Kvinder undersælger sig selv

Jeg var der ikke selv, men et kig i programmet giver syn for sagen.

Ligestillingsdebatten er proppet med politiske løsninger, der leder med lys og lygte efter en faglig begrundelse. Det er ikke unikt eller exceptionelt, da politik oftest sker, når en løsning leder efter et problem.

Ligestillingsdebatten savner ikke synspunkter, men det står lidt mere sløjt til med de mere grundlæggende forståelser af problemets kerne. Som med andre af de »bløde« samfundsproblemer, som for eksempel diskrimination af etniske minoriteter, er ligestilling også fra forskningen domineret af særlige metoder og teorier, der ikke nødvendigvis er særligt egnede til at være problemløsende.

Økonomer i både Danmark og udlandet er ved at ruske lidt op i det. Christine Exley og Judd Kessler fra henholdsvis Harvard og Pennsylvania universiteterne kommer med et lidt mere informeret indspark i debatten med ny artikel i det velansete økonomitidsskrift Quarterly Journal of Economics.

Kvinder selvpromoverer for lidt

Deres hovedbudskab er, at kvinder er langt mindre selvrosende om egne evner, end mænd er, på domæner som matematik og naturvidenskab, hvor mænd traditionelt fylder en del.

I en lang række eksperimenter lader de tusindvis af kvinder og mænd løse en række standardiserede test og efterfølgende lade deltagerne vurdere egne resultater.

Selvom kvinder og mænd klarer sig lige godt, har mænd en langt mere positiv vurdering af egne resultater. Dermed opstår der et gab mellem evne og selvvurdering for mænd, som ikke ses for kvinder.

Forskellen i selvvurdering træder også frem, når deltagerne skal fortælle om egne evner til en potentiel arbejdsgiver. Dermed bliver forskellen i selvvurdering til en ret fundamental kønsforskel i selvpromovering.

Forskerne tager også favntag med et naturligt opfølgende spørgsmål: Hvornår opstår denne kønsforskel?

De kan ikke helt få skovlen under, om forskellen er givet ved fødslen eller præget af normerne i opvæksten, men de kan vise, at kønsforskellen i selvpromovering også findes blandt børn og unge.

I en opfølgende undersøgelse med over 10.000 unge mennesker finder de samme mønster blandt skoleelever i 12-13 årsalderen. Det giver os en fornemmelse af, at det ikke er sidste halvdel af uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet, der fremavler denne kønsforskel.

Selvpromovering i den virkelig verden

Kvinders manglende selvpromovering er ikke uvæsentlig for deres muligheder i moderne samfund. Vi har et samfund, der i høj grad vægter menneskers evne og vilje til at træde frem på scenen og fortælle om egne fortræffeligheder.

Både offentlige og private organisationer bruger aktivt medarbejderes selvvurderinger af egne evner og kompetencer til at træffe beslutninger. Det kan være i alt fra medarbejderudviklingssamtaler, lønforhandlinger, jobsamtaler, og når opgaver skal fordeles.

Den moderne arbejdsplads ser det ofte som en form for fremskridt, at medarbejdere kan sætte ord på egne fortræffeligheder, men skal man tro forskningen, er denne på overfladen frigørende selvudfoldelse en kilde til fundamentale kønsforskelle.

Hvad gør vi ved det?

Nogle vil mene, at vi skal fokusere på mændene og få dem til at være mindre selvpromoverende. Det kan være en politisk ormegård, selvom flere universiteter og andre arbejdspladser arbejder med tiltag, der for eksempel til møder skal sikre, at meget frembrusende mænd skal give lidt plads til kvinderne.

Den mere positive vej kunne være interventioner, der tilskynder kvinder til at være mere selvpromoverende. Eller rettere: Måske skal fokus være på, at kvinder også skal være selvpromoverende, når det gælder områder, der er mandsdominerede, da noget tyder på, at de godt formår det på områder, vi som samfund opfatter som kvindedomæner.

Noget forskning kunne tyde på, at information og opfordring til kvinder om at agere mere selvpromoverende kan virke positivt. Indtil vi finder solide, forskningsbaserede løsninger på problemet, vil jeg derfor blot komme med en opfordring: Kvinder, I skal ikke sætte jeres lys under en skæppe!