Der er intet som en god fjende i politik

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 17. oktober 2022.

I EN LANG PERIODE af dansk politik var Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre som hund og kat i dansk politik. Når det ene parti udtalte sig om et emne, var der serveret for det andet parti. Det var derfor på pletten med et angreb. Det var ikke et valg, som de to partier havde foretaget om at være hinandens bedste fjender. Der var tale om en politik, som trådte til bag om ryggen på de to partier.

De to partier var som skabt til hinandens fjendskab. I det ene parti appelleredes - ifølge det andet partis fordomme - til de velsituerede storbypolitisk korrekte vælgere, som levede i en parallelverden uden for livets realiteter. I det andet parti flokkedes vælgere - ifølge det fjendtligt indstillede parti - præget af en provinsiel snæversynethed med fordomme om alle andre end dem, som var lige så leverpostejfarvede bonderøve som dem selv.

Resultatet af dette optimale politiske fjendskab, som de to partier ikke kunne have ønsket sig bedre, var, at de to partier blomstrede og oplevede en tilslutning, der i lange tider stod på fremgang.

Det optimale fjendskab mellem Dansk Folkeparti og De Radikale holdt sig helt frem til og med valget i 2015. Det var en slags bekræftelse på pointen i Johan Wolfgang von Goethes berømte roman, ”Valgslægtskaber”. Blot med omvendt fortegn. I bogen viser Goethe, hvordan romanens hovedpersoner kun tilsyneladende vælger deres partnere bevidst. I virkeligheden er det vore hjerter og naturen, som vælger for os.

På samme måde er det også ofte i politik. Aktørernes relationer beror som regel på en logik, som er hinsides partiernes bevidste valg. Det gælder, selvom man tror, at man selv vælger sine ”valg-fjendskaber” i forhold til andre partier. Relationen bæres oppe af en for begge parter fordelagtig følelsesmæssig konflikt, som samles op, fordi det optimerer vælgertilslutningen.

ER DER VALG-FJENDSKABER i dansk politik frem til folketingsvalget den 1. november? I hvert fald kan man konstatere, at fjendskabet mellem Dansk Folkeparti og De Radikale er løbet helt tør for benzin. Fjendskabet havde sin tid, men nu fungerer det ikke længere. Begge parter har tabt, siden fjendskabet ophørte.

Der var ansatser til et gensidigt livgivende fjendskab mellem Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti. Socialdemokratiet angreb hårdt den konservative økonomiske plan for at ville sælge ud af velfærden og medføre fyringer af 40.000 offentligt ansatte, således at man kan sikre de allerrigeste i landet en topskattelettelse. De Konservative svarede, at deres plan tværtimod ville fremtidssikre velfærden ved at få flere til at arbejde mere. Det ville udmønte sig i flere skatteindtægter og dermed give råd til velfærd på området, som den socialdemokratiske regering havde syltet.

Umiddelbart stod de to partier godt til hinanden. Ligesom med Dansk Folkeparti og De Radikale kæmper Socialdemokratiet og De Konservative ikke om de samme vælgere. Derfor kunne de have et rent og godt fjendskab kørende til gensidig gavn i form af maksimering af vælgertilslutningen for de to partier. Det hele brast imidlertid, da den konservative partileder, Søren Pape Poulsen, løb ind i en række sager, som ikke kun svækkede ham personligt i rollen som statsministerkandidat, men som har trukket partiet med ned.

Med Søren Pape Poulsen som det sårede dyr på savannen er luften taget ud af valg-fjendskabet mellem de to partier. Et godt fjendskab i politik forudsætter en form for ligeværdighed. Man skal kunne slå til modstanderen med rene og hårde stød. Det forudsætter, at begge parter står op og er i kampform. Men lige nu humper De Konservative og Søren Pape Poulsen rundt. Det ville blive set som unfair at slå alt for hårdt til dem lige nu. Og de kan heller ikke slå tilbage.

Det er muligt, at konflikten mellem Socialdemokratiet og De Konservative endnu kan nå at komme op i omdrejninger før valgdatoen til gensidig fordel for de to partier. Men i så fald skal De Konservative meget hurtigt få lukket de opståede sager.

I MELLEMTIDEN må Socialdemokratiet tage til takke med fjendskabet med Danmarksdemokraterne i mangel af bedre. De socialdemokratiske ministre hugger løs på Inger Støjbergs parti, fordi hun mangler en politik, og fordi hun tidligere som Venstre-minister har accepteret de centraliseringer af magten i København, som hun nu bekæmper. Omvendt mener Inger Støjberg, at Socialdemokratiet med angrebene på dansk landbrug viser, at partiet stadig ideologisk befinder sig i Københavns ”fine saloner”, hvor man ikke på nogen måde har haft jord under neglene.

Fjendskabet mellem Socialdemokratiet og Danmarksdemokraterne er imidlertid ikke et optimalt fjendskab mellem de to partier. Det er et fjendskab i mangel af bedre. Det skyldes, at de to partier til dels kæmper om de samme vælgere. For eksempel arbejderstemmerne i de mellemstore og mindre byer i Jylland. Derfor kan der aldrig blive tale om det rent hårdtslående fjendskab. For risikoen er, at man slår nogle af sine egne potentielle vælgere fra sig.

Emner