18. juni 2022

Krigen i Ukraine retfærdiggør ikke en studehandel med Polen

Kommentar

»Også dele af Europa-Parlamentet er i oprør og truer med mistillidsvotum imod Kommissionen. De mener, at von der Leyen bruger retsstaten som en usmagelig bargaining chip midt i en krig, hvor polakkerne har taget over en million flygtninge og vundet sympati(...),« skriver Marlene Wind.

I politik kan man ofte kun have fokus på én ting ad gangen. Sådan er det også i international politi hvor én begivenhed ofte rydder forsiden og suger al opmærksomhed til sig.

Da krigen i Ukraine brød ud, glemte de fleste således de rædsler, der stadig udspiller sig i Afghanistan, som Vesten ellers havde haft stor fokus på efter den lidet skønne rømning af landet året før.

Men nu er det så på fjerde måned krigen i Ukraine, der dominerer, hvilket heller ikke er så underligt. Det er trods alt den største krig i Europa siden Anden Verdenskrig. Samtidig er det en krig, der har forandret - eller er i gang med at forandre - Europas egen identitet, og hvor vi dagligt kæmper med at fastholde enigheden blandt medlemslandene i sanktionspolitikken over for Putin.

Og enighed er helt afgørende. Ikke kun for EUs troværdighed og effektiviteten af sanktionerne, men også hvis EU skal kunne træde ind på den geopolitiske scene, som fællesskabet mere eller mindre nødtvunget er kommet til at spille på.

Midt i alt dette mener kommissionsformanden, Ursula von der Leyen, så, at vi bør begrave stridsøksen over for Polen og udbetale de 35 milliarder euro, som siden 2020 har været tilbageholdt, fordi Polens konservative PiS-regering har undermineret retsstaten. Noget den har fået adskillige domme ved EU-Domstolen for.

Men for enighedens skyld vurderer et flertal i Kommissionen nu, at polakkerne er på rette kurs og skal have deres penge. Dog har Polen (endnu) ikke leveret. Og de få eksperter, der følger dette tæt, tror på, at de ændringer, som den polske regering har stillet i udsigt, vil være meget andet end vinduespynt.

Eksempelvis skulle Polen efterleve kravet om at afskaffe det omstridte »disciplinærkammer« i højesteret, der har beføjelse til at undersøge og straffe dommere for de domme, som de afsiger. Men i realiteten er kammeret kun omdøbt til det nye »kammer for professionelt ansvar«. Udover det »nye« kammer, kræver von der Leyen, at Polen skal stoppe med at straffe dommere, der dømmer imod regeringen, og at man genansætter de dommere, der har været igennem en uretmæssig »disciplinær« proces.

Ifølge den polske højesteretsdommer Michał Laskowski er de nye indrømmelser fra PiS-regeringen dog kun overfladiske: »Intet ændrer sig. De vigtigste problemer med retsstaten er ikke elimineret,« siger han. Også den tidligere polske ombudsmand, Adam Bodnar, er skeptisk. Han peger på, at præsident Duda siden russernes invasion har udpeget mere end 200 nye politiske dommere.

Truer med mistillid

Også dele af Europa-Parlamentet er i oprør og truer med mistillidsvotum imod Kommissionen. De mener, at von der Leyen bruger retsstaten som et usmageligt forhandlingskort midt i en krig, hvor polakkerne har taget over én million flygtninge og vundet sympati for aldrig at have købt ind på Vestens og især tyskernes »Wandel Durch Handel«-filosofi (forandring gennem samhandel, red.). Alligevel er vi nu i den paradoksale situation, at vi måske giver køb på vores demokratiske principper, fordi vi prioriterer enighed højere.

Men som jeg skrev i marts: » ... vi skal passe på demokratiet. Også i de lande i Europa, som selv er godt i gang med at ødelægge det indefra. Derfor bør vi (...) på én og samme tid løse Polen og Ungarns europæiske retsstatskrise »som var der ikke var en russisk krig i Ukraine og samtidig i fællesskab bekæmpe russerne, som var der ikke en retsstatskrise«». Har vi glemt det nu?

I Kommissionens »Justice Scoreboard« fra 2021, hvor alle landes retsstater måles og vejes, kunne man konstatere, at domstolenes uafhængighed generelt har været presset under coronapandemien. Under corona fik også danske domstole politisk diktat om at lukke deres aktiviteter ned. Det var dybt problematisk.

Alligevel er de færreste nok klar over, at diskussionen om domstolenes uafhængighed ikke drejer sig om højtflyvende demokratiteori eller smagsdommeri, men angår selve det indre markeds overlevelse. Kun uafhængige domstole kan sikre, at medlemslande, virksomheder og borgere forbliver lige for loven. Politisk indblanding i domstolenes arbejde eller politisk udpegede dommere vil altid skabe tvivl om, hvorvidt en myndigheds afgørelse for eksempel i en byggesag i et EU-land er baseret på magt, snarere end ret. I en forskningsartikel fra 2021 baseret på et meget stort datamateriale, viste jeg sammen med en spansk kollega, at der er en klar sammenhæng mellem domstoles reelle uafhængighed og et velfungerende indre marked.

Solide demokratiske institutioner påvirker alt fra investeringsbeslutninger til bekæmpelse af korruption og generel tillid mellem retssystemer. Også når der for eksempel skal udleveres dømte mellem EUs medlemslande. Adskillige sager har allerede vist, at mistillid til især det polske retssystem har forhindret udleveringer af dømte fra andre EU-lande. Borgeres retsstilling bliver også forskellig, hvis vandrende arbejdstagere ikke beskyttes ens i alle medlemslandene.

Så selvom enighed i Ukrainekrigen er helt afgørende, bør vi holde fast i, at ingen studehandel om retsstaten kan retfærdiggøres. Hverken i enkeltlande eller i EU som sådan.

"Politisk indblanding i domstolenes arbejde eller politisk udpegede dommere vil altid skabe tvivl om, hvorvidt en myndigheds afgørelse for eksempel i en byggesag i et EU-land er baseret på magt, snarere end ret."

Emner