Klimaet må altid have førsteprioritet

Nogle gange hører man somme udtale, at der jo er andre prioriteter end klimapolitikken. Og at midler til klimapolitiske initiativer bør indgå i den helt almindelige politiske prioritering, som også drejer sig om veje, våben og velfærd.

Nogle gange høres det ligefrem, at det bør tælles på klimaforandringernes positivside, at flere - i hvert fald indtil nu - dør af kulde end af varme.

På én måde er det helt rigtigt. Pengene kan nu engang ikke anvendes to gange. Bruges de på det ene, kan de ikke også bruges på det andet.

Men det er også forkerte betragtninger. Sikringen af klimaet bør altid være i en prioriteringsliga helt for sig. Alternativet til sikringen af temperaturstigninger på maksimalt 1,5-2 grader celsius, som bestemt i Parisaftalen i 2015, er ganske uoverskuelige for kloden som helhed. Det er potentielt meget ødelæggende for verden, som vi kender den. Nedbringelsen af udslippet af klimagasser er på en helt anden måde en klodeeksistentiel, politisk nødvendighed, end de fleste andre politikområder er.

Tørke. Ørkendannelser i ellers frugtbare områder. Uudholdelige temperaturer. Menneskegrupper på flugt. Gletsjere, der forsvinder. Vandmangel. Alt det, som vi så småt er begyndt at ane i horisonten, vil kun fortsætte i et accelererende tempo, hvis vi ikke sætter drastisk ind verden over og giver klimaet politisk førsteprioritet (men naturligvis ikke eneprioritet).

Det betyder også, at vi bliver nødsaget til at finde en måde at holde sammen på det globale, klimapolitiske samarbejde. Klimagasser kender ingen landegrænser. Udslip et sted er udslip alle steder.

Derfor må og skal vi samarbejde globalt. Også med dem, som vi er dybt uenige med om dette og hint. Som vi muligvis er i handelskonflikt med. Samarbejdet om klimaet må også gå på tværs af stormagtrivalisering. Ja, selv dem, som vi potentielt måtte ende i en indirekte krig med, bør vi alligevel kunne samarbejde med om løsningen på klodens klimasygdom. Thi kun en global vaccine i form af fælles nedbringelse af udslippet af klimagasserne og verdensomspændende grøn omstilling er virkningsfuld for helheden.

Samarbejdet om klodens klima fandt sin foreløbige form med Parisaftalen, og herudover er der en lang række bilaterale aftaler, som skal bekæmpe temperaturstigningerne. En bilateral klimaaftale var der også mellem Kina og USA, indtil Nancy Pelosi besøgte Taiwan. Det er derfor vigtigt, at der gøres alt for, at klimasamarbejdet mellem de to lande, som står for 40 procent af udslippet af klimagasser, kan genoptages.

Ikke mindst stormagterne må lægge en vis dæmper på sig selv. Skrue ned for de symbolske markeringer. Og bede hurtigt om godt vejr og klimaaftalernes genetablering, hvis der alligevel er noget, som går galt.

Vi må sørge for, at konflikter aldrig kører så langt ud af en tangent, at klimasamarbejdet på den blå planet rives itu. Selv fjender må man kunne samarbejde med om klimapolitikken. Selv sine fjender bør man i virkeligheden tage så meget hensyn til, at klimasamarbejdet ikke forskertses.

Alternativet er alt, alt for dystert.

Emner