Kina er USA's største rival

USA HAR NU OFFENTLIGGJORT sin længeventede nationale sikkerhedsstrategi. Det er sket samtidig med, at Kinas kommunistiske partis centralkomité mødtes for at vælge ledelse og beslutte politik for de næste fem år - herunder Kinas nationale sikkerhedspolitiske strategi. Det er to rivaliserende og meget forskellige lande med stærkt afvigende opfattelser af deres sikkerhed. Hvad vil en sammenligning mellem dem vise?

MAN KAN STILLE SPØRGSMÅLENE: Hvad vil de to lande, hvad kan de to lande, og hvad gør de to lande? Med andre ord: Hvilke mål stræber man efter for landet og for verden? Hvilken magt besidder man. Og hvilke veje - hvilken strategi - bruges for at realisere målene?

Præsident Bidens strategi afløser den korte, midlertidige nationale sikkerhedsstrategi, som kom i marts 2021, umiddelbart efter at Biden blev præsident.

Målet er klart: USA skal bevare sin magtposition. Vejen til målet skal opnås gennem en strategi om at ”udkonkurrere rivalerne”, som klart er defineret som primært Kina og sekundært Rusland. Kina er et land, som ”både har intentionen, og i stigende grad kapaciteter, til at omskabe den internationale orden til en orden, der hælder i retning af Kina”. Kina ”er den udfordrende magt, som har størst konsekvenser for USA”, fremgår det af strategien.

"Det Kina kan magtmæssigt, det er imponerende."

Hvordan vil USA ”udkonkurrere” Kina? Svaret er ved stærk industriel og innovationsmæssig strategi, ved at styrke fysiske infrastrukturelle forsyningslinjer og ikke mindst ved at vedtage love som ”Chips and Science Act”, som er den hidtil største investering i den teknologi, som for tiden importeres fra Kina. Vigtigt er det også at udkonkurrere Kina på alliancefronten. Kina har i princippet ingen allierede, mens USA's strategi er at være overlegent til stede overalt i verden.

Den konkrete strategi er at samarbejde med alle lande, som støtter en regelbaseret verdensorden, men også at USA skal ”presse alle partnere til at respektere og fremme demokrati og menneskerettigheder og presse allierede til at modernisere deres militære styrker”.

Hvordan er USA's globale magtposition? Det er markant, at USA i sin nye sikkerhedsstrategi er betydelig mere lavmælt, mere indbydende, mere appellerende og inkluderende over for omverdenen end før. Ikke at USA erklærer at være i tilbagegang. Tværtimod. USA ser sig selv som styrket, som den globale magt, der har ansvar for universelle værdier. Det understreges, at verdens stater ”vil blive holdt til ansvar for brud på menneskerettigheder, for at kæmpe for værdighed, lighed og retfærdighed og også for suverænitet, territoriel integritet og delt velstand samt for at afvise aggression, tvang og udefrakommende indblanding”.

Men USA erkender, at nogle stater vil have reservationer over for USA's magt og udenrigspolitik. Der er også stater, som ikke er demokratiske, men er afhængige af et regelbaseret, internationalt system. Så USA ser nødvendigheden af en bred, inkluderende koalition, som understøtter en mere fri og åben verden.

FOR USA ER 2022 et vendepunkt. Det giver ”formidable udfordringer”. USA er mere tilbageholdende end i sine tidligere strategier med at triumfere med sin generelle overlegenhed. Der er en større accept af en langt mere udfordret amerikansk global position end før.

Men fortsat understreges det, at ”der er intet, der er uden for vores kapacitet”. USA har en styrke, som konkurrenterne ikke kan matche. Det drejer sig om ”demokrati, åbent samfund, diversitet, opfindsomhed, innovation, kamperfaring, stærke alliancer og et stort, overlegent, frivilligt militær”, fremgår det.

HVORDAN SER KINA på sin sikkerhed? Kina har ikke nationale sikkerhedsstrategier som andre stater. Der findes hvidbøger, som indeholder strategier på forskellige områder, eksempelvis militære strategier. Men de egentlige nationale strategier skal findes i de ledende politikeres udtalelser. Kina mener grundlæggende, at det, der er vigtigst i verden, er Kinas udvikling og vækst. Det er klart demonstreret ved Xi Jinpings store tale ved den nyligt holdte 20. partikongres. Krigen i Ukraine blev ikke nævnt med et ord. Talen var ikke vendt mod verden, der blev i stedet peget på det særlige ved kinesisk kultur og civilisation. Partiet var målet, som nu mere end nogensinde skulle stå sammen om landets udvikling, sikkerhed og stabilitet. Selvom Kina fortsat overordnet set har ekstraordinære muligheder, er fremtiden også stormfuld og krævende. Kina er fredselskende, men er parat til at bruge alle midler for at fastholde sin suverænitet, ikke mindst i forhold til Taiwan. Xis mål var at fastslå partiets og dermed hans egen magtfuldkommenhed. Midlerne er ensretning og magtmonopolisering.

Kinas udenrigsminister, Wang Yi, talte for nylig for et andet forum, FN's generalforsamling. Emnet var Kinas internationale vilkår. Kina tror på menneskehedens fælles fremtid og på en global udvikling, hvor Kina som det største udviklingsland mere end andre støtter udviklingslandene. Her blev det fremhævet, at Kinas åbne, globale politik er det, som har gjort landet til verdens næststørste økonomi. Derfor fremhævede Wang Yi, at Kina er bekymret for global protektionisme og for afkobling. Denne globalt orienterede markering af Kinas afhængighed af sin placering i verden blev også udnyttet til de gængse udfald mod USA: om at føre proxy-krig Ukraine, om at optræde truende, med magtfuldkommenhed, med unilaterale tiltag og om at bruge demokrati og menneskerettigheder som våben for at opnå politiske mål. Intet land, fremhævede han, skal tyrannisere suveræne stater.

DER ER SÅLEDES to forskellige, men stærkt sammenhængende kinesiske mål: et introvert, ideologiseret nationalt mål om sammenhold, absolut partiledelse og øget styrke gennem udvikling, som hviler på konkrete nationale mål. Og et globalt mål, som forsøger at udnytte Kinas økonomiske, finansielle og teknologiske globale tilstedeværelse til at bane vejen for en stadig øget indflydelse i Asien og i hele verden. Her er det, at Kina reagerer stærkt på alle de tiltag, som kan spores i de amerikanske strategier om at inddæmme Kinas eksplosive vækst og indflydelse, og i USA's tale om en ”Kina-trussel”.

KONKLUSIONEN ER, at det USA vil, det er - under stadigt vanskeligere betingelser - at fastholde og udvide den globale politiske, diplomatiske, økonomiske, militære og teknologiske overlegenhed. USA kan gøre det, fordi landet fortsat scorer højest på alle magtkapabiliteter. USA bruger forsat strategiske veje til at realisere sine mål ved ultimativt at satse på politisk, diplomatisk, økonomisk, teknologisk og militær global tilstedeværelse i størst mulige strategiske alliancer og bindinger til alverdens lande.

Det Kina vil, er at udbygge sin nationale styrke, integritet, sikkerhed og suverænitet - båret af at stadigt mere lukket etpartistyre. På sigt håber landet dermed at blive den absolutte regionale stormagt med henblik på at udfordre enesupermagten USA. Det Kina kan magtmæssigt, er imponerende. Kina fastholder den del af den amerikanske verdensorden, som er til kinesisk fordel, men arbejder samtidig kraftigt på at bekæmpe den amerikanske strategi om at inddæmme et ekspanderende Kina.

Emner