En universel basisindkomst kan have langvarige positive effekter

Debatindlæg af lektor Sam Jones (Økonomisk institut) og professor Finn Tarp Professor (Økonomisk Institut) i Altinget den 4. april 2022.

Covid-19 pandemien og Ruslands tragiske invasion af Ukraine har med stor tydelighed understreget den globale karakter af de udviklingsmæssige udfordringer, verden står overfor. Ligesom ved den globale finansielle krise i 2007-2008, og i forhold til den verdensomspændende klimakrise, er det blevet indlysende, at økonomiske chok og katastrofer, der opstår uden for lav- og mellemindkomstlandene, kan have dybe og vedvarende konsekvenser for de mange milliarder fattige mennesker i verden.

Følgevirkninger og smitteeffekter er meget håndgribelige problemer, specielt i den aktuelle globale virkelighed med tætte finansielle, handels- og menneskelige bånd og forbindelser, der går på kryds og tværs af landegrænser. 

Hertil kommer, at covid-19 pandemien har gjort det indlysende, at kløften mellem rige og fattige lande og mennesker vokser som aldrig før. På trods af mange løfter og fine ord fra de rige lande er det et faktum, at det er de fattigste, der har stået bagerst i køen, hvor mange stadig venter, på at blive vaccineret.

Og det er præcist i disse lande, at regeringerne har den mest begrænsede kapacitet til at hjælpe deres befolkninger gennem svære tider, som for eksempel ved brug af beskæftigelses- eller subsidierede kreditprogrammer. Så de fattigste efterlades endnu en gang fattigere og mere udsatte over for det næste chok.

Gør det ordinære ekstraordinært godt 

De, som ønsker at reagere på sådanne chok, herunder regeringer, internationale organisationer, ngo’er, civilsamfundet og private borgere, kan gå i aktion på måder, som er gode og fornuftige eller dårlige og skadelige. Når der handles, er det vigtigt, at det sker med afsæt i fakta og reel viden om problemernes omfang og natur.

Hertil kommer, at der er behov for at være meget opmærksomme på de mange dilemmaer, som opstår i farvandet mellem de vedvarende kriser, fattige mennesker står overfor, og nødvendigheden af at reagere på uventede og umiddelbare kriser. Mens det kan synes oplagt, at der skal reageres hurtigt på uventede kriser, kan sådanne reaktioner også bortlede opmærksomhed og trække ressourcer væk fra de mange vedvarende og fundamentale kriser – som for eksempel når international handling går langsommere eller helt i stå i forhold til afgørende udfordringer som fattigdom, sult og sygdom.

Et gammelt ordsprog understreger, at succes ikke nødvendigvis kommer fra at gøre det ekstraordinære, men fra at gøre det ordinære ekstraordinært godt. Bistand, som virker, er ofte bistand, der fokuserer på at udføre mange enkle opgaver rigtig godt, under omstændigheder, der er langt fra optimale. 

Universel basisindkomst 

 Mobilisering af de nødvendige finansielle midler for en universel basisindkomst er faktisk inden for rækkevidde.

Men hvilke er disse tilsyneladende enkle opgaver? For det første gælder det om, at de fattigste medlemmer af vores globale samfund ikke konstant skal kæmpe med sult og skam. En universel basisindkomst (UBI) er en gammel politisk ide om at sikre, at alle samfundsborgere sikres en garanteret minimumsindkomst.

Denne ide bør tages alvorligt. Den eksisterende viden om de positive effekter af direkte pengeoverførsler er omfattende, og det er klart, at sådanne overførsler ikke spildes. Tværtimod kan de have langvarige positive effekter, specielt for børn. Når de ydes på en sikker og regelmæssig basis over lange tidsperioder, kan kontante pengeoverførsler stimulere lokale økonomier og give enkeltpersoner eller grupper mulighed for at investere og løfte sig ud af fattigdom.

Mobilisering af de nødvendige finansielle midler for en UBI er faktisk inden for rækkevidde, hvis ellers viljen er tilstede. En kombineret beskatning af store formuer og finansielle transaktioner ville være tilstrækkelig. Og midlerne til af levere og følge de direkte pengeoverførsler er langt mere enkle og omkostningseffektive end nogensinde før. Mobile penge bruges nu over det meste af verden, selv i fjerne hjørner af kloden og under humanitære katastrofer, og de gør det muligt at sikre hurtige og gennemskuelige indsatser til gavn for fattige mennesker. 

Det internationale samfund og de eksisterende internationale hjælpe- og samarbejdsorganisationer er nødt til at forholde sig til de voksende globale udfordringer, blandt hvilke er covid-19 er en. Og det nytter ikke at gøre det gennem isolerede enkeltstående initiativer.

Der er brug for langsigtede og oprigtige globale perspektiver og indsatser. At realisere det løfte, verdenssamfundet gav håndslag på i FN i 2015 om ikke at efterlade nogen i dyb fattigdom langt under eksisterende fattigdomsgrænser, ville være en inspirerende start. Men det kræver, at den rige verden lever op til sine forpligtelser, og holder op med at handle uhørt selvisk og perspektivløst både i forhold til de vedvarende og de mere umiddelbare og uventede kriser. Der med andre ord nok at tage fat på.

 

Edward Samuel Jones er Research fellow, UNU-Wider, og lektor på Økonomisk institut. 
Finn Tarp er professor på Økonomisk Institut.

Emner