Hvem tror seriøst på, at USA nogensinde igen kommer til at løse Europas problemer? Drop nu det forsvarsforbehold

Det har altid undret mig, at mange danske politikere og meningsdannere himler op om demokratiets sårbarhed og truslen fra autokratiske regimer samtidig med, at man latterliggør og tæsker løs på EU-samarbejdet.

Kina og Rusland er i dag Vestens største rivaler. Ikke mindst ideologisk, men også militært. Alligevel nægter vi i Danmark af en eller anden mystisk grund at nå den ellers naturlige følgeslutning, at et styrket Europa med en langt klarere strategisk autonomi er en forudsætning for, at vi eksisterer som demokratisk uafhængigt kontinent om 20-30 år.

Og nej, det handler ikke om, at vi skal ud af NATO. Men i fremtiden vil sikkerhedspolitik handle om meget andet end det militære isenkram, som NATO traditionelt har været leveringsdygtig i. Den belarusiske præsident Lukashenkos opmarchering af migranter ved den polske grænse var et godt eksempel. Her viste NATO sig temmelig ubrugelig.

Og selvom situationen i Ukraine lige nu viser, at klassiske militære trusler stadig bør kunne besvares, vil fremtidens udfordringer komme til at omhandle ting, som NATO ikke har megen forstand på som for eksempel sanktioner, handelsaftaler, udviklingsbistand, techregulering, industriel konkurrence, cybersikkerhed og migration. Emner hvor EU kunne gøre en forskel. Hvis vi altså ønsker det.

Og så er der USA. Hvem tror seriøst på, at USA nogensinde igen kommer til at løse Europas (eller verdens) problemer som under Den Kolde Krig? Nej vel. De tider er endegyldigt forbi, og jo før vi forstår det jo bedre. Efter 6. januar 2021 og stormen på Kongressen er alt forandret. USA under Biden, som vi i Vesten havde så stor tiltro til efter sitcom-præsidenten Trump, er på en så alvorlig intern demokratisk kamikazekurs, at landet aldrig igen vil blive samlet nok til at spille en afgørende global rolle. Hverken moralsk eller sikkerhedspolitisk.

Alligevel forhandler Biden med Putin om Ukraine, mens vi i Europa ser passivt til. Eller som den finske præsident Niinistö sagde i sin fremragende nytårstale, hvorfor pokker accepterer vi, at USA og Rusland taler OM os (altså Europa) og ikke MED os, når det gælder vores egen sikkerhed? Europa er ganske enkelt ved at udvikle sig fra en player til en playground. Møderne handler om europæisk sikkerhed, men vi er end ikke indbudt, ligesom vi heller ikke blev informeret, da Biden pludselig ville ud af Afghanistan. At ændre på denne situation bliver ikke let, men fordrer, at vi i det mindste erkender behovet for en fælles europæisk (forsvars)identitet - og ja, europæisk suverænitet, som Macron lidt storladent, men ikke desto mindre rigtigt, kalder det. Desværre har jeg endnu til gode at høre en eneste dansk politiker tage dette alvorligt.

Selvom man i Statsministeriets gemakker over nytåret havde fået tid til at tænke på andet end mink og sms'er, kom Mette Frederiksens nyvundne EU-begejstring, kun til at handle om »det lette«: en klimaunion. »Let« fordi det uden den store indsats kan sælges til baglandet og passer som fod i hose til den politik, vi i forvejen fører. En reel turnaround i EU-politikken ville derimod have handlet om »det svære«, for eksempel et farvel til forsvarsforbeholdet og en fuldtonet tilslutning til et nyt fælles europæisk forsvarssamarbejde.

I modsætning til det danske selfie-demokrati, hvor likes på sociale medier trumfer alt, er den franske præsident Emmanuel Macron ikke bange for »det svære«. Han lader Eiffeltårnet lyse op i blåt og går til valg på et fuldtonet europapolitisk program, selvom det bestemt heller ikke er lige populært på de breddegrader. Men han satser alt og udviser reelt lederskab. Respekt for det.

Tilbage på perronen

Og der er mere, hvor det kommer fra. Den nye rød-grønne regering i Tyskland koblet med et fransk turbo EU-formandskab (man skal nå meget inden det franske præsidentvalg) har en masse i støbeskeen for 2022. Der er ikke kun fælles planer på strategi og forsvar, men også nye budgetregler, minimumsløn, styrkelse af retsstaten og måske endda traktatændringer. Statsministerens bedste ven, Østrigs Sebastian Kurz, er væk og arbejder nu for Trumpstøtten Peter Theil i Silicon Valley. Også hollænderne har med deres nye regering forladt spareklubben. De er nu mere på linje med den fransk-tyske duo, hvilket - igen - efterlader Danmark tilbage på perronen.

Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at vi kan høste sympati på vores grønne klimaprofil. Men i fremtidens EU vil klimadukserollen ikke være nok. I 50-året for den danske tilslutning til samarbejdet og næsten 30-året for forbeholdene burde vi erkende, at fællesskabet handler om andet og mere end af afsætte nogle flere grise og vindmøller på det europæiske marked. For eksempel at vores eget demokrati også kun kan overleve i det lange løb, hvis vi er villige til at forsvare det i fællesskab.