Fem grunde til at Venstre vil tabe ved at gå i regering

Indlæg af Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 12. december 2022. 

Det er endnu uklart, hvorvidt Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, trækker sit parti ind i et regeringssamarbejde med socialdemokraterne. Men meget tyder på det - og mindst lige så meget tilsiger, at det vil kunne være en gevaldigt dårlig idé for ham.

Helt grundlæggende halter det med begrundelsen. Der er flere årsager til, at man kun ekstremt få gange har set brede regeringer hen over midten. De væsentligste eksempler har været samlingsregeringerne i forbindelse med Besættelsen - men uanset hvad man synes om krig i Ukraine, klimaudfordringer og inflation, så er det på ingen måde dér, vi er nu.

Når alt kommer til alt, må man primært forstå Mette Frederiksens vending væk fra en næsten konsekvent venstrefløjslinje som en pragmatisk konsekvens af selve valgets udskrivelse og dets resultat. Havde hun haft et rent venstrefløjsflertal, uden De Radikale, Løkke og de borgerlige - og det er kun et år siden den slags tegnede sig i meningsmålingerne - havde hun givetvis brugt det.

Og vice versa med Ellemann: Havde Venstre ikke mistet en fjerdedel til Moderaterne, en fjerdedel til Danmarksdemokraterne og lidt til Liberal Alliance - og havde man dermed endnu været det klart største borgerlige parti - havde perspektivet uden tvivl været et andet. Nu står man med valget mellem nogle ministerposter og noget indflydelse i nogle år - eller ingenting i måske fire-otte år. Er man tilstrækkeligt pragmatisk, så er det et let valg, men også kortsigtet.

Dernæst er der Ellemanns troværdighed. Helt fundamentalt det forhold, at han i 2019 ene og alene blev formand for Venstre som en del af et internt opgør om den linje, Lars Løkke Rasmussen pludseligt havde lagt i valgkampen: At V skulle droppe sine borgerlige samarbejdspartnere og i stedet gå i regering med S. Der er noget næsten tragikomisk ved, at Ellemann nu forhandler regeringssamarbejde med S: Tragisk som en græsk tragedie om fadermord - og komisk rundt på gulvet som en Gøg & Gokke-komedie.

Læg dertil Ellemanns udtalelser om, at Mette Frederiksen er »rædselsfuld«, ikke til at stole på, og at man aldrig ville med i en sådan regering - eller at hele blå blok så sent som i oktober gav håndslag på at ville stemme for en advokatundersøgelse af Minkskandalen, mens V nu er ved at bakke ud af dét.

Det tredje problem er rollen som mindretalsaktionær i A/S Mette Frederiksen 2.0. Alle »små« partier, der går med i en koalitionsregering, får uvilkårligt udvisket deres profil. Måske de kan hive nogle enkelte, markant sejre hjem - men det er jo aldrig hele historien, for det skal de andre også. Så hvis Venstre bliver belønnet med et par gode borgerlige sejre, ja, så er det, fordi de også kommer til at lægge stemmer til uborgerlig politik. Husk blot på, at den efterlønsordning, som Venstre i årtier har arbejdet på at afskaffe, såmænd blev indført af, ja, SV-regeringen i 1978.

"En Ellemann som Frederiksenminister vil kortslutte en Ellemann som statsminister."

Det fjerde og relaterede problem er, at det som regel koster at have regeringsmagten: Ved flere end to af tre valg siden 1953 har regeringspartier i gennemsnit tabt stemmer. De små partnere taber oftest mest, og mens gennemsnittet siden 1953 kun har været knap to procentpoint, har tabene det seneste årti været godt fire procentpoint. Kun én gang har et mindre regeringsparti vundet lige så meget eller mere. I 1960 røg Retsforbundet helt ud af Folketinget efter at have været det lille, højreorienterede hjul i en af de få brede regeringer, vi har haft - også dengang ledet af socialdemokraterne. For Centrumdemokraterne og Kristendemokraterne var det ikke mindst deres deltagelse i Nyrups regeringer i 1990erne, der reelt kostede dem deres parlamentariske liv. Både De Radikale og Liberal Alliance har prøvet at blive næsten udslettet efter to år i regering med V og K.

Et sidste problem er, at en Ellemann som Frederiksen-minister vil kortslutte en Ellemann som statsminister. For hvad vil man gå til valg på efter nogle år under Frederiksen: Mere af det samme, eller noget helt andet og mere borgerligt? Ingen af delene vil være meningsfulde. I 1980erne sagde den unge V-næstformand Anders Fogh Rasmussen ganske vist, at V både skulle være i regering og i opposition på samme tid. Det var svært nok, men kunne dog gå, fordi man var det i en borgerlig regering. Men hvordan skal man være det i en socialdemokratisk ledet regering?

Ellemann vil heller ikke uden videre kunne vende tilbage til en blå blok og være dennes statsministerkandidat - selv ikke, hvis han mod alle odds skulle komme med flere mandater end alle andre borgerlige tilsammen. Et illustrativt eksempel er fhv. udenrigs- og finansminister Henning Christophersen (V), der i flere henseender var den mest oplagte leder af det borgerlige Danmark - indtil han 1978-79 tog V med i SV-regeringen. Det var der borgerlige kolleger, der aldrig tilgav - og blandt andet derfor blev Poul Schlüter (K) statsminister, da Firkløverregeringen blev dannet i 1982.

Emner