Med højere forsvarsudgifter kommer ubekvemme prioriteringer

Kommentar af lektor Søren Hove Ravn (Økonomisk Institut) i Altinget den 29. marts 2022. 

Regeringen og et flertal af Folketingets partier har aftalt, at Danmarks forsvarsudgifter over en tiårig periode skal hæves til at udgøre to procent af bruttonationalproduktet (BNP).

Aftalepartierne har meddelt, at udgifterne finansieres ved at lade den offentlige sektor køre med et underskud i en årrække. Det kan give det indtryk, at højere forsvarsudgifter ikke udgør nogen forhindring for andre politiske ønsker. Sandheden er dog en anden, og politikerne kommer derfor ikke uden om hårde prioriteringer i mange år frem.

I 2021 udgør Danmarks forsvarsudgifter omkring 1,3 procent af BNP, og det vil ifølge Finansministeriet koste 18 milliarder kroner ekstra om året at nå op på to procent. Så store merudgifter er der ikke plads til i det såkaldte finanspolitiske råderum, som i forvejen var ret begrænset.

Aftalepartierne har derfor så at sige købt sig et større råderum ved at aftale, at man nu ikke længere har som sigtelinje, at de offentlige finanser skal gå i nul i 2030. I stedet sigter man nu efter et underskud på 0,5 procent af BNP i 2030. Der er ikke i sig selv noget alarmerende ved at sigte mod underskud i 2030.

Men det ændrer ikke ved, at man ikke i sidste ende kan finansiere en permanent stigning i de offentlige udgifter med et regnskabsteknisk greb.

Men det ændrer ikke ved, at man ikke i sidste ende kan finansiere en permanent stigning i de offentlige udgifter med et regnskabsteknisk greb.

I praksis er der tre mulige finansieringsformer. Enten kan statens indtægter øges gennem højere skatter eller via reformer.

Alternativt kan andre offentlige udgifter reduceres eller stige mindre end oprindeligt planlagt. Endelig kan staten optage mere gæld.

Sidstnævnte vil automatisk komme til at ske, når politikerne vælger at lade staten køre med vedvarende underskud. Danmark har i forvejen en lav statsgæld, så en stigning i gælden er ikke i sig selv alarmerende.

Men det er alligevel bemærkelsesværdigt – og et brud med årtiers tradition i dansk finanspolitik – at lade en permanent stigning i de offentlige udgifter i den størrelsesorden finansiere med højere gæld.

Et af de mest flittigt stillede spørgsmål til økonomer gennem de seneste to år har været, hvordan Danmark har haft råd til de store hjælpepakker under coronakrisen. En central del af svaret har været, at selv om det ofte drejede sig om store tal, så var der tale om engangsudgifter.

I udregninger af finanspolitisk holdbarhed kigger man mange år frem, og så fylder engangsudgifter ikke så meget. Derfor har det givet god mening at optage gæld, som så kan nedbringes igen over en årrække.

Den aktuelle stigning i forsvarsudgifterne er derimod en permanent stigning, hvor Danmark år efter år kommer til at bruge mange flere penge på forsvaret. Derfor er det faktisk en større udfordring at finansiere denne stigning, og det er samtidig mindre oplagt at gøre det via øget gældsætning, fordi gælden i så fald blot vil vokse over tid.

Derfor er det faktisk en større udfordring at finansiere denne stigning, og det er samtidig mindre oplagt at gøre det via øget gældsætning, fordi gælden i så fald blot vil vokse over tid.

Politikerne må derfor før eller siden anvise, om de højere forsvarsudgifter skal finansieres via øgede indtægter eller en reduktion af andre udgifter.

I et vist omfang vil det ske helt automatisk, for regeringens 2030-plan vil senere i år vise, at de højere forsvarsudgifter æder hovedparten af det udvidede finanspolitiske råderum, som man har købt sig; i hvert fald når der også tages højde for det såkaldte demografiske træk på de offentlige udgifter.

Derfor vil der være færre penge at forhandle om under de årlige finanslovsforhandlinger, ligesom politikerne bliver tvunget til at medbringe finansiering til nye politiske initiativer. Det er også værd at huske, at den langsigtede finanspolitiske holdbarhed i betydelig grad baserer sig på, at tilbagetrækningsalderen vil blive sat op i takt med stigende levealder.

Med de højere forsvarsudgifter er der nu ikke længere råd til at slække på denne såkaldte indekseringsmekanisme, som det ellers er blevet foreslået fra flere sider.

Kort sagt har politikerne med aftalen om højere forsvarsudgifter allerede brugt en meget stor del af de penge, som over de kommende år kunne være brugt på andre formål. Og pengene kan som bekendt kun bruges én gang.

Emner