DR-satire er god reklame for videnskab

Kommentar af Asmus Leth Olsen (professor MSO i eksperimentel offentlig forvaltning, Institut for Statskundskab) i Berlingske den 24. maj 2022.

DR-programmet »Ellen Imellem« har sat forsker- og journalistverdenen i kog. Medvirkende professorer klager over at være blevet ført bag lyset om præmisser og rammer for programmet.

I det ene program, jeg har set, debatterer en såkaldt»flat earther«via stedfortræder med min dygtige kollega fra et institut i en fjern galakse, astronomiprofessor Anja C. Andersen. Anja mener ikke, hun er blevet informeret om programmets præmisser og virkemidler, og jeg var med garanti også blevet småsur over at få samme behandling.

I forskning er det god praksis, at informanter og andre kilder, man bruger, deltager på vilkår, der også giver dem lyst til at deltage i anden forskning i fremtiden. Hvis det princip ikke holdes helligt, så støvsuger man verden for mennesker med tillid og lyst til at bidrage til forskning. Jeg tænker, at journalistik med fordel kan operere efter samme principper - med de undtagelser, hvor kilden selv er den kritiske historie.

Men som ekstraargument til den presseetiske kritik har flere fremført, at programmet sidestiller konspirationsteorier og videnskab - med videnskaben som den store taber. Det siger både forskerne selv, men også mange andre.

Magisterforeningens forkvinde skriver på Twitter, at »man udstiller og latterliggør hæderlige forskere og giver skøre påstande medvind« og sågar min kollega professor Michael Bang Petersen, fra et søsterinstitut i det østjyske, er kritisk.

I TV 2-programmet Presselogen får vi fuldt skue for tidens mest fleksible begreb,»fake news«, der fungerer som løftestang for stort set alle former for argumentationsfigurer. Den eneste, der gav lidt modspil, var B.T.s chefredaktør, Pernille Holbøll.

Det er sjældent, at B.T. og videnskaben spiller på samme hold, men mens behandlingen af forskerkilderne i programmet er kritisabel, så er jeg som Pernille Holbøll uenig i, at programmet gør skade på videnskaben. I det program, jeg så, producerede Anja C. Andersen en paradeopvisning i, hvad videnskab er.

Den videnskabelige metode i levende live

Anja C. Andersen svarer køligt og nøgternt på den noget overilede fladjordsteoretikers spørgsmål, der mildest talt stritter i alle retninger. Dermed viser hun, at modsat personer»med en sag«er videnskabsfolk ikke som udgangspunkt emotionelt investerede i, at verden partout skal se ud på en særlig måde. Videnskab er, modsat konspirationsteorien, ideelt set nysgerrig og åben.

Hun forklarer, at hypotesen om en flad jord kan testes empirisk. Hun forklarer på fornem vis, at mens fladjordsteoretikerne har skrevet konklusionerne på forhånd og på bagkant forsøger at finde støtte for egne påstande, så er videnskabsfolk åbne for, at de kan tage fejl.

Hun får meget præcist fortalt, at en afvisning af, at Jorden er flad ikke afhænger af, om Niels Bohr Institutet har undersøgt det. Videnskab er kumulativ og udgør et system, hvor forskere i en vild forgrening af arbejdsdeling bygger videre på hinandens arbejde.

Det skyldes, at sikker viden ikke afhænger af, om vi selv har studeret et fænomen eller set det med egne øjne, men at vi har tillid til de metoder, som andre har studeret fænomenet med, hvilket gør deres resultater troværdige. Videnskab er ikke defineret ved personer eller institutioner, men ved særlige metoder.

Et empirisk spørgsmål

Videnskab skal ikke være bange for at få mudder på tøjet. Vi er nogle gange for optaget af, at videnskab kun må optræde i sterilt miljø med ligeværdige modstandere. Det er svært ikke at se det som andet end mistillid til unge danske tv-seeres dømmekraft - en af de mest uddannede generationer i verden. Jeg tror, vi skal have mere tillid til tilskuernes evne til at genkende den videnskabelige metode, når de ser den i den vilde natur.

Kritikken af, at programmet sidestiller konspirationsteorier og videnskab med videnskaben som den store taber, bygger ret eksplicit på en idé om, at programmet dermed promoverer antividenskab med den naturlige følge, at programmet producerer flere danskere, der tror, at Jorden er flad.

Jeg tror det ikke. Programmet har i værste fald ingen effekt og i bedste fald bestyrket seernes tillid til den videnskabelige metode. Men det er jo grundlæggende et empirisk spørgsmål, der kan testes. Hvis DR vil lave et lodtrækningsforsøg med effekten af deres eget program på unges syn på videnskab og Jordens geometri, skal de bare ringe.

Emner