Det er præcis 50 år siden, at vi stemte os ind i EF. Lad os nu prøve at forstå Europa og europæerne lidt bedre

Debatindlæg af professor ved Institut for Statskundskab Marlene Wind i Berlingske den 1. oktober 2022.

Der er én ting, som vi ved, og det er, at EU er noget juks, og den helt almindelige dansker er en lille bangebuks«.

Sådan sang Lisbet Dahl og Henrik Lykkegaard alias Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl i Cirkusrevyen 2015 i et af de absolut bedre numre af Carl-Erik Sørensen/James Price.

I denne weekend er det præcis 50 år siden, at Danmark stemte sig ind i EF efter første gang at have ansøgt om medlemskab i 1961 sammen med briterne. De Gaulle ville som bekendt ikke have briterne med, og så trak vi også følehornene til os og ventede - først til 1967 (hvor briterne igen fik nej) for så endelig at komme ind i 1973 - sammen med Storbritannien og Irland. En beslutning som har haft en næsten revolutionerede betydning for samfundsudviklingen ikke bare i kongeriget i det sidste halve århundrede, men også for vækst og velstanden på hele det europæiske kontinent.

Det officielle Danmark har ikke gjort meget ud af begivenheden (endnu), og det er ærgerligt, for hvor godt forstår vi egentlig vores egen »europæisering«? Forstår vi for eksempel hvordan og ikke mindst hvorfor, unionen gik fra at være et marked til at være et højt reguleret fællesskab og snart måske en geopolitisk aktør?

Som historiker Thorsten Borring Olesen skriver i sin nye bog »Den svære dans: Danmark og det europæiske samarbejde«, sagde danskerne for 50 år siden primært ja til et mellemstatsligt økonomisk samarbejde og ikke det overstatslige politiske samarbejde, som det for længst er blevet. Men det er der en rigtig god forklaring på, som vi desværre alt for sjældent minder os selv om.

Det med det geopolitiske er let nok, for det handler selvfølgelig om, at Ukrainekrigen har gjort det helt afgørende, at vi kan beskytte Europa i en ny kold krig mod russerne. Også fordi amerikanerne mener, at vi bør kunne mere selv.

Handelssamarbejdet kræver lidt mere forklaring, for når det blev meget mere »politisk«, end man i sin tid forestillede sig, handler det naturligvis om, at det hurtigt gik op for de fleste, at når man binder sine markeder sammen til ét stort (næsten en halv milliard mennesker), er man også nødt til at regulere andre ting i fællesskab. For eksempel vedtage ens miljø og klimaregulering, forbrugerbeskyttelse og konkurrencepolitik. Har vi ikke fælles regler og standarder på disse områder, vil en dansk landmand eller fabriksejer hurtigt opdage, at de miljø- eller arbejdsmiljøregler, hendes ansatte skal rette sig efter, får svært ved at hamle op med dem, der gælder i langt mindre regulerede økonomier. Det samme gælder forbrugerbeskyttelse og kvinders ligestilling.

Beskyttes vi ikke lige godt på tværs af grænser, påvirker det konkurrencen. Det betyder også, at myten om, at man bare kan rulle samarbejdet tilbage til et »marked« uden politik ganske enkelt er, ja, netop det, en myte. Dog en, som stadig trives i bedste velgående.

Det europæiske samarbejde er på mange måder netop blevet en så stor succes, fordi det hviler på tusindvis af fælles regler, og fordi en uvildig domstol har haft mandat til at skære igennem, når medlemslandene var uenige. Dette har ikke altid været let, slet ikke for danske politikere, der som de eneste i Europa har fastholdt mantraet om »ingen over eller ved siden af Folketinget«.

Bare husk Nick Hækkerups udfald imod EU-domstolen fra Folketingets talerstol, da domstolen afgjorde, at logging af borgernes teleoplysninger ikke var lovlig. Det havde han i hvert fald ikke tænkt sig at efterleve. Men begynder vi at botanisere i de fælles regler, vil vi hurtigt igen have 27 forskellige markeder med forskellige regelsæt i stedet for et.

Det har de fleste da også indset - måske med undtagelse af Polen og Ungarn, der som bekendt de sidste 7-12 år med næb og kløer har insisteret på ikke at ville efterleve de aftaler, de selv har skrevet under på. Det så vi tydeligst, da polakkerne sidste år afviste EU-rettens forrang efter først at havde fyret de af deres egne dommere, der netop forsøgte at sætte retsstaten øverst.

Fortsætter denne udvikling, kan de næste 50 års samarbejde blive betydeligt mindre harmonisk end de forudgående. Vil en ny højreregering i Italien ændre på det? Det har mange mere eller mindre kvalificerede danske kommentatorer kloget sig en del på de seneste dage. Endnu en »Orbán« i EU har set dagens lys, hedder det. Og jo, det kan blive turbulent med Meloni. Men dels fik hendes højrekoalition ikke de 2/3 af stemmerne, der - som Orbán - har kunnet ændre forfatningen og underminere de (heldigvis) solide italienske domstole. Og dels når hendes udlændingepolitik ikke vores egen (!) til sokkeholderne. Selv med Fratelli d'Italia kommer vi til at se langt efter nye venner, der også vil sende syriske asylansøgere retur til Assad (eller i trøstesløse udrejsecentre), oprette lejre i Rwanda eller gøre det så godt som umuligt selv for lovlydige borgere at opnå dansk statsborgerskab.

Så lad os derfor her ved 50-årsmilepælen sætte os for at prøve at forstå Europa og europæerne lidt bedre. Lidt mindre bagedyst og lidt mere public service med reelle vitaminer ville gøre underværker. Til gengæld meget gerne mere cirkusrevy!

Emner