Er Republikanerne ved at abortere en ellers sikker sejr?

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 18. september 2022.

Om halvanden måned er der midtvejsvalg i USA, og Republikanerne lå længe til en sikker sejr: At man ville gå så meget frem, at man ville erobre flertallet i begge Kongressens kamre og dermed gøre det svært for præsident Joe Biden at få gennemført nogen politikker i de to sidste år af sin valgperiode.

Både analytikere og bookmakere mente, at alt tydede på det. Fra august 2021 til august 2022 gav sidstnævnte Republikanerne mellem 70 og 80 procents sandsynlighed for at vinde flertal i Senatet, mens man længe havde 80 til 95 procents chance for at vinde flertallet i Repræsentanternes Hus.

Der var tre årsager til, at Republikanerne lå lunt i svinget.

For det første er det noget nær en naturlov i amerikansk politik, at præsidentens parti går tilbage ved midtvejsvalg. En ny præsident har ved midtvejsvalg ofte sværere ved at mobilisere de vælgere, der valgte ham, fordi valgdeltagelsen er lavere, og det oftest er de»sure«, der stemmer.

Læg dertil»nedslidning«: At der under stort set enhver præsident akkumuleres dårlige sager, og at midtvejsvalget er vælgernes første chance for at udtale deres mening om dem. Det er kun sket tre gange siden 1930, at præsidentens parti er gået frem eller har holdt skansen (1934, 1998, 2002).

For det andet har økonomien det dårligt - med galopperende inflation og eskalerende benzinpriser, økonomisk minusvækst og en stor følelse af usikkerhed hos mange vælgere. Den slags er altid gift for en præsidents parti, uanset om konjunkturerne er selvforskyldte eller ej. Det er ikke siden Den Store Depression set, at en præsidents parti ikke er gået tilbage ved et midtvejsvalg, hvor økonomien har haft det skidt.

Sidst men ikke mindst er Bidens personlige popularitet lav, og det var den allerede, inden økonomien for alvor forsuredes.

Bidens såkaldte»approval ratings«har siden august 2021 ligget på mellem 37 og 48 procent positive, og for øjeblikket ligger de på relativt ringe 42 procent, hvilket er som Trumps og dermed blandt de lavest målte for nogen præsident. Historisk set giver så lav popularitet altid tilbagegang for en præsidents parti. Normalt siger man, at en præsident ikke kan blive genvalgt, og hans parti ikke undgå at gå tilbage, når præsidentens såkaldte»approval ratings«ligger under 50 procent positive.

På den baggrund burde Republikanerne generobre flertallet i Senatet og Repræsentanternes Hus, og prognoser gav dem også i lang tid begge dele. Men nu er et ellers for dem historisk stort forspring i meningsmålingerne sat over styr, og bookmakernes odds for en republikansk sejr i Senatet er styrtdykket til kun cirka 35 procent, mens der fortsat er overvejende sandsynlighed for, at man vinder flertal i Repræsentanternes Hus, om end den er faldet til lidt over 70 procent.

Så hvad er gået galt for Republikanerne? Grundlæggende to ting.

Den ene er Trump, som fortsat forsøger at spille en meget aktiv rolle i partiet. Den tidligere præsident har mildt sagt ikke haft en heldig tid siden præsidentvalget i 2020, og hans såkaldte»favorability«ligger nu på 41 procent positive og 54 procent negative - hvilket er stort set uændret siden 2016, hvor han i mellemtiden ved tre valg i træk ikke har fået et flertal af vælgerne bag sig. Jo mere vælgerne associerer Republikanerne med Trump, desto mere ser det ud til at skræmme midtervælgere væk.

Det er Trumps person snarere end Republikanernes politik, der er problemet - og det er derfor, at Demokraterne bruger enhver chance til at gøre midtvejsvalget til et spørgsmål om pro- eller anti-Trump. Problemet er her for Republikanerne, at Trump faktisk har haft succes med at få valgt sine senatskandidater ved primærvalgene, men ofte nogle, der fremstår uerfarne, ukendte eller upopulære, og som derfor nu står til at tabe.

Den anden årsag er formodentlig forbundshøjesterettens nylige afgørelse, der omstødte Roe v. Wade-dommen, og dermed fjernede en national ret til abort og i stedet i praksis gjorde det til et lovgivningsspørgsmål på enten delstats- eller forbundsstatsligt niveau.

Abort har i årtier været det mest polariserende emne i amerikansk politik - et som Republikanerne med succes har brugt til at mobilisere deres antiabort-vælgere med. Højesteretsdommen har imidlertid vendt denne dynamik lidt på hovedet:

Nu er det et emne, som Demokraterne kan bruge til at mobilisere proabort-vælgere med - og mens der ganske vist ikke er et flertal af amerikanerne bag fuldstændigt ureguleret adgang til abort, er der heller ikke et flertal bag totalforbud. Det gælder også i en del af de delstater, hvor der nu skal vælges senatorer fra.

Så som konjunkturerne ser ud nu, ligger Demokraterne alt andet lige fortsat til at tabe kontrollen med Repræsentanternes Hus, hvilket vil være en realpolitisk møllesten om halsen på Biden de næste to år. Men lige pludselig ser midtvejsvalget ud til at blive noget mere jævnbyrdigt og spændende, end det ellers har tegnet.

Emner