Er en midterregering en demokratisk gevinst? Erfaringerne fra udlandet er blandede

BÅDE LARS LØKKE RASMUSSEN fra Moderaterne og Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet har slået til lyd for, at der skal komme en bred midterregering efter valget. Det er derfor langt fra umuligt, at det sker. Spørgsmålet er så, hvilke fordele og ulemper en sådan regering indebærer. Kan vi lære noget herom baseret på erfaringerne i nabolandene Tyskland og Finland, hvor der er en lang tradition for netop en sådan regeringstype?

Siden etableringen af Forbundsrepublikken Tyskland i 1949 har brede midterregeringer været normen. I mange år var enten det kristendemokratiske CDU eller det socialdemokratiske SPD hovedpartiet i skiftende regeringer, mens det mindre liberale FDP skiftede med at være i regering med de to partier. Opbruddet i denne tradition kom i 1998, da partiet De Grønne gik i regering med SPD. Seneste brede midterregering i Tyskland består af partierne SPD, FDP og De Grønne. I en række tilfælde er de tyske regeringers bredde viddet ekstra ud, når de to store partier, CDU og SPD, er gået sammen hen over midten i en såkaldt Grosse Koalition.

Traditionen med brede og stabile flertalsregeringer hen over midten i Tyskland hænger ikke mindst sammen med historien. Målet var at undgå en gentagelse af Weimar-republikkens politiske udvikling i 19181933, hvor svage og ustabile regeringer i sidste ende banede vejen for nationalsocialisternes magtovertagelse i 1933. Samtidig har der også i efterkrigstidens demokratiske Tyskland været en stærk åndsstrømning i form af den såkaldte ordoliberalisme, som netop slår til lyd for, at regeringer skal agere som et stabilt anker i samfundet, hvor politikere træffer velovervejede og langsigtede beslutninger baseret på beslutningsgrundlag tilvejebragt af eksperter på de enkelte felter.

VIRKNINGEN AF DE BREDE TYSKE midterregeringer har været, at der rigtig nok har hersket stabilitet med hensyn til den tyske politik og ikke mindst den tyske økonomiske politik. I Tyskland er det også således, at der før en regeringsdannelse går nogle måneder med at forhandle et regeringsgrundlag på plads. De regeringsbærende partier skal nemlig være enige om, hvordan politikken skal være på alle de vigtige felter for en fireårig periode. Resultatet er derfor ofte et regeringsgrundlag på flere hundrede sider, hvor partierne har forhandlet sig til rette om, hvordan linjen skal være på de enkelte politikområder.

Det detaljerede regeringsgrundlag giver naturligvis forudsigelighed. Det indebærer imidlertid også tit, at samarbejdet med partierne i Forbundsdagen uden for regeringskoalitionen bliver forholdsvis begrænset. Det gælder, medmindre der er tale om et stykke lovgivning af relevans for delstaterne, som derfor også skal en tur via Forbundsrådet, hvor repræsentanter fra de tyske Länder sidder. Hvis flertallet i Forbundsrådet er anderledes end i Forbundsdagen, er man således tvunget til at samarbejde i et vist omfang med oppositionspartierne. Men alt i alt er der flere brede politiske aftaler mellem regeringen og oppositionen i det danske Folketing end i den tyske Forbundsdag.

Samtidig kan den store vægt på stabilitet og ønsket om at fastholde kursen i tysk politik også betyde, at det kan være svært at lave de nødvendige justeringer.

At Tyskland holdt fast ved afhængigheden af russisk naturgas og har været ganske dårlig til at digitalisere den offentlige sektor, kan være den pris, som skal betales for den status quo-orienterede linje, som de brede tyske regeringer hen over midten lægger op til.

ET ANDET LAND MED TRADITION for brede midterregeringer er Finland. Årsagen er ligesom i Tyskland til dels historisk. I mange år havde Finland en særlig relation til Sovjetunionen, som man havde ført krig mod, og som lagde pres på skiftende finske regeringer for at bøje sig for sovjetiske ønsker. Svaret på dette pres var etableringen af brede finske regeringer hen over midten, således at Sovjetunionen ikke kunne spille de enkelte partier ud mod hinanden.

Ligesom i Tyskland er finske regeringer også som regel flertalsregeringer med deltagelse af partier både til venstre og højre for den politiske midte. Partier, som ofte er med i finske regeringer, er Centerpartiet (er med i den liberale gruppe i Europa-Parlamentet), Socialdemokratiet og Svensk Folkeparti (partiet for det svenske mindretal i Finland, som også er i Europa-Parlamentets liberale gruppe). Hertil kommer i de senere år Det Grønne Parti og det venstreorienterede parti, Venstrealliancen.

Finland har haft succes på flere fronter. Landet har bevæget sig til at have en økonomi og en velfærdsstat på linje med de andre nordiske lande. Uddannelsesniveauet er højt. Blandt andet scorer finske elever ofte meget højt, når elevernes niveauer måles i forhold til andre lande. Men landet har ikke klaret sig bedre med hensyn til den økonomiske udvikling end Danmark med mindretalsregeringer støttet af enten partier i rød eller blå blok.

Det er selvfølgelig lige lovligt lidt at vurdere hensigtsmæssigheden af brede midterregeringer på baggrund af situationen i kun to lande. Alligevel kan det nok konkluderes, at især flertalsregeringer hen over den politiske midte giver mere stabilitet, som ikke mindst erhvervslivet sætter pris på. Omvendt er der ikke noget, som tyder på, at sådanne regeringer bidrager til mere tværgående politisk samarbejde. Brede midterregeringer har ofte nok i sig selv, hvilket også kan hindre nødvendige justeringer af den fastlagte politiske kurs. Der er heller ikke noget, som tyder på, at den økonomiske udvikling bliver bedre.

Emner