Flere penge på forsvar har aldrig været en folkesag

Kommentar af professor mso Asmus Leth Olsen (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 4. marts 2022

Danmarks forsvarsudgifter er noget af det, jeg har tænkt allermindst på i mit liv. Det skyldes ikke kun, at jeg blev erklæret delvist egnet og trak frinummer til session og derfor i dag vil være usikker på, hvordan man affyrer en hundeproppistol.

Det skyldes også, at mit fagområde på statskundskab i Danmark ikke har brugt meget krudt på Forsvarets rolle i den moderne velfærdsstat. Forsvar er udenrigspolitik, så det har jeg trygt overladt til mine kollegaer med ekspertise i international politik.

Kigger vi på forskning i valg og vælgere i USA, er tab i diverse krige standardmateriale, hvis man skal forstå opbakning til præsidenten. Vi kan fylde flere biblioteker med forskning i, hvordan diverse amerikanske krige i det 20. århundrede og frem har sat rammen for det politiske liv og den amerikanske vælgers syn på stort og småt.

I Danmark er krigslykke ikke en standardforklaring på noget som helst i det politiske liv. Kigger man tættere på mit eget område for offentlig forvaltning, skrives der mindst 100 artikler om styring og ledelse i folkeskolen for hver artikel, der skrives om de samme emner i Forsvaret.

Ruslands angreb på Ukraine og den afledte danske debat om forsvarsudgifter og prioriteringer sender os virkelig ud i ukendt terræn, når det gælder valg, vælgere og velfærdsstat i Danmark.

Forsvar har ikke været på dagsordenen 35 år

Forsvarspolitikkens fravær på universitetet er ikke en konspiration mod menig mands interesser. Kigger man på den løbende danske valgundersøgelse, finder vi de bedste betingelser for at forstå, hvad danskerne er gået op i ved stort set alle folketingsvalg siden 1971.

De seneste 30 år skal man rette lup og forstørrelsesglas mod data for at finde danskernes interesse for forsvarspolitikken. Fra 1990 og frem er det typisk mindre end en procent af vælgerne, der mener, at Forsvaret er det vigtigste emne ved de mange folketingsvalg i perioden til nu. Under alt fra 9/11, over Afghanistan og den seneste Irak-krig finder udenrigspolitik generelt vej til vælgernes radar, men ikke forsvarspolitikken.

Seneste»forsvarsvalg«var atomvalget i 1988, og generelt var forsvarsspørgsmålet højere på dagsordenen i 80erne. Hvor vi snakker meget om, at vi i dag økonomisk befinder os i en situation som 70erne med usikre oliepriser og generel inflation, så er vi med krig i Europa rykket tættere på 80ernes politisk spørgsmål.

Og så alligevel ikke. For mens 80ernes forsvarspolitik var en central politisk skillelinje med alternative flertal, er det p.t. svært at se konfliktlinjer mellem de regeringsbærende partier om retningen på forsvarspolitikken. Det kan naturligvis nå at komme, og det er svært at være ragende uenige om noget, som få har interesseret sig for indtil sidste uge.

Tanks er som ballet

Den næste afsløring fra den løbende danske valgundersøgelse er vælgernes konsekvente uvilje til at bruge penge på forsvar. Siden 1985 har man spurgt om danskernes prioritering af statens udgifter.

Ret konsekvent har 40 procent de seneste 35 år ment, at vi bruger»for mange«penge på forvar. Blot ti procent mener, vi bruger»for få«, og resten mener, at vi bruger nogenlunde det, vi skal.

På den måde er forsvarsområdet fundamentalt modsat af uddannelse og sundhed, hvor næsten alle vælgere mener, at der skal bruges flere penge.

På udgiftssiden ligner Forsvaret derimod til forveksling danskernes syn på kulturområdet. Her mener 40 procent mere eller mindre konstant, at vi bruger for mange penge og kun ti procent for få. To grafikker over danskernes syn på henholdsvis kultur- og forsvarsområdet er stort set ikke til at kende fra hinanden over de seneste 30 år.

Forsvar og kultur deler på den måde skæbne som områder, der er lavt på den politiske dagsorden, og som de færreste borgerne har dagligt kontakt med, hvorfor mange tænker, at det har kunnet nedprioriteres elle undværes.

Det er formentlig slut nu, når vi taler forsvarsudgifterne. Det er ikke oplagt, hvordan vælgerne vil reagere. Skal vi følge tyskerne, taler flere om et varigt årlig løft på 18 mia. kroner.

Det kaster os ud i helt ukendt terræn om holdningsdannelse og vælgeradfærd. Er danskerne villige til skattestigninger for at finansiere Forsvaret? Kan der flyttes midler fra de klassiske velfærdsområder til forsvar? Vi ved det fundamentalt set ikke. For første gang i årtier er det ikke utænkeligt, at det næste folketingsvalg bliver et forsvarsvalg.