Københavns fejlslagne nettonul-CO2-mål sår tvivl om andre store klimaplaner

Artikel af Kirstine Lund Christiansen, Ph.d. stipendiat, Sektion for Global Udvikling og Inge-Merete Hougaard, Postdoc, Institut for Antropologi i Forskerzonen (videnskab.dk) den 18. september 2022.

København, som ofte bliver hyldet som én af verdens grønneste byer for sin cykelkultur og andre initiativer, opgav for nylig sit mål om klimaneutralitet i 2025.

Dette første fejlslagne forsøg i det globale kapløb om netto-nuludledning (balance mellem mængden af CO2, som bliver udledt, og CO2, som bliver absorberet) er muligvis et varsel om, at der vil blive trukket i land af andre klimamålsættere, hvilket indikerer, at klimaløfterne skal ses bedre efter i sømmene.

Siden 2012, hvor København lancerede sin plan om at blive den første CO2-neutrale hovedstad i verden i 2025, har byen nydt både international anerkendelse og et markant løft i markedsføringen af hovedstaden.

Trækker sig fra at søge den store CCS-støttepulje

København forventer at reducere emissionerne med 80 procent ved for eksempel at omstille byens el- og fjernvarmesystemer til biomasse, vind og solenergi, renovere bygninger for at gøre dem energieffektive samt forbedre den offentlige transport.

Den resterende udledning skulle fjernes ved at installere CCS-teknologi til fangst og lagring af CO2 på det lokale affalds-til-energianlæg. 

Det ville fjerne CO2 fra skorstenene, før det bliver udledt i atmosfæren, og isolere det til senere underjordisk lagring.

Men i begyndelsen af august 2022 meddelte det semi-offentlige forsyningsselskab Amager Ressourcecenter (ARC), som administrerer anlægget, at man har valgt at trække sig fra at søge den nationale store CCS-støttepulje.

Denne støttepulje, hævder ARC, ville ellers have gjort forsyningsselskabet i stand til at opfange CO2 genereret ved at brænde byens affald. Så nu opgiver København at opfylde målsætningen.

Sparer på vigtige detaljer

Byer som Glasgow og Helsinki, lande som Sverige og Storbritannien, og virksomheder, som eksempelvis IKEA og Apple, har afgivet lignende løfter om at være CO2-neutrale i 2030, 2045 eller 2050. 

Det giver et indtryk af, at tilstrækkelige foranstaltninger til at imødegå klimaforandringer er på trapperne.

Alligevel indikerer en række rapporter og studier, at disse løfter ofte sparer på vigtige detaljer ved at undlade at inkludere statusrapporter eller specificere de emissioner, de er rettet mod.

Kritikere har advaret om, at idéen om netto nul kun tjener som grønvaskning af landenes og virksomhedernes omdømme, mens de forklejner det presserende behov for dekarbonisering.

København bliver næppe den sidste by eller virksomhed, som opgiver sit netto-nul-løfte. 

København er et eksempel på, hvordan lignende klimaplaner risikerer at falde fra hinanden i fremtiden, fordi man sætter sin lid til umoden teknologi og ekstern finansiering.

Tiltro til teknologien

Udviklingen i København belyser to problemer, som kan sætte en kæp i hjulet på andre netto-nul-strategier. 

For det første byens afhængighed af umoden teknologi. Københavns plan om at nå netto-nul-emissioner omfattede ikke altid CCS-teknologien. 

Da byen offentliggjorde sit 2025-mål i 2012, havde Folketinget netop afvist en ansøgning fra det svenske energiselskab Vattenfall om at installere CCS på sit kulkraftværk i det nordlige Jylland.

Danske politikere ønskede at se, hvad der skete med CCS i udlandet, før de ville tillade teknologien i Danmark.

I stedet byggede Københavns netto-nulplan i 2012 på en forventning om at kunne reducere energi-til-affaldsanlæggets emissioner ved at genanvende mere plastikaffald og øge forholdet mellem organisk affald (da det ville tælle som CO2-neutralt). 

Men da den tredje og sidste køreplan for Københavns omstilling blev præsenteret i 2021, manglede hovedstaden 430.000 ton CO2 for at nå målsætningen om CO2-neutralitet i 2025. 

Sideløbende med andre tiltag skulle CCS – i overensstemmelse med ny national politik - installeres på anlægget for at mindske forskellen ved at reducere CO2-udledningen med 390.000 ton.

Ifølge forsyningsselskabet, der administrerer anlægget på Amager Ressourcecenter, kan teknologien indfange op til 500.000 ton CO2 årligt fra affaldsforbrændingen.

CCS-teknologiens meritter er ikke imponerende

København er ikke alene om at inkludere CCS-teknologien i sin klimastrategi. Oslo og Stockholm forventer også at nå netto nul ved hjælp af CCS. 

Danmarks nationale klimastrategi forventer, at CCS vil indfange mellem 3,5 millioner ton og 8 millioner ton CO2 i 2030.

På trods af tiltroen er CCS-teknologiens meritter ikke imponerende.

Et nyt studie foretaget af tænketanken Institute for Energy Economics and Financial Analysis viste, at CCS-projekter har en tendens til at underpræstere i forhold til deres mål for udledningsreduktioner.

Dedikeret investering i CO2-lagringsteknologi har også været træg. Som følge deraf bruges CCS i vid udstrækning til at forlænge de fossile brændstoffer holdbarhed, da opfanget CO2 kan injiceres i oliebrønde for at udvinde yderligere olie. 

Disse - og andre problemer - blev rapporteret til kommunalledere i København som væsentlige risici for 2025-målet.

Manglende ansvarlighed

Det andet problem er spørgsmålet om ansvarlighed. Hvem er i sidste ende ansvarlig for, at København ikke har nået sit netto-nulmål? 

Da forsyningsselskabet ARC første gang annoncerede sin plan om at implementere CCS på affaldsenergianlægget i 2021, regnede ARC med ekstern finansiering og en understøttende politisk ramme.

Nu kritiserer lederen af byens teknologi- og miljøudvalg politikerne for bevidst at opstille økonomiske kriterier, som forsyningsselskabet ikke kan opfylde, hvilket står i vejen for, at hovedstaden kan blive klimaneutral. Og så er ansvarsstafetten givet videre.

Udledningsmålsætningen skal være baseret på troværdige tiltag, som ligger inden for målsætternes beføjelser.

Der skal være klare måder at tildele ansvarlighed, hvis planerne mislykkes. 

Spørgsmålstegn ved validiteten

Når organisationer praler med deres løfter, som i sidste ende afhænger af andres handlinger for at lykkes, har offentligheden ret i at sætte spørgsmålstegn ved validiteten.

Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, mener stadig, der er håb om, at det lykkes byen at blive klimaneutral i 2026, 2027 eller 2028. 

Men dette eksempel viser alligevel, hvor nemt netto nul-planer kan falde fra hinanden.

Det afslører farerne ved den nuværende ukoordinerede tilgang til at nå netto nul, hvor enhver organisation frit kan afgive sine egne opsigtsvækkende løfter uden fuldt ud at tage højde for, om det nu også lykkes. 

Det, vi har brug for, er, at beslutningstagere i politik og erhvervslivet præsenterer troværdige planer for den dybtgående dekarbonisering af samfundet, der er behov for.