Det begyndte med smør og bacon. I dag handler det om alt

Den 2. oktober er en skæringsdato for Danmark. Det var på den dag i 1972 for 50 år siden, at et flertal af vælgerne ved en folkeafstemning stemte for tilslutning til det Europæiske Fællesskab - EF. Siden har det europæiske samarbejde været det vigtigste forum for Danmarks relationer til andre lande.

I løbet af de 50 år er EF blevet til den Europæiske Union - EU. Samarbejdet er også gået fra at være et samarbejde, som hovedsageligt drejede sig om handel og landbrug. Og til at være et altomfattende samarbejde, hvori alle ministerier deltager i større eller mindre omfang. Med undtagelse af Kirkeministeriet.

I 1972 var det kun EF-modstanderne, som i offentligheden forudsagde, at EU ville udvikle sig til en union med tæt samarbejde på næsten alle politiske felter. Tilhængersiden fastholdt udadtil, at folkeafstemningen blot drejede sig om at sikre gode markedsvilkår for dansk landbrug og industri. Indadtil vidste og håbede mange af ja-sigerne imidlertid - med statsminister Jens Otto Krag (S) i spidsen - at EF ville udvikle sig, som det gjorde. Men de holdt tand for tunge af frygt for et nej.

Samtidig skal det med, at EU den dag i dag ikke er blevet de Europas Forenede Stater, som visse af modstanderne spåede. Ingen af EU's medlemslande har måttet give køb på national bevidsthed og identitet. Selvom de fleste af dem har opgivet deres nationale møntenheder, og selvom de vigtigste regler for virksomhederne i dag fastlægges i Bruxelles. EU er stadig Fædrelandenes Europa, men det er vel at mærke fædrelande i meget tæt samarbejde med hverandre.

Men hvad var forhistorien, der førte frem til 2. oktober 1972? I hovedsagen handler det om dansk landbrugseksport. I den forbindelse er det vigtigt at erindre, at dansk landbrug dengang indtog en stærkere position end i dag. Så sent som til omkring 1960 havde dansk eksport af landbrugsvarer målt i værdi været større end eksporten af industrivarer. Det var stadig i 1960'erne afgørende for dansk økonomi, at dansk landbrug havde et marked, som de mere eller mindre frit kunne eksportere til, så man kunne komme af med de producerede varer til omkring tre gange så mange indbyggere, som der var i Danmark.

I 1957 havde Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien, Luxembourg og Italien med Rom-traktaten etableret det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Det blev gradvis omdannet til en toldunion med fælles toldsatser og fælles handelspolitik. Mellem de seks EF-lande var der i princippet fri handel for alle varegrupper. I praksis var der dog stadig mange handelshindringer for handlen med industrivarer, som man først gjorde noget ved med skabelsen af det Indre Marked fra slutningen af 1980'erne.

Et valg mellem bacon og EF
På landbrugsområdet var samhandlen imidlertid næsten fri. EF-landene etablerede i begyndelsen af 1960'erne en fælles landbrugspolitik, således som der var lagt op til i Rom-traktaten. Den skulle ikke kun sikre frihandel for landbrugsvarer. Målet var også at fremme landbrugsproduktionen internt i EF og at beskytte landmændene i EF mod konkurrence udefra. Finansieringen af EF's fælles landbrugspolitik blev endvidere gjort til et fælles EF-anliggende, og i mange år den største budgetpost på EF's budget.

Danmark kunne efter alt at dømme være blevet medlem af EF allerede i begyndelsen af 1960'erne, men det kunne Storbritannien ikke, selv om landet ansøgte om medlemskab. Den franske præsident Charles de Gaulle nedlagde i løbet af 1960'erne to gange veto mod optagelsen af Storbritannien i EF.

Afstemningen i 1972
Folkeafstemningen om Danmarks optagelse i EF blev afholdt den 2. oktober 1972.
63,4 procent af vælgerne stemte ja til dansk medlemskab af EF, mens 36,6 procent stemte nej. Valgdeltagelsen var 90,1 procent. Valgretsalderen var på det tidspunkt 20 år, og man skulle derfor være født den 2. oktober 1952 eller tidligere for at kunne stemme gyldigt ved folkeafstemningen.
Folketinget vedtog loven om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber den 11. oktober, og Danmark var medlem af EF fra den 1. januar 1973.

Det stillede Danmark i et dilemma. På den ene side ville dansk landbrug have store fordele af at komme med i EF. På den anden side var dansk landbrugs største marked fortsat Storbritannien, hvortil vi havde en stor eksport af smør og bacon.
Derfor var Danmarks strategi at komme med i EF sammen med Storbritannien. Den mulighed kom, da Georges Pompidou overtog den franske præsidentpost fra Charles de Gaulle i 1968. Den 1. januar 1973 kom Danmark med i EF i fællesskab med Storbritannien efter, at et flertal af de daværende danske vælgere havde stemt for medlemskab ved folkeafstemningen 2. oktober året før.

Den politiske kamp frem mod folkeafstemningen havde imidlertid været hård. Og den blev stadigt hårdere, efterhånden som den 2. oktober nærmede sig. Det var unge mod midaldrende. By mod land. Venstreorienterede mod borgerlige. Højskolen mod Handelshøjskolen. Landet og familier blev splittet.

Politisk set var Venstre med rod i landbruget det mest EF-positive parti. Det Konservative Folkepartis vælgere var også overvejende for et medlemskab, selv om enkelte erhvervsfolk var imod. Og begge de to partiers folketingsgrupper bakkede fuldt ud op om EF. De radikale og socialdemokratiske folketingsgrupper var derimod delte mellem EF-tilhængere og -modstandere, selv om førstnævnte var i flertal. SF's folketingsgruppe var entydigt imod EF. Uden for Folketinget var Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti meget aktive i EF-modstanden. Det banede vejen for, at de senere kom ind i Folketinget.

Frem til 2. oktober 1972 frygtede mange danske EF-tilhængere et nej. Den 25. september 1972 havde et flertal af de norske vælgere stemt nej til EF-medlemskab. Ville det kaste danske tvivlere i retning af et nej, spurgte de. Resultatet ved folkeafstemningen 2. oktober blev imidlertid et klart ja. Næsten to-tredjedele af vælgerne stemte ja med en valgdeltagelse på over 90 procent af vælgerbefolkningen.

De hårde EU-skeptikere, som vil ud af EU, befinder sig i dag både et stykke til højre og et stykke til venstre på den politiske højrevenstre skala.

Fra modstand til et stort ja
Ja-nej-delingen af den danske befolkning ophørte imidlertid ikke med folkeafstemningen om den danske optagelse i EF. Den fortsatte med at præge dansk politik. Ved valgene til Europa-Parlamentet valgtes i mange år en gruppe EF/EU-modstandere.

Ja-nej-delingen blev ikke bedre af, at EF i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne var præget af, at krise afløste krise med interne spændinger, der fulgte i kølvandet på sammenbruddet af Bretton Woods-systemet med faste valutakurser og kraftige olieprisstigninger. Det førte til lavvækst, højinflation og massearbejdsløshed i EF-landene. I enkelte perioder i 1970'erne var et flertal af danskerne sandsynligvis tilhængere af at forlade EF. Det blev som bekendt ikke til noget, og siden har meningsmålinger vist, at der er flertal for at blive.

I midten af 1980'erne gik EF fra krise og til at blive betragtet som et succesfuldt projekt. Det skete med det Indre Marked-programmet, som blev lanceret i 1985 med Jacques Delors som formand for EF-Kommissionen. Målet med det Indre Marked var at fjerne alle hindringer for den interne varehandel i EF, at mindske bureaukratiet ved de interne grænseovergange og at åbne for konkurrence, når det offentlige foretog indkøb og byggede infrastruktur. Resultatet var et løft i erhvervslivets investeringer og flere jobs.

Det Indre Marked-programmet var formelt et program, som skulle være gennemført med udgangen af 1992.

Men i virkeligheden var det en proces, som blev igangsat. Og som stadig er i gang med det mål, at EU skal være et fælles hjemmemarked for alle dets virksomheder.

Med det Indre Marked blev det også foreslået, at der skulle være nye stemmeregler i Ministerrådet. Det skulle gøre det lettere at få gennemført direktiver, selv om enkelte lande var imod. Officielt kaldtes ændringerne med det Indre Marked og de nye stemmeregler den ”Europæiske Fælles Akt”, men på dansk blev akten omdøbt til ”EF-Pakken”, som lå lettere på tungen. Det viste sig, at der i det danske Folketing var flertal imod EF-Pakken. Derfor valgte statsminister Poul Schlüter at udskrive en folkeafstemning om EF-Pakken til afholdelse i februar 1986, hvor det viste sig, at et klart flertal af danskerne var for.

Resultatet betød, at De Radikale og Socialdemokratiet - som havde anbefalet et nej - tog deres EF-politik op til revision. Hertil bidrog også Berlinmurens fald i 1989. Så da næste integrationsskridt blev fremlagt med fælles mønt og fælles retspolitik i Maastrichttraktaten i 1991, var de to partier fuldt ud på ja-fløjen. Det var også med denne traktatændring, at EF blev til EU.

Selv om der denne gang var stort flertal i Folketinget for et ja til Maastrichttraktaten, stemte et lille flertal af danskerne imidlertid nej ved folkeafstemninger herom i 1992. Herefter var gode råd dyre. Politisk set kunne Danmark næppe alene blokere for den nye traktat. Derfor udarbejdede en række personer med nej-folk i SF i spidsen et såkaldt nationalt kompromis.

Det indebar, at SF var villig til at skifte fra at anbefale et nej til at anbefale et ja, hvis Danmark fik en række undtagelser til traktaten vedrørende den fælles mønt, forsvarssamarbejdet, retssamarbejdet og unionsborgerskabet. Danmark har efterfølgende haft folkeafstemninger om ophævelse af de tre første af EU-forbeholdene. Men danskerne har kun stemt ja til at ophæve forbeholdet angående forsvarssamarbejdet. Det skete tidligere i år.

Fejring af medbestemmelse
Når det drejer sig om danskernes generelle holdning til EU, har den været overvejende positiv i de seneste årtier. Samtidig er der også en del, som er utilfredse med EU's politik angående eksempelvis indførelsen af en EU-mindsteløn, regler om udstationering af arbejdskraft, kønskvoteregler for bestyrelser, regler eller mangel herpå om indholdet i fødevarer og lignende. Men samtidig har danskerne tilsyneladende svært ved at få øje på et alternativ til EU. Dansk EU-skepticisme giver sig derfor udtryk i form af en såkaldt blød skepticisme. Man er ikke skeptisk over for EU som sådan. Men man kan være skeptisk over for dele af EU-politikken.

De hårde EU-skeptikere, som vil ud af EU, befinder sig i dag både et stykke til højre og et stykke til venstre på den politiske højre-venstre skala. Enhedslisten går stadig officielt ind for udmeldelse af EU, og Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har samme ønske. Det er dog i alle tilfælde et ønske, som de ønsker eksekveret på sigt.

Det store flertal af de politiske partier - og hele det politiske centrum-venstre og centrum-højre - ønsker imidlertid at blive i EU, hvilket reflekterer holdningen hos et flertal af danskerne. Det betyder som nævnt ikke, at de er tilfredse med alt i EU endsige alle de forslag, som kommer samme sted fra. Men det betyder, at de betragter EU som en politisk kamplads eller arena, hvor aktører kan strides og kompromiser indgås, som danskerne langt fra altid gouterer hundrede procent.

EU opfattes således i dag som en politisk arena a la den, som eksisterer i Folketinget og i kommunalbestyrelserne rundt om i landet. Den rolle er ikke blevet mindre af, at EU er gået fra at være en vesteuropæisk klub til at være en paneuropæisk politisk kampplads bestående af 27 medlemslande. I den sammenhæng kan betydningen af Brexit ikke overdrives.

Fejringen af Danmarks guldbryllup med EU den 2. oktober 2022 er således også en fejring af, at Danmark for 50 år siden fik en ekstra medbestemmelsesplatform for forhold, som under alle omstændigheder påvirker Danmark udefra. Alternativet til EU er, at de europæiske stormagter samt USA bestemmer alene over forhold, som i høj grad påvirker Danmark udefra. Nu har vi trods alt lidt at skulle have sagt også.

Emner