Hvad universitetet kan lære af Døde Poeters Klub

Der opstår en ide om, at man må finde sig i at blive fornærmet og stødt; at ydmygelserne følger med, når man har ytringsfrihed og faglig debat. Det er noget vås.

Man må kunne insistere på åben debat og hård kritik, og samtidig på, at det skal foregå på en måde, der giver plads til andre. Det er en del af vores faglighed at kunne undervise i kontroversielle emner eller diskutere ømtålelige spørgsmål på en hensynsfuld og ordentlig måde.

JEG VED GODT, det er lettere sagt end gjort. De seneste år er nogle små sager blevet gjort store, fordi de blev diskuteret mere i medierne end på universitetet; og jeg kan godt frygte, at det skaber en nulfejlskultur eller forsigtighedskultur, som afskrækker studerende, forskere og ansatte fra at tage initiativ eller sige, hvad de egentlig mener.

Jeg tror, at vi må tage udgangspunkt i, at alle kan begå fejl eller være uopmærksomme. Sådan er livet, også på et universitet. Det afgørende er, hvordan man reagerer, når det sker. Jeg mener, at man bør reagere åbent og nysgerrigt og selvfølgelig heller ikke være bange for at tage en faglig diskussion. Fuldstændig ligesom når vi bedriver forskning.

Desværre er det langtfra sådan, alle reagerer. På mit fakultet har vi haft problemer med omgangsformen blandt studerende og forskere både i og uden for undervisningen. Der har været tale om nedladende kommentarer, som går på alt fra køn til kulturer, og som bygger på stereotyper og fordomme.

Verden står ikke stille. Det skal et universitet heller ikke

Sammen med mine kolleger og de studerende har vi derfor sat gang i et projekt - Project Dignity - for at fremme et mere respektfuldt, inddragende og professionelt arbejds- og studiemiljø.

Hvert institut har først indsamlet, kortlagt og formuleret konkrete problemer, og bagefter udformet adfærdskodeks, værdisæt eller handlingsplaner, som skal være med til at gøre fakultetet til et trygt sted for alle studerende og ansatte. Uanset om de er til frokost, fest eller forelæsning.

Et helt konkret eksempel er alkoholkulturen. Jeg skal helt ærligt indrømme, at jeg ikke selv kunne se problemet til at begynde med. Da jeg startede på statskundskab i begyndelsen af 90'erne, drak vi en masse øl i Kongens have og tog på hyttetur, hvor et af højdepunkterne var, da ølbilen kom forbi med nye forsyninger.

Så da nogle studerende fortalte, at de blev ekskluderet af drukkulturen, var min første tanke, at de kunne lade være med at drikke øl, hvis de ikke ville, men at det ikke skulle begrænse andre. Det tog noget tid, før jeg forstod, at jeg tog fejl.

Hvorfor skal alkohol være rammen om studielivet? Er der nogen grunde, andre, end at sådan plejer det at være? Eller at sådan gør vi i Danmark? Det er ikke en god grund, når konsekvensen er, at ansatte bliver ekskluderet, eller studerende bliver presset til at gøre noget, de ikke har lyst til.

JEG VED, nogle mener, at nutidens unge er forkælede, krænkelsesparate curlingbørn. Det er jeg dybt uenig i. Tværtimod er de modige unge mennesker, der insisterer på at sige fra, når de oplever uretfærdighed eller eksklusion. For mig at se er det entydigt positivt.

Hvis man endelig skulle tale om et problem, er det nærmere, at vi har været så længe om at stille spørgsmål til traditioner, som utvivlsomt har rystet nogle sammen, men samtidig skubbet rigtig mange ud af fællesskabet.

Der har altid været nogle, som har følt sig presset til at drikke mere, end de havde lyst til.

Jeg er helt overbevist om, at studerende fra min årgang er blevet socialt udelukket eller har trukket sig tilbage, måske ligefrem stoppet på studiet, fordi de ikke ville være med til at feste og gå til fredagsbar onsdag, torsdag, fredag og lørdag. Desværre er vi først begyndt at tage problemet seriøst nu.

Siger jeg, at unge ikke må drikke? Nej. Det må de selv om. Jeg siger, at alkohol skal fylde mindre inden for universitetets mure, også i den sociale del. Ikke kun på grund af alkoholen, men også på grund af alt det, alkoholen fører med sig.

En ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at næsten hver fjerde kvindelige studerende er bange for, at de sociale aktiviteter under studiestarten bliver grænseoverskridende. Og det kan jeg godt forstå med tanke på de mange historier, der er kommet frem de seneste år.

Man kan kun udleve sin nysgerrighed, hvis man har friheden til at tænke og tale, som man vil

Og det er ikke kun i forbindelse med studiestart, at vi har et arbejde at gøre. Selvfølgelig ikke, for problemerne stammer et sted fra. Hver tiende studerende på de videregående uddannelser har været udsat for sexisme eller uønsket seksuel opmærksomhed det seneste år.

Det er 11.000 unge mænd og kvinder. Politiken har bragt en foruroligende artikel med vidnesbyrd fra næsten 700 kvindelige forskere, der fortæller om upassende bemærkninger, seksuelt pres, krænkelser, overgreb og voldtægt.

Den virkelighed undergraver universitetets grundlæggende værdier. Vi kan kun være det sted, som vi gerne vil være, når vi gør det tydeligt, at vi ikke accepterer nogen form for diskrimination, vold eller overgreb. Universitetet skal være et trygt sted for alle.

Vores retningslinjer og formulerede værdier er tydelige, og de bliver både håndhævet og i vid udstrækning efterlevet.

DET SVÆRE er selvsagt alle de små ting, der sker i hverdagen, og alt det, som bliver sagt og gjort, uden at nogen tænker over, at det kan skade andre.

Det kræver en kulturændring, og det tager tid. Nogle gange kan det være nødvendigt med meget firkantede retningslinjer for at hjælpe kulturændringen på vej og skabe et tryggere og mere rummeligt universitet. Det kan lyde paradoksalt, fordi vi normalt opfatter retningslinjer som begrænsende.

Men det er vigtigt at huske, at spørgsmålet slet ikke er, om der findes retningslinjer. Lige nu er traditionerne og usagte normer retningsgivende. Vi skal som fakultet tage ansvaret på os og skabe de rammer, vi mener er de rigtige for et moderne universitet. F.eks. for at sikre, at unge med minoritetsbaggrund kan se sig selv på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

For selvfølgelig skal der være plads til forskellige religioner, kulturer og sociale baggrunde på et universitet. Og hvis vi ikke indretter os efter den opfattelse, så er vi i virkeligheden med til at reproducere de mønstre, vi ønsker at tage et opgør med.

Den ambition får nogle til at frygte forskelsbehandling, men må jeg minde om, at universiteterne allerede forskelsbehandler?

Vi forstår ikke til fulde omfanget eller mekanismerne, men vi kan se, det sker? Der er flere hvide mænd fra middelklassen, som mig, der bliver dekaner og professorer. Unge fra akademikerhjem er stadig overrepræsenteret, især på nogle af de studier, som hører under mit fakultet. Medmindre man abonnerer på en ide om, at hvide overklasse- og middelklassemænd er dygtigere akademikere end alle andre, så må man konstatere, at der er noget galt.

VERDEN STÅR ikke stille. Det skal et universitet heller ikke. Københavns Universitet blev stiftet i 1479. Den første kvindelige studerende begyndte i 1877, og det var ikke alle, der var med på den ide. Et universitet, som insisterer på at have fundet sin form, er et dødt universitet.

Jeg vil hjælpe med at skabe et levende universitet. Et universitet, der lever med konstant forandring og skaber plads til forskellighed ved at insistere på retten og pligten til at indgå i den fælles samtale. Forudsætningen for ethvert universitet er nysgerrighed og åbenhed.

Vi skal skabe ny viden og udfordre den eksisterende, vi skal kritisere ideer og strukturer, vaner, normer, ja snart sagt alt, inklusive os selv.

Slutscenen i 'Døde Poeters Klub' er ikonisk, og i mange år var den en sikker reference. Hvis du rejste dig og sagde 'O Captain, my Captain!', så var alle med, ikke nødvendigvis på Walt Whitmans digt, som linjen stammer fra, men i hvert fald på, at nu kom det store, smukke øjeblik, hvor alle skulle op og stå på bordene og tage del i fællesskabet. Der skulle til at ske noget!

Og der er ved at ske noget på universiteterne og i samfundet. En forandring er i gang. Vores opgave er at sørge for, at den bliver til det bedre, og at alle kan se sig selv i den. For sætter man sig og ser filmen, vil man også se, at Keating står alene med sin nysgerrighed og ønsket om, at hans elever skal stå på egne ben.

Derfor bliver hans historie en tragedie. Og det er spændende at se, men knap så spændende at være i. Derfor mener jeg, at den største udfordring for universitetsledelse i disse år er at forandre traditioner med omtanke. Så kan vi skabe et moderne, rummeligt universitet, der tager ansvar for at skabe plads til alle og flere muligheder for dem, som har for få i dag. Og som stadig har plads til dem, der står med hænderne i lommen og udfolder deres ret til ikke at gå.

Emner