Der er opstået tre nye virkeligheder efter krigsudbruddet i Europa

Debatindlæg af leder af China Security Studies Bertel Heurlin (Center for Militære Studier) i Politiken den 5. april 2022.

Krigen er over os. Betyder det en ny virkelighed, en ny tidsalder, et nyt paradigme, en ny verdensorden? Men hvad er egentlig det fundamentalt nye? Glemmer vi de dybere kræfter, som vi er undergivet, og som vi hele tiden må forholde os til? Hvad er konstanterne i forhold til det nye?

Tre nye virkeligheder er til at få øje på. 1. Genkomsten af en traditionel, forældet og omfattende krigsførelse midt i Europa. 2. Genkomsten af et nyt selvbevidst Europa. 3. Genkomsten af en geopolitisk russisk-kinesisk splittelse.

Det nye er opstået med direkte indflydelse fra russiske massive, vedvarende og dybtgående sikkerhedspolitiske krav til Vesten, krav, som ville tilintetgøre Nato. Dernæst fra USA's massive, vedvarende dybtgående påstande om, at Rusland stod over for et umiddelbart totalt angreb på Ukraine.

24. februar 2022 blev de amerikanske påstande til virkelighed. Da indledtes den første genkomst: Genkomsten af en traditionel, lavteknologisk, mellemstatslig krig, som sigter på overraskelse og udmattelse- ovenikøbet mellem Europas største land og en mellemstor europæisk magt.

Europa havde tidligere prøvet den slags krig på Balkan. Men nye former for krig er blevet introduceret: I dag er krig hybridkrig, krig, som har at gøre med civil-militære relationer, dual use, cyber, handelskrig, kunstig intelligens, sanktioner, penetration af modstanderens vitale samfundsinstitutioner. Ikke krig med artilleri, bykampe, kampvogne.

Det er overraskelsen: Rusland vender tilbage til forældet krig fra forrige århundrede med genbrug af gennemprøvede militære doktriner. Med store tab, store flygtningestrømme, afsluttende med udmattelse og total ødelæggelseskrig.

Det andet nye er Europas genkomst. 24. februar bliver til 27. februar. Vi er i den tyske Forbundsdag. Kansler Scholz holder tale: Den er en politisk eksplosion. Den fastslår, at gennem massiv oprustning bliver Europa en global aktør med sikkerhedspolitisk og militær tyngde. Tyskland kaster skyldtrykket fra sig og træder frem som Europas første blandt ligemænd. Tyskland bliver nu en normalstat baseret på solid statsræson og fremtræder pga. sin økonomiske styrke som verdens fjerdestørste økonomi som en stormagt på verdensscenen.

Fra den ene dag til den anden har Tyskland fået ny udenrigspolitik og forsvarspolitik. Den tyske ørn har foldet sig ud som en fugl Fønix på den globale strategiske himmel. Med dette tektoniske skifte er der blevet rykket ved USA's rolle som den magt, der varetager Europas sikkerhed, som Europas 'pacifier'.

Europa påtager sig nu en langt større del af byrdedelingen og lægger retning for en egentlig europæisk autonomi. En autonomi, som imidlertid ikke skal svække de fastlagte relationer til USA. Europa og USA står fortsat sammen. Sporene for en helt ny politik er lagt, men implementeringen bliver svær og langvarig. En markant styrket tysk forsvarsindustri og militærpolitik kommer ikke til at gå ubemærket hen.

 

DET TREDJE NYE er genkomsten af et problematisk, modsætningsfyldt kinesiskrussisk forhold.

Dette modsætningsforhold - ofte fjendtligt - er geopolitisk, historisk betinget og kan også spores i det ellers hyperhjertelige og supervenskabelige forhold, som de to lande bekræftede i deres fælles erklæring om venskab og partnerskab. Det er et partnerskab uden grænser, som er ubrydeligt og klippefast og er beseglet på åbningsdagen for vinter-OL 4. februar.

Putin og Xi optræder som brødre i kampen mod den amerikanske magtarrogance, hegemoni, unilateralisme og allianceformationer. Ser man nærmere på den 12 sider lange erklæring, er der mange ejendommeligheder. Der er forståelse af begge landes særlige strategiske interesser i nærområderne, men Ukraine er slet ikke nævnt. Erklæringens første par sider er interessant nok helliget demokrati og menneskerettigheder, som trives og udvikles, er man enig om, i begge lande.

Hvor meget vidste Xi om Putins planer? Overvejelserne om russisk indgreb var jo ikke skjult. Hele verden vidste, at noget afgørende var under opsejling. Men mon ikke Putin har nævnt aktionsplanen for Xi i den form, som den burde have været effektueret?

Med Ukraine-ødelæggelser og befolkningsblodbad står Kina nu forslået og betænkelig tilbage, uanset at Kina fastholder, at skylden for krigen entydigt er USA's.

 

TRE NYSKABELSER, tre genskabelser. Men hvad med det, som ikke er nyt, konstanterne, det internationale systems orden og struktur? Her findes betingelserne for nyskabelserne. Først må det fastslås, at USA uanset mulig tilbagegang, decline, fortsat er verdens mest magtfulde stat, verdenslederen. En rundspørge blandt verdens statsledere om at pege på verdens stærkeste stat vil kun resultere i et fælles svar. Selv Putin har erklæret, at USA er enesupermagen.

USA er den stat, som alle forholder sig til og agerer efter. USA er med sin overlegenhed til stede globalt: økonomisk, politisk, ressourcemæssigt, militært, kulturelt, teknologisk. Også hvad angår politisk stabilitet og kompetence. Kina kan ikke stå på mål med USA.

Den store taber i Ukraine-krisen er selvsagt Ukraine. Det umiddelbare resultat er død, og ødelæggelse.

Men der er også dybereliggende, konstante processer og tendenser. USA er i tilbagegang, decline, men kun i relativ forstand; nye store magter fylder mere. Kina er i vækst, men har dybe problemer. Partiet er bekymret for indlysende samfundsmæssige modsætninger. Xis seneste opfordringer til at styrke partiets magt viser svagheder og mangler. En helt afgørende konstant proces er den uafvendelige politisk-økonomiske retning: fra vest til øst. Når man læser USA's nylige Indo-Pacific strategi, offentliggjort midt under Ukraine-krisen, er man ikke i tvivl. Asien er og bliver centrum. Halvdelen af menneskeheden bor i Asien. To tredjedele af verdens økonomiske magt er i Asien, to tredjedele af den globale vækst.

Derfor bruger USA en meget stor del af denne strategi på at angribe Kina for illegitim og provokerende adfærd: militarisering, økonomisk og teknologisk uhæderlighed og svindel, indgribende og fjendtlig indblanding i og påvirkning af andre lande.

Det indebærer, at vurderingen må være: Indo-Pacific er verdens centrum. Her står slaget, ikke i Europa.

Her findes den primære årsag til den fundamentale konflikt: rivaliseringen mellem USA og Kina. USA forventer klart europæisk støtte til sine aktiviteter i Asien. Der er meget, der skal betales tilbage til USA fra Europa i sikkerhedspolitisk valuta.

Hvem bliver tabere og vindere på den globale og regionale kampplads i forbindelse med krigen i Europa?

Vinderen er USA. Diplomatisk står USA stærkere end nogensinde. USA vil undgå krig. USA sidder som verdenslederen i sit gigantiske netværk af globale relationer. Der holdes øje med alle lande, der hjælpes, opfordres, pålægges, trues. USA følger alle større konflikter. Demokrati er et fundamentalt mål, som holdes oppe af store konferencer og topmøder.

Ukraine-krigen bevirker en massiv støtte til den demokratiske kampagne. Nu bliver der kæmpet for demokrati, mobiliseringen er fænomenal. Demokrati er gået fra at være blød magt til hård magt. Styrkelsen er åbenbar. Afskrækkelsessituationen er udvidet. USA har kapaciteten til at eskalere og deeskalere. Alliancefronten trives: Nato er styrket, enigheden er total. En alliance med EU er reetableret. G20 arbejder.

Quint-gruppen - USA, UK, Frankrig, Tyskland og Italien - er aktiviseret. I Asien er samarbejdet med Japan, Sydkorea, Vietnam og de store asiatiske lande stærkt udvidet. Det gælder ikke mindst Aukus - Australien, UK og USA. Quad- alliancen bestående af USA, Japan, Australien og Indien holder topmøder. På efterreningsfronten står USA overbevisende stærkt, ikke mindst demonstreret under Ukraine-krisen.

USA må ses som vinder. Tilsvarende bliver Rusland taberen. Jo mere USA vinder, jo mere bliver Rusland den internationale paria. Jo mere afgørelsen på slagmarken trækker ud, jo mere bliver Rusland taberen. Omringelsestaktikken efterfulgt af ødelæggelsen af bycentre vil betyde forøgelse af civile lidelser og tab og ende med en meget blodig affære, som vil belaste landets globale status. Rusland bliver taberen, fordi meget tyder på, at den russiske krigsmaskine kan blive afsløret som ineffektiv, langsommelig og belastet med problematiske forsyningslinjer.

 

KINA MÅ INDSE at være bundet af partnerskabet med Rusland. Uanset at der er kinesiske røster, som taler om, at landet er på vej ind i en russisk fælde. Uanset at Kina har langt større interesser i at kunne forhandle med USA og større behov for at fastholde sine nødvendige globaliseringsmuligheder end Rusland.

Lykkes Putins plan kun delvis, vil det være et nederlag for Kina, og paralleller kan trækkes til muligheden for Kinas overtagelse af Taiwan med militære midler. Lykkes den russiske plan fuldt ud, vil det også kunne skabe problemer for Kina i forbindelse med landets forsøg på at blive en stærk verdensmagt, der søger global anerkendelse gennem fastholdelse af absolut suverænitet, af ikkeindblanding i interne anliggender og af afsky for forsøg på regime change.

Den store taber i Ukraine-krisen er selvsagt Ukraine. Det umiddelbare resultat er død, ødelæggelse, flugt. Krigen vil imidlertid også kunne blive nationsskabende og styrke identiteten omkring visionen om et stærkt Ukraine med massiv sammenhængskraft.

Verden taber ved krigen. Centrale dagsordener skubbes til side: klimakrisen, bæredygtighed, grøn omstilling. Kort sagt: Tabt er redningen af kloden.

Hvad værre er: Verden taber medmenneskelig sammenhæng, blindheden over for modsatrettede standpunkter er allerede massiv. Krig kræver svar på: Er du med os eller imod os. Der gives kun to muligheder.