen grundet forskellige interesser i måden at bebo landet på.

Som jorden forsvinder under fødderne på folk, allierer de sig altså langs nye konfliktlinjer og udpeger nye fjender. Utallige andre eksempler kunne gives. Tænk på Lynetteholmen eller på Amager Fælled, hvor sociale kampe ikke drejer omkring produktionsmidlerne, men ligeledes udfolder sig omkring bevarelsen af de økologiske livsbetingelser.

Vi begynder således at ane konturerne af et nyt geosocialt klasselandskab, som vi er nødt til at udvide vores undersøgelser af, hvis vi ønsker at forstå, hvorledes sociale konflikter skifter form i en klimaødelagt verden.

Og inden for dette landskab ser vi desuden de mulige silhuetter af en ny, fremspirende økologisk klasse. Dette er ikke blot en social klasse, som kæmper for at beholde eller for at overtage produktionsmidlerne - eller, for den sags skyld, for at fordele det, som produceres, mere ligeligt.

Derimod er det en klasse, som kæmper imod selve produktionens logik og dens praksisser, og som samles omkring dens kollektive interesser for at bevare de jordlige beboelighedsbetingelser og beskytte disse mod produktionens destruktive konsekvenser.

Det er en klasse, som kæmper for reproduktionen af eksistensbetingelserne, men imod den forestilling, at produktionen selv kan tilvejebringe disse - netop fordi de jordlige forhold, som samfundets beståen afhænger af, såvel lokalt som globalt, har vist sig at reagere negativt på produktionens udvidelse.

Som sagt har klassetermen aldrig kun været videnskabelig. Dens nyttighed har derimod skyldtes dens anvisninger af politiske handlingsmuligheder. Og nødvendigheden af at udvide forståelsen for denne økologiske klasse samt for at styrke dens sammenhæng bliver tydelig, hvis vi anerkender økologiens politiske stagnation.

Grundlæggende har den politiske økologi nemlig fejlet de sidste 50 år, fordi man automatisk forestillede sig, at den ville samle folk. Men de økologiske spørgsmål forener os ikke, de deler os, som eksemplerne foroven viser alt for tydeligt. Økologien intensiverer sociale konflikter, den afslutter dem ikke.

Dette er dog kun et problem, så længe den politiske økologi ikke repræsenterer sit projekt jævnfør de uretfærdigheder og konfliktlinjer, som den har identificeret. Som vi ved socialhistorisk, er sociale konflikter nemlig langt mere effektive i at skabe politisk handling, end fred er.

Hvis den politiske økologi ønsker at skabe en solid ideologi, der kan mobilisere folk til handling, må den derfor putte de økologiske konflikter på en nem forståelig formel, der skaber et »vi« samt en retning på historien.

En veldefineret og selvbevidst økologisk klasse, der kæmper imod produktionens destruktive praksisser og for bevarelsen af planetens beboelighedsbetingelser, kunne levere et sådant »vi« og en sådan kurs.

Emner