Ja-siden kan vinde på at holde lav profil

Kommentar at professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) den 29. maj 2022 i Kristeligt Dagblad.

Ja-siden har ført en særdeles afdæmpet kampagne op til afstemningen om forsvarsforbeholdet på onsdag. Det vil formentligt betyde lav valgdeltagelse, men også et ja.

Kampagnen op til afstemningen om det danske EU-forsvarsforbehold på onsdag den 1. juni har været stille og rolig. Aktivitetsniveauet har været moderat. Plakaterne i lygtepælene har været få. Argumenterne har som helhed været neddæmpede. Det er som om Paul Simon og Art Garfunkels storhit fra 1965 - "Sound of Silence" - hele vejen igennem har været underlægningsmusikken. Lyden af stilhed har været grundtonen.
Man kan spekulere på, hvorfor det har været således. Sandsynligvis har Ruslands krig mod Ukraine lagt en vis lyddæmper på kampagnen. Det er dog ikke hele forklaringen. Godt nok blev krigen brugt som anledning til at udskrive folkeafstemningen om EU-forsvarsforbeholdet. Før den var regeringen imod dansk deltagelse i EU's forsvarspolitiske samarbejde. EU-forsvarsforbeholdet skulle bevares. Efter den 24. februar ændrede regeringen holdning og var nu for fjernelsen af forbeholdet.

Når det alligevel næppe er hovedforklaringen på forløbet af kampagnen frem til 1. juni, skyldes det, at krigen mod Ukraine og det danske EU-forsvarsforbehold ikke har noget direkte med hinanden at gøre. Det er svært at finde gode argumenter for, at fjernelsen af det enkeltstående danske forbehold over for det forsvarspolitiske samarbejde i EU nu eller i fremtiden gør det lettere at imødegå russisk aggression i Europa.

En langt mere sandsynlig forklaring på den stille valgkamp er, at ja-sidens retorik og argumentationskraft som helhed har været endog meget nedtonet. Ja-siden har slået på, at der ville været nogle konkrete danske fordele ved fjernelsen af det danske EU-forsvarsforbehold, således at man kan deltage i EU-missioner i Balkan og ud for Somalias kyst. At fjernelsen af forsvarsforbeholdet desuden ville åbne for dansk deltagelse i bekæmpelsen af cyberkriminalitet og fremtidens våbensystemer. Og at man ved et ja ville sende et signal om, at Danmark var med til at bidrage til Europas fælles sikkerhed. Men skræmmekampagnen er udeblevet.

Sandsynligvis har ja-siden lært af fejltagelserne under kampagnen op til folkeafstemningerne i 2000 og 2015. I 2000 var der folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skulle indføre euroen eller ej. Ja-siden slog dengang kraftigt på de påståede store negative økonomiske konsekvenser, det ville have for Danmark, hvis vi ikke deltog fuldt ud i euro-samarbejdet. Efterfølgende udeblev disse negative økonomiske konsekvenser. Danmark har i perioden siden indførelsen af euroen i de fleste år haft en højere økonomisk vækst end landene i euro-området under ét.

I 2015 lød det fra ja-siden under kampagnen, at Danmark nærmest ville blive et helle for Europas kriminelle uden en ophævelse af retsforbeholdet og fuld dansk deltagelse i EU's politisamarbejde. Heller ikke denne påstand viste sig efterfølgende at holde vand.

Det ser ud til, at ja-siden tilsyneladende denne gang har taget ved lære. Overdrivelse af ja-fordelene og skræmmekampagnen er lagt på hylden. Flere politikere på ja-siden - blandt andet De Konservatives formand Søren Pape Poulsen og Søren Gade, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre - har været ude med, at et nej ikke ville have den store betydning for Danmarks eller Europas sikkerhed, selvom de anbefalede et ja.

For nej-siden har ja-sidens minimalistiske og afdæmpede kampagnen medført, at den har haft svært ved at aktivere vælgerne. Der skal to til en intens folkeafstemningskampagne. I både 2000 og 2015 lukrerede nej-siden i høj grad på, at ja-siden kørte kampagnen vældigt op i gear og overdrev konsekvenserne af et nej. Når selv ja-siden hævdede, at der var så meget på spil, blev det også langt lettere at trække vælgerne op af sofaen.

Det skal med i analysen, at valgdeltagelsen ved folkeafstemninger hænger sammen med personlige ressourcer. Høj indkomst og lang uddannelse øger sandsynligheden for, at man begiver sig hen for at afgive sin stemme. Modsat stemmer gruppen af vælgere med lav indkomst og ingen eller meget kort uddannelse i gennemsnit mindre hyppigt ved folkeafstemninger.

Samtidig er det således, at EU-spørgsmålet også deler gruppen af vælgere efter indkomst og uddannelse. Gruppen af vælgere med høj uddannelse og høj indkomst er i gennemsnit mere begejstrerede for EU end gruppen af vælgere med kort uddannelse og lav indkomst. Derfor rammer en lav valgdeltagelse især nej-siden.

Vælgerne trækkes især til valgstederne af en intens valgkamp, hvor de har fået at vide, at deres stemmeafgivning er afgørende. Stor vigtighed lokker flere vælgere til. Ved folkeafstemningen om euroen i 2000 var valgdeltagelsen 87,6 procent. I 2015 var den 71,9 procent i forbindelse med afstemningen om retsforbeholdet. Ved den nedtonede folkeafstemning om EU-patentdomstolen i 2014 var valgdeltagelsen kun 56,3 procent, selvom afstemningen endda blev afholdt sammen med et valg til Europa-Parlamentet. I 2014 blev det et ja modsat i 2000 og 2015.