Flere penge til diplomatiet bør lede til principiel diskussion om disse tre ting

Med de nye midler skal udenrigstjenesten fokusere på klassisk diplomati og blive stedet for den ypperligste udenrigspolitiske analyse. Og så må de hanke op i sig selv og række ud til alle de eksterne aktører, som også varetager udenrigspolitikken, skriver Martin Marcussen.

Debatindlæg af professor Martin Marcussen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 23. marts 2022.

Siden 2001 er diplomaterne nemlig kontinuerligt blevet bedt om reducere udenrigstjenestens driftsbudget. Så voldsomme og så gennemført har besparelserne været, at den danske udenrigstjeneste længe har været den mindste i Skandinavien målt på udgifter per indbygger. Langt den mindste.

På Asiatisk Plads sammenligner man nogle gange sit eget ministerium med udenrigsministeriet i Estland – simpelthen for at have et realistisk sammenligningsgrundlag.

Men nu skal man til at tænke helt nyt. Der skal bruges penge, og ikke spares penge. Måske er den nedadgående budgetkurve vitterlig knækket? Diplomaterne tror næsten ikke deres egne øjne og øre. Det tror da pokker. Der er flere generationer af unge diplomater, der aldrig har oplevet andet end nedskæringer.

Vi skal tænke i principper og identitet

Før diplomaterne begynder at bruge løs af de nye penge, er det nok fornuftigt at minde sig selv om, at der jo endnu ikke er sat kroner og ører på den ekstra kapitaltilførsel.

Vi ved ikke hvor mange eller få midler der er tilbage, når det nye kombinerede territorial- og udrykningsforsvar med udvidelser i Arktis og cyberspace har taget sit. Realistisk set, nok ikke ret meget.

Derfor er tiden ikke kommet til at tænke i meget konkrete investeringer i nye ambassader og nye programmer. Tiden er derimod kommet til at tænke i ”principper” – i udenrigstjenestens kerneopgaver. Ja, i ministeriets raison d’être og identitet.

Hvad skal en moderne udenrigstjeneste kunne?

I en sådan principdiskussion er der nok tre ting, der nødvendigvis må stå tilbage. For det første er og bliver udenrigstjenestens kerneopgave at varetage Danmarks og danskernes sikkerhed.

Det sker gennem det klassiske diplomati (gammeldags relationsopbygning) og gennem borgerservice (kontakten med danskerne i udlandet).

Siden finanskrisen har en altomfavnende kommercialisering imidlertid invaderet næsten alle områder af den diplomatiske praksis. Det gælder klimadiplomatiet, udviklingsdiplomatiet, kulturdiplomatiet med videre.

Vores diplomater har haft som mål nummer ét, at vi skal tjene penge. Sagen er bare den, at det kommercielle diplomati forvrider og fordrejer den diplomatiske indsats, så det efterhånden er blevet meget vanskeligt at se, hvor det præcist er, at diplomatiet fremmer dansk sikkerhed.

Danmark bør tænke selvstændige tanker

For det andet bør udenrigstjenesten være det sted i Danmark, hvor man kan opsøge den ypperligste og mest kyndige udenrigspolitiske analyse. Det er det ikke i dag.
Groft sagt kan man sige, at den pressede organisation på Asiatisk Plads og ude på ambassaderne har supertravlt med at brandslukke. Små og store kriser hver dag.

Man forsøger at hutle sig gennem hverdagen, og lader alle begivenheder komme bag på os. Ingen har tid og overskud til at tænke en strategiske og langsigtet tanke. Analysekapaciteten er for længst sparet væk. Det er blevet vigtigere at svare på aktindsigter og de uendelig mange spørgsmål fra folketingspolitikere end at sætte sig ordentlig ind i de store linjer i verdenspolitikken.

I takt med at man ved mindre og mindre, er det blevet en særskilt opgave at hyre en hær af kommunikationsrådgivere, der skal signalere til omverdenen, at der er tjek på den. Det er selvfølgelig ikke holdbart.

Danmark er stadig et selvstændigt land, der bør tænke selvstændige tanker. Det har vi gjort før, og det kan vi gøre igen. Udenrigstjenesten står ikke alene. Der er et utal af tænketanke og forskningscentre, der står på spring for at give en hånd med.

Udenrigstjenesten må hanke op i sig selv

For det tredje må man i udenrigstjenesten se at komme til den erkendelse, at udenrigspolitikken i dag varetages af et utal af forskellige aktører i Danmark. Det gælder byerne, universiteterne, erhvervslivet, EU, medierne og civilsamfundsorganisationerne.

For at sige det rent ud: Danmarks renommé og indflydelse rundt omkring i verden var intet uden disse mange bidragsydere. De synliggør hver eneste dag Danmark, og alt det Danmark er stolt af og som imponerer ude i verden.

Det er borgmestrene, arkitekterne, skuespillerne, atleterne, forskerne, kokkene, de administrerende direktører og journalisterne, der tager en tørn i dansk udenrigspolitik. Det er et faktum. Her må udenrigstjenesten hanke op i sig selv og række ud. Danmark er et alt for lille land til, at man kan opretholde en forestilling om, at det er udenrigsministeren, der laver udenrigspolitik.

Bundlinjen er, at der nok ikke tilflyder udenrigstjenesten ret mange penge. Der er ikke en udenrigsministeriel forbrugsfest i sigte.

Den situation, der er opstået, er alligevel en kærkommen lejlighed til at tænke over, hvorfor vi har en udenrigstjeneste, og hvad vi som minimum kan forvente os af vore diplomater.