Hvis man løfter blikket fra tragedien, rummer konflikten to gode nyheder

Debatindlæg af professor Anders Wivel (Institut i Statskundskab) i Politiken den 28. februar 2022.

Fordømmelse af det russiske regime bør ikke spærre for egen læring og en strategi for fremtiden.

Vær klar til fredelige forhandlinger, og søg forandring uden krig, men opbyg et troværdigt forsvar, så konfrontationen kan tages og vindes, hvis den kommer.

Så klart opsummerede den amerikanske præsident Theodore Roosevelt sit bud på en ideel udenrigspolitik i begyndelsen af det 20. århundrede.

Vestens ruslandspolitik i de første årtier af det 21. århundrede synes nærmest at have vendt Roosevelts vigtige indsigt på hovedet. Europæiske Nato-allierede, inklusive Danmark, har systematisk underfinansieret deres militære forsvar i håb om, at USA ville samle regningen op, som det var tilfældet under den kolde krig. Men USA har vendt blikket væk fra Europa. Først i retning af de mislykkede forsøg på regimeforandring i Mellemøsten og siden i stigende grad mod Kina og stillehavsområdet. Samtidig har vi fra Vestens side ivrigt belært verden om betydningen af demokrati og menneskerettigheder, alt imens demokrati og retsstatsprincipper bliver udfordret i vore egne samfund.

Ansvaret for krigen i Ukraine er Ruslands og har med rette ført til international fordømmelse. Men fordømmelse af det russiske regime bør ikke spærre for egen læring og en strategi for fremtiden. Forudsætningen er en forståelse af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation, der løfter blikket fra den aktuelle tragedie og de dommedagsscenarier, der umiddelbart følger deraf. Midt i de voldsomme menneskelige og økonomiske omkostninger rummer konflikten to gode nyheder for Danmark og vores allierede.

FOR DET FØRSTE har konflikten med Rusland pustet nyt liv i Nato og det transatlantiske forhold. Det er kun lidt over to år siden, at den franske præsident, Emmanuel Macron, erklærede Nato for hjernedød og satte spørgsmålstegn ved USA's evne og vilje til at forsvare sine allierede i tilfælde af et angreb.

I dag er USA's forpligtelser for de Natoallierede og Nato's afgørende rolle i amerikansk udenrigspolitik bekræftet i både ord og handling, senest af præsident Biden både før og efter den russiske invasion. Og i de europæiske hovedstæder står det nu klart, at en investering i en fredelig fremtid også må omfatte en investering i det militære forsvar. For både amerikanere og europæere står det nu klart, at historien langtfra er slut i Europa, og at fred og stabilitet kræver både mange penge og hårdt arbejde. Denne erkendelse er afgørende for en fredelig fremtid i Europa.

FOR DET ANDET kan Ruslands omfattende angreb på Ukraine på længere sigt medføre voldsomme omkostninger for det russiske regime. Der er gode grunde til, at invasioner af denne type er blevet sjældne i international politik. De medfører kolossale menneskelige, politiske og økonomiske omkostninger for ikke blot målet for invasionen, men ofte i næsten lige så høj grad for den invaderende magt.

Putin vil stå over for en modstandsvillig ukrainsk befolkning, der med næb og kløer og adgang til en strøm af våben udefra vil kæmpe mod en russisk marionetregering. Allerede nu fører de russiske handlinger til sanktioner og fordømmelser - og det er ikke kun i Nordamerika og Europa, vi er kritiske. Hverken Tyrkiet eller Kina har eksempelvis interesse i en russisk besættelse af Ukraine. På længere sigt kan målrettede økonomiske sanktioner ramme den russiske elite hårdt og udhule støtten til Putin, ikke bare i befolkningen, men også i kredsen tæt på præsidenten.

Havde Putin holdt sig til de to såkaldte udbryderrepublikker Luhansk og Donetsk, ville både de internationale og indenrigspolitiske konsekvenser have været langt mindre, og han var formentlig sluppet af sted med at tage endnu et par bidder af Ukraine. Nu kan han se frem til en langstrakt konflikt, der med stor sandsynlighed vil ende i nederlag og ydmygelse. Paradoksalt kan invasionen dermed gøre Rusland mindre farlig, ikke mere farlig.

Hvad bør Danmark og vores allierede gøre?

Helt generelt bør krigen føre til en gentænkning af Nato's og EU's tilgang til de tidligere sovjetrepublikker. I det første årti efter den kolde krigs afslutning udnyttede de gamle demokratier i Nato og de nye demokratier i Central- og Østeuropa dygtigt et politisk, militært og økonomisk svagt Rusland til udvidelse af de vestlige institutioner.

Konsekvensen var øget sikkerhed og velstand for både nye og gamle medlemmer. Langt mindre succes har man siden haft i forhold til de tidligere sovjetrepublikker, som er blevet hyldet for demokratiske skridt, der bragte dem på kollisionskurs med regimet i Moskva, men uden garantier for institutionelt medlemskab af Nato og/eller EU eller militær støtte. Vesten har talt liberalt, men handlet geopolitisk. Den nuværende krig illustrerer på tragisk vis - ligesom krigen i Georgien i 2008 og annekteringen af Krim i 2014 - begrænsningerne i denne politik. Vesten bør derfor anerkende, at geopolitiske interessesfærer, hvad enten vi kan lide det eller ej, i dag udgør grundpillerne i det internationale samfund. Opgaven er ikke at fordømme deres eksistens, men at arbejde hen imod en række minimumsstandarder for, hvordan stormagterne kan gebærde sig inden for disse sfærer.

Her kan Danmark spille en aktiv rolle på mindst to områder. Ressourcestærk, robust og sikkert indlejret i EU og Nato er Danmark i en stærk position til at tale de små landes sag i en verden præget af stormagtskonflikt. Danmark fører i øjeblikket kampagne for at blive medlem af FN's Sikkerhedsråd i 2025-26. Kampagnen giver en enestående mulighed for at indsamle information og skabe netværk med andre små lande og finde fælles grund for arbejdet, når Danmark forhåbentlig kan indtræde i sikkerhedsrådet. Det bygger samtidig videre på den større prioritering af FN, som for nylig blev præsenteret i regeringens udenrigspolitiske strategi.

For det andet bør Danmark opprioritere sin militære og diplomatiske indsats i Østersø-området. Dansk overvågning og beredskab i Østersø-området vil givetvis være mindre provokerende for Rusland end lignende amerikansk indsats og samtidig styrke båndene til USA.

Som nordisk land har vi både et særligt ansvar og en særlig forståelse for, hvordan vi i samarbejde med Sverige og Finland kan knytte de to lande endnu tættere til Nato i en tid, hvor der skelnes stadig hårdere mellem medlemmer og de lande, der står udenfor, og for at sikre et fortsat stærkt engagement i Baltikum - også når støvet efter invasionen har lagt sig, og USA's blik igen vandrer mod Kina og Stillehavet.