Forskere: Økonomisk model forudså valget i 2019. Kan den gøre det igen?
Kan en model baseret på økonomisk vækst og stemmeadfærd tre måneder før valget forudsige valgresultatet? Hvis ja, så får Socialdemokratiet en komfortabel sejr, skriver Karina Kosiara-Pedersen, Michael S. Lewis-Beck og Richard Nadeau.
Hvem vinder valget? Det er et spørgsmål, der optager alle politiske journalister og medier, og sikkert også de politisk interesserede vælgere. Vidste vi det allerede tre måneder før valget?
Før folketingsvalget i 2019 udviklede to af os – Richard Nadeau og Michael S. Lewis-Beck – en model, der forudsagde valgresultatet. Hvad forudsiger modellen for valget på tirsdag?
Modellen er baseret på, at der er grundlæggende økonomiske og politiske kræfter, der påvirker vælgerne. De økonomiske kræfter, de inddrager i modellen, er den økonomiske vækst i perioden op til valget. De politiske kræfter, de inddrager i modellen, er meningsmålinger tre måneder før valget. Deres model er afprøvet på de danske valg i perioden 1964-2019.
Spørgsmålet er, om modellen holder også ved dette valg. De fire gamle partier har en uge før valget udsigt til en vælgermæssig opbakning, der ligger i den lave ende, og som måske for første gang kommer under 50 procent. Vælgerne har skiftet parti i løbet af valgkampen i et hidtil uset omfang. Pape har haft flere dårlige sager, Radikale har givetvist mistet vælgere grundet deres strategi i forbindelse med valgudskrivelsen.
Rød sejr
Da Danmark har et flerparti system, bliver man nødt til at simplificere resultatet. De tager udgangspunkt i, at der er en kerne i det danske partisystem, og at den kan opdeles i to grupper, hvad vi kalder rød og blå blok. Kernen i det danske partisystem udgøres af de fire gamle partier, der over tid har fået mindst 2/3 af alle vælgernes stemmer.
Disse fire partier kan inddeles i de to blokke, der har været rimeligt fasttømrede siden 1990erne, nemlig de to partier til venstre (Socialdemokratiet og Radikale), og de to partier til højre (Venstre og Det Konservative Folkeparti). Deres model forudsiger balancen mellem de to grupper af partier og inddrager ikke resten af partisystemet.
Spærregrænsen, de nordatlantiske mandater og et midterparti, der ikke har peget på hverken de røde eller blå betyder, at intet er afgjort.
Modellen måler de to parti-gruppers størrelse i meningsmålinger tre måneder før valget. De tager to Epinion og Voxmeter-målinger fra slutningen af juli/tidlig august. På basis af disse udregner de vælgernes forventede vælgeradfærd. Disse giver 23,6 procent til Socialdemokratiet og 6,5 procent til Radikale, i alt 30,1 procent til disse to partier til venstre.
På højre side forudsiger de på denne basis 14,7 procent til Venstre og 12 procent til Det Konservative Folkeparti, det vil sige i alt 26,7 procent for disse to partier. Samlet står de to ’røde’ partier 3,4 procentpoint stærkere end de to ’blå’. Fordelingen mellem de to grupper af partier er med 53 procent (røde) mod 47 procent (blå) et forholdsvis tæt løb.
Dette ændres, når man inddrager økonomien. Økonomiens betydning for vælgernes adfærd har været afdækket af mange politologiske analyser, herunder også i Danmark. Det økonomiske mål, de inddrager, er den økonomiske vækst i de forudgående ni måneder, der er 6,6 procent, hvilket viser at den danske økonomi er kommet sig efter covid-19 pandemiens nedlukninger.
Modellen kombinerer de to mål, henholdsvis meningsmålinger og økonomisk vækst, i en regressionsanalyse. Denne udregning forudsiger, at de to partier til venstre får 58,4 procent. Det tyder på klar sejr til rød blok.
Intet er afgjort
Når de anvender deres model i perioden 1964-2019 viser det sig, at når rød blok har sejret, har Socialdemokratiet og Radikale i gennemsnit fået 55,4 procent af de stemmer, der er afgivet på de fire gamle partier.
Modellens estimat for 2022 er hele tre procentpoint højere end dette gennemsnit. Det betyder, at når økonomien inddrages, ligner det ifølge forudsigelsesmodellen en klar sejr til rød blok.
Uanset om modellen forudsiger valgresultatet mellem henholdsvis Socialdemokratiet og Radikale på den ene side, og Venstre og Konservative på den anden side, er det langt fra givet, at det også giver adgang til regeringskontorerne. Spærregrænsen, de nordatlantiske mandater og et midterparti, der ikke har peget på hverken de røde eller blå betyder, at intet er afgjort.
Emner
Kontakt til forsker
Karina Kosiara-Pedersen
Lektor
Institut for Statskundskab
Telefon: 35 32 34 16
Mail: kp@ifs.ku.dk