Kina optræder neutral. Men er det ikke

Kronik af Bertel Heurlin, professor i statskundskab, leder af China Security Studies, Center for Militære Studier i Jyllandsposten d. 21. april.

Det er tydeligt, at Kina ikke har det godt med Ukrainekrigen. Sikkerhedsrådets forslag om fordømmelse af krigen blev da heller ikke mødt med kinesisk støtte til Ruslands veto. Kina undlod at stemme, som det også gjorde i forbindelse med to russisk-kritiske resolutioner i generalforsamlingen, som blev vedtaget med stort flertal. Kina ser heller ikke ud til åbenlyst at modsætte sig Vestens stadig hårdere økonomiske og finansielle sanktioner. Det kan måske heller ikke undre, når situationen er den, at USA og EU dækker en fjerdedel af Kinas globale handel i modsætning til Ruslands andel på 2,4 pct.

Kina har et stærkt og fint forhold til Ukraine. I 2013 indgik de to lande en venskabs- og samarbejdsaftale, som blev ratificeret i 2015. Kina havde et meget tæt samarbejde med de ukrainske myndigheder umiddelbart efter krigen i forbindelse med evakueringen af 6.000 kinesiske statsborgere. Sammen med 4.000 personer fra andre lande lykkedes det med den kinesiske ambassadør i Ukraine i spidsen at gennemføre en storstilet evakueringsoperation, som blev stærkt fremhævet i den kinesiske presse. Kina støtter nu det krigsramte Ukraine med humanitær hjælp i form af tæpper og sanitært udstyr.

Så noget tyder på, at Kina optræder som en slags neutral aktør i Ukrainekrigen. Men Kina er ikke neutral. Kina har i informationskrigen, som også mere end nogensinde sker på de sociale medier, utvetydigt taget stilling i konfliktens hovedindhold: Det er Vestens aggression i form af et voldsomt pres på Ruslands sikkerhed, som har fået Putin til at gå til modangreb mod Ukraine. Kina yder omfattende diplomatisk støtte til Ruslands krig. Rusland har ret til en interessesfære, som ikke skal svækkes af vestlig militær ekspansion. Påstandene om russiske krigsforbrydelser, ikke mindst i Butja efter de russiske troppers hærgen, bliver afvist som en skændig ukrainsk iscenesættelse.

Ruslands indsats med kinesisk støtte for at distribuere sine forvrængede narrativer til hele verden er omfattende og virker. Den diplomatiske indsats er også massiv. Udenrigsminister Lavrov rejser til Tunxi i Kina for at mødes med sin kollega Wang Yi. Mødet afsluttes med, at »der skal skabes en ny, retfærdig verdensorden«. Og Wang kvitterede med, at »Kina efter mødet nu var mere besluttet på at fremme forholdet mellem Kina og Rusland«. Kina kan ikke slippe verdens største stat i sin modstand mod et unilateralt USA.

Det interessante er, hvor Lavrov derefter rejste hen. Han tog på en todages tur til Indien. Det er her i Indien, et center i Indo-Pacific-regionen, at vi skal finde baggrunden og dynamikken bag Ukrainekrigen. Indien er ombejlet. Rusland og Indien har været tæt forbundne. USA ser Indien som en allieret og som modpolen til Kina i Asien. Men Indien har været baseret på alliancefrihed. Hvis fortællinger om Ukraine bliver støttet af Indien, den amerikanske eller den russiske? USA har netop ført intense forhandlinger på flere planer med Indien. Forsvarsministrene og udenrigsministrene har holdt fysiske møder i Washington. Præsident Biden har virtuelt mødt Modi.

Hvorfor nu Asien? Hvad drejer det sig om?

Intet mindre end verdensordenen. Og verdensordenen bestemmes langtfra af Kina og Rusland i fællesskab. Dette partnerskab er asymmetrisk, uholdbart. Kina stræber efter langt mere end det, man kan opnå med Rusland. Overordnet vil Kina, siger Xi, »udnytte vor selvtillid i vores historie, i vores teorier, i vores system, i vores kultur. Vi er nærmere mod centret af verdensscenen end nogensinde før«.

Fælleserklæringen mellem de to lande på åbningsdagen for vinter-OL viste klart, at det var Xi, der var pennefører. I den 10 siders lange venskabs- og partnerskabserklæring fik Rusland en smule kredit for at have bekæmpet nazismen under Anden Verdenskrig og for at have lidt under vedvarende vestlig ekspansion og aggression. Men Kina scorede højt på sine visioner om sammenslutningen om menneskehedens fælles skæbne og påstanden om, at den fælles enighed primært var rettet mod USA som hegemonen, der er udøver af uretfærdig magtfuldkommenhed. De to lande pegede på muligheden for en ny verdensorden.

Men den er stadigvæk ledet af USA. Kina ved det og udnytter fortsat den liberale globale orden, som har gjort landet stærkt og mægtigt. Det samme gælder ikke Rusland, som står uden for den globaliserede orden. Kina har langt mere på spil over for USA, som det både konkurrerer med, er i modsætning til og samarbejder med. Kina har et helt særligt sammenbindende modsætningsforhold i Asien med USA.

USA har massivt markeret sin globalt baserede Asien-position i to afgørende strategier, begge offentliggjort under Ukrainekrigen. Først The Indo-Pacific Strategy of the United States, The White House, February 2022. Det er bemærkelsesværdigt, fordi der - midt i den Europa-orienterede international krise - bliver peget på det globale center Indo-Pacific.

Kina har før vist en ekstrem pragmatisme og politisk dygtige løsningsmodeller på svære dilemmaer. Båndet til Rusland må kunne løsnes.

Det er her, at halvdelen af verdens befolkning lever, hvor to tredjedele af verdens økonomi er placeret, og hvor to tredjedele af den globale vækst foregår. I denne omfattende strategi lægger USA ikke skjul på, at det er her - med Kina - at det store slag skal slås, ikke i Europa. Og det er også her, at USA's værdipolitik sætter ind med fremhævelse af et frit og åbent, stærkt og udviklet Indo-Pacific. USA har valgt at satse på diplomati, demokrati og deterrence som strategiske pejlemærker. Fremhævelsen af Indien som verdens største demokrati er vigtig, men krigen i Ukraine har i den grad støttet demokratiprojektet, som demonstrerer, at et helt folk kæmper for og sætter livet på spil for en demokratisk styreform.

Pentagon afleverede forleden en omfattende fortrolig national forsvarsstrategi til Kongressen med løfte om en snarlig åben udgave. En kort sammenfatning blev dog offentliggjort. Den fastslår, at Kina er »the most consequential strategic competitor«. Og Kina skal imødegås i Indo-Pacific. Rusland kommer ind som nummer to. Et nyt begreb er ”integreret afskrækkelse”, som dels internt skal integrere alle former for at udkæmpe militære konflikter, dels integrere de amerikanske styrker med allierede og partnere.

Kort og godt: USA fastholder sin enesupermagtsstatus i en verden med universelle værdier som demokrati, menneskerettigheder, frihedsrettigheder, international lov og orden. Så længe Kina accepterer det og retter sig efter en norm og værdibaseret verdensorden, er der plads for et stærkt Kina.

Kina har mindre præcise visioner for verdens fremtid. Målet er vendt indad: Kinas officielle mål er rettet mod 2049 - 100 året for folkerepublikkens oprettelse. Kina skal som moderne socialistisk land være velstående, demokratisk, kulturelt avanceret, harmonisk og smukt.

For at nå dertil må det ske i en forståelse med USA. Vil en sådan forståelse være mulig, eller er den amerikansk-kinesiske rivalisering uundgåelig? Forholdet til Rusland kan spille ind.

Hvordan hænger det sammen med krigen i Ukraine? Kan Kina fastholde sin ubrydelige binding til et stadigt mere presset Rusland, som tilsyneladende hverken har klare planer for gennemførelse af krigen og - endnu mere betænkeligt - heller ikke har klare realiserbare formål? Et Kina, der har en klar udviklingsstrategi og klare mål med sin politik, kan ikke i længden være bundet af et land i tilbagegang med en økonomi baseret på eksport af råstoffer. Det gælder tilsvarende for et Kina, der om nogen prædiker absolut suverænitet, ikke indblanding i indre anliggender, ikke-regimeskifte, fravær af interessesfærer. Alt det, som Rusland har krænket i Ukraine.

Problemet er, at Kina skal undgå at tabe ansigt. Xi Jinpings prestige står på spil. Men Kina har før vist en ekstrem pragmatisme og politisk dygtige løsningsmodeller på svære dilemmaer. Båndet til Rusland må kunne løsnes. Måske er der en mulighed i det, som Kina hidtil har afvist: at optræde som en fair mægler. Det har Kina før haft held med i FN-sammenhæng. Det kunne falde i tråd med Kinas store engagement for konkret arbejde for international fred og sikkerhed, ikke mindst demonstreret gennem intens kinesisk deltagelse i FN-fredsbevarende militære aktiviteter.