Eneherskeren mangler viden og ydmyghed

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 20. marts 2022.

Ruslands erobring af Ukraine skulle ifølge efterretningskilder kun have taget maksimalt en uge, og man var så sikker på hurtig sejr, at man efter få dage kom til at poste en sejrserklæring. I stedet har krigen nu raset næsten fire uger, og aggressorerne er endnu langt fra at have noget, der ligner kontrol, alt imens de har lidt massive tab, blandt andet på grund af dårligt udstyr og skidt strategi.

Hvordan kan det gå så galt, når nu Vladimir Putin angiveligt skulle være så begavet og magtfuld? Beundrere af autoritære styrer fremhæver således ofte, at en af fordelene ved sådanne netop er, at herskerne kan træffe beslutninger uden at skulle indgå for mange kompromisser, der mudrer logikken, eller tage for store hensyn til den offentlige mening.

Det er lidt sandt: Demokratiske beslutninger kan – i særdeleshed når antallet af beslutningstagere og antallet af alternativer begge er store - være grænsende til det irrationelle. Nobelprisvinderen i økonomi Kenneth Arrow viste for årtier siden matematisk, at kun »diktatur« – i betydningen at én persons præferencer altid er afgørende – kan garantere kollektive beslutninger, der samtidigt opfylder nogle få formelle, logiske krav om rationalitet.

Men det er så heller ikke hele historien. Diktatorer har nemlig blandt mange andre problemer - såsom en disrespekt for grundlæggende friheder og mindretalsbeskyttelse – et fundamentalt informationsproblem.

For det første får eneherskeren – især en mere brutal af slagsen – typisk kun de informationer, som afsenderne tror, han gerne vil have. Hvis sendebuddet er bange for at blive fjernet fra sit embede, fængslet eller dræbt, når han kommer med en ubehagelig nyhed, så vælger han let at putte lidt ekstra sukker i. Eller helt at tie stille. Klassiske eksempler er, at Hitlers generaler ikke turde fortælle ham, at hans strategier var dårlige, eller at krigen reelt var tabt – eller at Stalins teknokrater ovenpå udrensningerne ikke turde forklare, at den sovjetiske planøkonomi gjorde landet fattigere og fattigere. Så i Førerbunkeren i Berlin flyttede man i 1945 rundt på ikkeeksisterende divisioner, og russiske embedsmænd opførte såkaldte »Potemkin-kulisser«, der skulle få Sovjet til at se velstående ud – således som russerne havde gjort også i tsartiden.

Men en brutal enehersker vil, for det andet, også i bredere forstand blive udsat for det, den tyrkisk-amerikanske økonom Timur Kuran har kaldt »præference falsifikation«: At folk, der mener ét (noget kritisk) privat, giver udtryk for noget andet (positivt) i offentlighed. Det er derfor, man sjældent kan stole på nyhedsudsendelser, regimepositive støtteerklæringer og meningsmålinger fra ufrie lande. Når til gengæld ytringsfriheden slippes løs, bevidst eller ubevidst, skifter »den offentlige mening« pludseligt og dramatisk, fordi befolkningen nu tør skifte offentligt til det hidtil »private« synspunkt. Det var den slags, man kunne observere meget i de kommunistiske regimer i 1989, for eksempel i Østtyskland eller i Rumænien, hvor Nicolae Ceausescu på få dage gik fra tiljublet diktator til at blive henrettet for rullende kameraer.

For det tredje kommer en enehersker, der på disse måder ikke udsættes for modsatrettede argumenter eller informationer, let til at have, hvad man på engelsk kalder »confirmation bias«. Man hører og ser kun de ting, der bekræfter dét, man i forvejen håber, vil være tilfældet. Man kommer til at tro på, at ens femårsplan eller angrebskrig går »helt efter planen«, fordi man mentalt frasorterer de nyheder, der modsiger dét.

Mere grundlæggende står eneherskeren, der vil bestemme alt, over for den udfordring, at der ofte slet ikke er én og kun én rigtig løsning på ethvert tænkeligt kollektivt problem. 

Den viden, som millioner af mennesker har, er spredt og subjektiv og derfor typisk umulig at aggregere til unikke, objektive valg - uanset hvor avanceret software og stor computerkapacitet, man har. Tilfældigheder og det, samfundsforskere kalder »anden-ordens effekter« (hvor mennesker ændrer deres handlinger i kraft af, hvad der sker), umuliggør tillige udførslen af den ellers på tegnebordet »perfekte« strategi. Der er blandt andet derfor, at der ikke nødvendigvis er én og kun én rigtig strategi for en krig eller for indretningen af et sundhedssystem eller én objektivt korrekt pris på boliger.

Det er blandt andet derfor, at frie markeder er en bedre måde at allokere knappe ressourcer på end planøkonomi, og derfor at demokrati begrænset af konstitutionelle rammer er en bedre mekanisme til at træffe kollektive beslutninger end diktatur. Det er måske også derfor, at Putin ved at indrette et system, der har givet ham så megen, næsten uindskrænket magt over hele det russiske samfund, i virkeligheden har gjort det umuligt for ham selv at være en god statsmand: Hans despotiske regime har gjort hans selvforståelse for stor og hans viden for fejlagtig.