Der er ikke noget quick fix for De Konservative

»Alle, der griber til sværd, skal falde for sværd.«Sådan sagde Jesus ifølge Matthæusevangeliet. Den moderne politiske pendant kunne være: Partiet, der satser alt på partilederens person, mister også alt på den strategi.

For dét var sådan set kernen i Det Konservative Folkepartis rutsjebanetur det forgangne år: Man satsede hele butikken på Søren Pape Poulsens person. Det var #PapePower 24/7 og med partiformanden gengivet som en slags Superman med slips. Helt bogstaveligt.

For partiet kunne fornemme, at vælgerne godt kunne lide den joviale, snusfornuftige jyde, og bygger man et partis strategi op om personen, behøver man så heller ikke investere så meget i at sige noget særligt - eller farligt - om politikken. Så man gjorde Pape til statsministerkandidat - noget som reelt ingen af hans partilederforgængere havde været ved et valg, siden Poul Schlüter faktisk var statsminister (1982-1993). Og Schlüter var endda blevet statsminister uden nogensinde at have været statsministerkandidat offentligt.

Det gav succes. Partiet steg i målingerne - fra 6,6 procent ved folketingsvalget i 2019 til op mod 16-17 procent i sommeren 2022, da Pape erklærede sit kandidatur. Men så havde man så også lagt alle æg i samme kurv - og da tilliden til Papes person brast i september-oktober, brød digerne også blandt vælgerne, og man endte på sølle 5,5 procent, hvilket nok svarer omtrent til partiets base af»naturlige«kernevælgere.

Døden skal have en årsag, og helst én, der passer ind i ens kram - så alle andre ville gerne have implosionen til at handle om helt andre ting. Den konservative partiledelse ville for eksempel gerne udlægge den som resultatet af en ondsindet mediekampagne snarere end som udtryk for brister hos manden i front.

Claus Hjort Frederiksen (V) ville til gengæld allerede på valgaftenen gerne forklare den manglende blå valgsejr som værende resultatet af, at De Konservative ikke havde formået at trække stemmer over midten, og at dette skyldtes forslaget om topskattelettelser. Men det samme kunne unægtelig siges om Venstre, der tabte langt mere: Man blev halveret helt uden at have indtaget et eneste principielt standpunkt om noget som helst.

De Konservatives skattepolitik fik også skylden hos venstrefløjen - både venstrefløjen hos De Konservative selv og den rigtige venstrefløj, der aldrig har villet lade en chance gå fra sig for at forklare et borgerligt valgnederlag med, at borgerlige har haft for borgerlig politik.

Men det var først og sidst personfikseringen hos De Konservative, der var partiets virkelige problem.

For når et parti bygger en strategi op om lederens kvaliteter, kan man måske nok få en vælgergevinst. Problemet er så, at de vælgere, der kommer til på den konto, ikke primært gør det af politisk overbevisning. De har, målt på politisk indhold, måske kun det pågældende parti som 2. eller 3. valg, men tilvælger det af ikkepolitiske grunde. Men det gør så også, at når personen, de var tiltrukket af, ikke længere er helt så tiltrækkende, ja, så skifter de tilbage til et parti, de er mere enige med - eller til et helt tredje, der nu er dét med den interessante leder.

Sådanne vælgere har der altid været nogle af, men meget tyder på, at der kan være blevet flere i takt med, at vælgernes adfærd er blevet mindre påvirkede af klassebaggrund og store ideologier og mere af enkeltsager. Flere vælgere er tvivlere, der bestemmer sig senere op til et valg og oftere skifter parti.

Derfor har man også set det samme fænomen mange andre steder og gange før.

Man så noget lignende i 2007 i forbindelse med stiftelsen af Ny Alliance, hvor mange flytbare vælgere lod sig tiltrække af Naser Khaders interessante og farverige person - selvom politikken var lidt uklar. Men da han kom i kraftigt eksponerede forklaringsproblemer om private forhold, regeringsdannelse og skattepolitik, forsvandt vælgerne igen. Man så det også med»Villy-effekten«i slutningen af 00erne, hvor Villy Søvndal pludseligt trak det hensygnende Socialistisk Folkeparti op på godt 20 procent i meningsmålinger ved en fandenivoldsk retorik - indtil han blev udenrigsminister og kom til at fremstå en anelse træt, smålurvet og let at gøre grin med.

Betyder De Konservatives fejlslagne strategi, at partiet bør skille sig af med Søren Pape Poulsen? Det er jo ultimativt deres sag. Men man bør i hvert fald være sig bevidst om, at partiet mange gange har forsøgt at klare dårlig udvikling i tilslutningen med et partilederskift. Man så det i begyndelsen af 1970erne, midt- og slut- 1990erne og begyndelsen af 2010erne. Men ingen af de gange, hvor man forsøgte den løsning, kom der et opsving før flere år senere. Meget ofte blev det faktisk værre, før det blev bedre.

Så hvis De Konservative skal have fremgang, handler det - som for de fleste partier - nok først og sidst om at formulere den rette politik og»den lange vej«, som Schlüters bog om partiets genrejsning hed. Der er ikke noget»quick fix«.

Emner