Forskere om coronaeffekt: Vi skal holde fast i det unikke forskningsfrirum og åbne diskussion om arbejdsliv

Coronakrisen har fået stort set alle til at reflektere over, hvordan vi har gjort tingene hidtil. Det givne er på ingen måde givet – alt fra arbejdet over fritiden og familielivet til parforholdet blev pludselig ændret.

Vi har alle måttet delvist genopfinde os selv, fordi betingelserne for både arbejdsliv og fritid fra dag til anden blev ændret radikalt.

Også som forskere oplevede vi, at betingelserne for at forske blev ændret. Hvor andre forskere måtte sætte deres forskning på hold grundet nedlukning af landet, fik vi hver især vores spændende coronaprojekter, som vi satte i gang i coronakrisens første fase.

Corona som nyt forskningsafsæt

På forskellige måder og med forskellige metoder undersøgte vi arbejdsliv, ledelse og arbejdsfællesskaber under det første halvandet år af coronakrisen. Vi oplevede det som et privilegie at få lov at anvende vores forskningsbaggrund til at skabe viden om et høj-aktuelt emne.

Det var berigende, men også udfordrende – for vores forskningsobjekt flyttede sig til stadighed, alt efter restriktioner, genåbning, nedlukning og genåbning. Men måske mest overraskende for os var, at vi oplevede et større frirum.

Vi oplevede, at både ledere, medarbejdere og arbejdsmarkedets parter havde gjort sig mere fri af fra deres klassiske positioneringer og var meget åbne for vurderinger og fortolkninger af egne og andres roller under corona.

For alle parter var ledelse og samarbejde under corona en ekstraordinær situation, som ingen havde prøvet før – og derfor var institutioner, regler og eksisterende magtpositioner og politiske interesser i høj grad trådt i baggrunden under coronakrisen.

Det viste sig på forskellig vis i vores forskningsprojekt.

Ny betingelser, ny åbenhed

I empiri-indsamlingen i coronakrisens begyndelse oplevede vi en hidtil uset åbenhed, hvor medarbejdere og ikke mindst ledere delte erfaringerne med at samarbejde og lede under nye betingelser.

I coronakrisens begyndelse oplevede vi en hidtil uset åbenhed, hvor medarbejdere og ikke mindst ledere delte erfaringerne med at samarbejde og lede under nye betingelser.

Samlet har vi mere end 50 års erfaring med interview på arbejdspladser, og aldrig før har vi oplevet en sådan ærlighed fra især ledere. Mange havde måttet revurdere deres ledelsesstil. Coronaledelse var så at sige en fremkaldevæske for både det gode og det mindre gode i ledernes stil, og lederne var tvunget til at reflektere og lære på turbo.

Vi fik lov at være vidner på førsteparket til nye og til tider sårbare erkendelser. Med andre ord var de klassiske forsvarsmekanismer og "rigtige" svar, som vi til tider har oplevet som forskere, nærmest forsvundet under corona.

Men vi oplevede også en ny åbenhed, når vi skulle formidle resultaterne af vores undersøgelser. Vi har alle tre prioriteret at formidle vores forskningsresultater løbende i landsdækkende medier, fagblade og ved flere oplæg for arbejdsmarkedets parter.

Nyt frirum for forskning

Coronakrisen åbnede op for en meget stor lydhørhed for og nysgerrighed på vores resultater. Vi har oplevet, at ledere, medarbejdere og arbejdsmarkedets parter i højere grad har tænkt medresultaterne og med hinanden frem for måske for hurtigt at vælge det sikre og forventelige ståsted.

Coronakrisen har afmonteret og opblødt nogle af grænserne, hvorfor vi i højere grad kunne formidle mere frit.

Vi har oplevet det som om, at man havde hængt den politiske eller magtorienterede kasket på knagen for en stund. For også arbejdsmarkedets parter var på et nyt og ukendt territorie, hvor synspunkter og interesser i forhold til de nye erfaringer med hjemmearbejde og arbejdstider – endnu - ikke var definerede.

Denne nye og åbne situation gav et andet frirum for at tale om det, det hele handlede om: Nemlig at få ansatte og arbejdspladser så godt som muligt igennem krisen med fælles hjælp og med det overordnede mål for øje. Ikke mod, men med hinanden.

Som arbejdslivs- og arbejdsmarkedsforskere kommunikerer og formidler vi normalt i et mere politisk landskab, hvor grænserne er tydeligt optegnet mellem arbejdsgiver- og arbejdstagersiden. Men coronakrisen har afmonteret og opblødt nogle af grænserne, hvorfor vi i højere grad kunne formidle mere frit.

Dette har skabt refleksioner hos os om, hvordan vores viden om de to parters fællesinteresser og interessemodsætninger ikke bliver til snubletråde for forskere i forhold til at formidle det, der skal formidles fra forskningen. Også selvom nogle kunne føle sig trådt over tæerne.

Hold fast i nysgerrigheden og frirummet

Vi ser også begyndende tendenser til, at grænserne mellem parterne er ved at blive etableret igen og diskussionen følger gamle spor - på godt og ondt. For eksempel diskuterer man nu, hvem hjemmearbejdet er en fordel for: Er det virksomheden, som kan spare kvadratmeter, eller er det medarbejderen, der kan få bedre arbejdslivsbalance?

Men måske begge parter ville få øje på nuancerne og de mere komplekse fordele og ulemper ved hjemmearbejde, hvis man som udgangspunkt var mere nysgerrige og undersøgende i fællesskab.

Så kunne man derefter gå tilbage på hver sin side af grænsen og forhandle for eksempel, hvordan hjemmearbejdspladsen skal finansieres, hvordan og hvem, der skal lave arbejdspladsvurderingen, og hvilke pligter og rettigheder medarbejdersiden og arbejdsgiversiden hver især skal have. Bare for at give et eksempel.

Vi kan sagtens forstå, at alle parter nu gerne vil finde nogle formler for det fremtidige arbejdsliv. Men vi kan blot konstatere, at vi i snart to år har oplevet et hidtil uset apolitisk og magtfrit rum i vores forskerliv – og det gav alle en frihed til at diskutere (arbejds)livet på en ny og mere åben måde.