To år med Covid-19 – hvad har vi lært?

Debatindlæg af lektor Helle Samuelsen (Institut for Antropologi) i Sjællandske den 11. marts 2022.

COVID-19

Det er nu præcis to år siden, statsminister Mette Frederiksen indkaldte til det første store pressemøde om den nye og meget smitsomme coronavirus. En række restriktioner, som vi nu kender alt for godt, blev introduceret, og statsministeren sagde, at hverdagen for alle danskere ville forandres. Den forudsigelse, hvor drastisk den end lød den 11. marts 2020 viste sig at holde stik: Alle danskere blev berørt, mange fik selv Covid-19, nogle havde nære slægtninge, der blev alvorligt syge eller døde, en del mistede deres job eller blev hjemsendt med en lavere indtægt, hjemmearbejde og hjemmeskole blev den nye norm, og alle måtte ændre vaner med hyppig afspritning, brug af mundbind, albuehilsner frem for kram og i lange perioder også med store begrænsninger i det sociale liv. Nu, hvor epidemien er aftagende og virus muteret til en mindre farlig udgave, er spørgsmålet, hvad vi egentlig har lært af to år med Covid-19?

Og det næste spørgsmål er selvfølgelig, om vi vil være i stand til at bruge vores erfaringer, ikke kun i forhold til en eventuelt kommende pandemi, men også i forhold til hvordan vi konstruktivt kan bruge erfaringerne til at indrette vores samfund, vores arbejds- og sociale liv på nye og bedre måder?

Jeg vil påstå, at vi har lært en hel del om sammenhængskraft, tillid og betydningen af sociale relationer - og så måske en lille smule om hygiejne. Først og fremmest har vi har set og erfaret, hvor skrøbeligt verdenssamfundet egentlig er på trods (eller måske på grund) af de enorme fremskridt, den øgede globalisering har medført.

En virus, der springer fra dyr til mennesker et sted i Kina, ryster hele verdenssamfundet, fordi vi er så tæt forbundne. Mennesker og varer krydser landegrænser og kontinenter i en enorm hast. Virus følger blot disse ruter. Vi har også set, hvor ulige verdenssamfundet er, de rige lande fik hurtigt indkøbt værnemidler og vacciner, mens de fattige lande kom bagerst i køen.

Høj grad af tillid

I Danmark har vi også lært en hel del om tillid og fordelene ved vores danske velfærdssystem. Test, vacciner og behandling er gratis i Danmark, og det har været politisk muligt at etablere en lang række hjælpepakker, der kompenserede dansk erhvervsliv for tab og skabte jobsikkerhed for rigtig mange mennesker under perioder med nedlukning. De danske uddannelsesinstitutioner var i lange perioder lukkede for fysisk fremmøde, men langt den meste undervisning fortsatte - ikke uden besvær og psyko-sociale omkostninger, men dog således, at et acceptabelt læringsniveauet kunne holdes. Langt de fleste danskere kvitterede for dette ved at indrette sig og overholde de givne retningslinjer uden protest. Som HOPE-projektet har påvist, er de fleste danskeres tillid til staten og myndighederne meget høj. Den sociale kontrakt mellem den enkelte borger i Danmark og staten er stærk. Vi betaler vores skat og ser fordelene ved, at de offentlige goder fordeles relativt i forhold til aktuelle behov. Men tillid kommer ikke automatisk. Statsministeren, regeringen og myndighederne skal også gøre sig fortjent til at få borgernes tillid. Det er hårdt arbejde, og det kræver klar og tydelig kommunikation. Balancen er hårfin. Der var således ekstrem stor tillid til regering og myndigheder i den første periode af pandemien, hvor langt de fleste af Folketingets partier (både røde og blå) stod bag beslutninger om nedlukninger, restriktioner og hjælpepakker. Her var en fælles forståelse af krisens alvor og omfang, og det var først i forbindelse med forhandlingerne om genåbning, at der »gik politik i den«. I den periode faldt tilliden også.

Læren her er således, at stærk og hurtig konsensus i Folketinget er en forudsætning for at opnå borgernes tillid i en krisetid. Ligeledes har der været meget stor tillid til sundhedsmyndighederne under hele pandemien. Og tilliden faldt ikke, da man besluttede at fravælge Astra Zeneca og Johnson & Johnson-vaccinerne i det danske vaccinationsprogram på et kritisk tidspunkt, hvor der ellers var stor efterspørgsel på vacciner. Åbenhed og klar kommunikation omkring tvivl og beslutningsgrundlag styrkede faktisk borgernes tillid til sundhedsmyndighederne.

Har klaret sig godt

De restriktioner og indgreb i den personlige frihed, vi har været udsat for i håndteringen af pandemien i Danmark, har været voldsomme. Det er nok umuligt at vurdere, om det hele var nødvendigt. Men de nordiske lande, særligt Norge, Finland og Danmark, har styret rigtig godt igennem pandemien sammenlignet med andre lande i Europa, hvis man måler på antal Covid-19 relaterede dødsfald pr. 100.000 indbyggere. Sverige har også klaret sig fint, og selvom dødsraten i Sverige har været lidt højere, så har alle de fire nordiske lande klaret sig bemærkelsesværdigt godt.

Åbenhed og transparens omkring beslutninger og beslutningsgrundlag er afgørende. På det individuelle plan har erfaringer under pandemien formentlig også sat varige spor.

Behovet for at dyrke nære sociale relationer, mulighed for at se og drage omsorg for syge og nære familiemedlemmer og ikke mindst betydningen af et aktivt socialt liv både inden for og uden for skole- og uddannelsesinstitutionerne er blevet endnu mere åbenlyst end før pandemien.

Vi har, så vidt jeg kan se, lært en hel del. Jeg håber, at disse erfaringer vil blive brugt konkret til at skabe et mere robust verdenssamfund ift. kommende pandemier, og at vores politikere husker, at i krisetider skal fokus ikke være på at fiske stemmer til næste folketingsvalg, men på at gøre sig fortjent til borgernes tillid gennem tydelig og åben kommunikation.

Der udestår fortsat en del efterarbejde omkring pandemiens mere usynlige konsekvenser, særligt i forhold til de mange sociale og mentale udfordringer, nedlukning og restriktioner har forårsaget. Og helt lavpraktisk kan vi jo håbe, at vores nyttige erfaringer med hyppig håndvask, hosten i albuen og god køkultur heller ikke glemmes.