Medierne svigter deres oplysningsansvar i debatten om forsvarsforbeholdet

Kommentar af Ph.d. stipendiat Jakob Dreyer (Institut for Statskundskab) i Altinget den 26. april.

Danmark har ikke stået i en så udfordrende sikkerhedspolitisk situation i generationer. Der er krig i Europa – og den er desuden forbundet med en serie nye sikkerhedspolitiske områder som klimaforandringer, energi samt et svækket og splittet USA.

De sammenfaldende og påtrængende kriser udfordrer hele vores politiske systems tro på fred gennem frihandel og åbner nye spørgsmål om, hvor meget vi vil risikere og ofre os.

Udenrigs- og sikkerhedspolitik har i årtier været forsømt af politikere, medier og vælgere. Forskning peger på, at dansk sikkerhedspolitik har været reaktiv, risikoavers og med lav folkelig interesse og ikke mindst tegnet af en lille eksklusiv gruppe af politikere, topembedsmænd og eksperter.

De danske medier har gjort ondt værre ved at fokusere mere på indenrigspolitisk taktik end udenrigspolitisk strategi.

Meningsmålinger har vist, at meget få danskere indtil nu har anset det som et vigtigt emne. I den kontekst giver afstemningen om det danske forsvarsforbehold anledning til, at vi kan tage en vigtig demokratisk debat om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik og Danmarks deltagelse i det internationale sikkerhedssamarbejde – her i en EU-ramme.

Spørgsmålet danskerne skal tage stilling til er klart: Skal Danmark kunne tage del i den militære del af EU's forsvars- og sikkerhedspolitik? Men desværre har debatten handlet om alt muligt andet.

Først vildledte ja-siden ved at formulere spørgsmålet som om, at afstemningen handler om Danmarks generelle mulighed for at deltage i europæisk sikkerhedspolitik.

Siden er det lykkedes nej-siden at bygge en kampagne op omkring frygt for en overstatslig EU-hær og dansk suverænitetsafgivelse på noget så centralt som forsvarspolitikken. En kampagne, der ikke blot bygger på frygt, men som er decideret vildledende. Eksempelvis skrev Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, 21. april i Altinget, at det er "reelt usikkert, hvad det er vi siger ja til, og hvad vi forpligter os til på den lange bane".

Påstanden er vildledende, da det er skrevet ind i Lissabon-traktaten, at beslutninger, der har "militære- og forsvarsimplikationer" ikke kan gøres overstatslige (jf. art. 31 stk. 4). Juraen var således klokkeklar, allerede inden udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fik tilføjet, at et forslag om suverænitetsafgivelse ville udløse en ny folkeafstemning.

Desuden er tanken en by i Rusland for de øvrige medlemsstater, der – ikke overraskende – også ønsker et rent mellemstatsligt samarbejde.

Denne indadskuende debatform kunne løftes til at behandle langt mere væsentlige spørgsmål.

Dermed er der modsat valuta- og retsforbeholdet ikke suverænitetsafgivelse forbundet med opgivelse af forsvarsforbeholdet. Det klassiske dilemma mellem indflydelse og suverænitet, der karakteriserer de øvrige forbehold, giver således ikke mening som ramme for diskussionen om forsvarsforbeholdet.

Her har også Socialdemokratiet udsat mange fælder for sig selv, da partiet under Trine Bramsens tid som forsvarsminister reelt var en del af nej-siden, og selv bidrog til vildledningen af befolkningen.

I mellemtiden har de danske medier gjort ondt værre ved at fokusere mere på indenrigspolitisk taktik end udenrigspolitisk strategi.

I Altinget har politisk kommentator Erik Holstein argumenteret for, at afstemningen er en gave for Morten Messerschmidt (DF) og en potentiel tabersag for Mette Frederiksen (S). 

Samtidig har chefredaktør Jakob Nielsen påpeget alle de fælder, ja-siden falder i under afstemninger om forbeholdene. Han mangler imidlertid at tydeliggøre den grundlæggende forskel på denne og tidligere afstemninger, som er, at Danmark ikke afgiver suverænitet ved at opgive forsvarsforbeholdet. Den forskel gør, at påstandene om tabt selvbestemmelse her ikke blot er en skræmmekampagne, men er decideret vildledende.

Debatten må af gode grunde forvirre danskerne mere end oplyse om, hvad de reelt skal tage stilling til. Det er et demokratisk problem i en situation, hvor op mod halvdelen af danskerne fejlagtigt mener, at en opgivelse af forsvarsforbeholdet fører til tab af national selvbestemmelse.

Når de skal stemme om muligheden for at deltage i et rent mellemstatsligt samarbejde, risikerer de således at stemme på et fejlagtigt grundlag.

Denne indadskuende debatform kunne løftes til at behandle langt mere væsentlige spørgsmål.

Når ja-siden nu ønsker, at Danmark skal indgå i EU's militære forsvarssamarbejde, i hvilken retning vil man så trække EU's forsvars- og sikkerhedspolitik?

De siger selv, at de vil ind i "kernen af Europa" og tage ansvar, men hvordan vil de forvalte det ansvar? Hvordan vil de prioritere mellem EU, Nato og FN?

Og hvordan vil man vægte det militære over for andre politikområder i en situation, hvor vi stadig køber store mængder energi af Rusland, og hvor konsekvenserne af global opvarmning kun bliver større?

Derudover har det mellemstatslige forsvarssamarbejde i EU udviklet sig markant siden Trump blev valgt til USA's præsident og nu i et endnu højere gear efter Ruslands invasion af Ukraine.

Hvis medierne evnede at skaffe svar på disse spørgsmål, ville det gøre os alle klogere.

Derfor kunne medierne oplagt spørge nej-siden, hvordan det i den kontekst tjener at sætte sig selv uden for indflydelse i EU's rent mellemstatslige militære samarbejde?

USA's ambassade i Danmark udtalte tidligere på måneden, at: "USA og EU har et stærkt løbende sikkerhedssamarbejde" og understregede, at "USA anerkender vigtigheden af et stærkere og mere kapabelt europæisk forsvar, der bidrager positivt til transatlantisk og global sikkerhed og komplementerer Nato."

Hvorfor ønsker de to Nato-pro partier Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, at Danmark skal fastholde sit forsvarsforbehold, når USA således anerkender vigtigheden af USA og EU's sikkerhedssamarbejde? Og hvordan vil de forberede Danmark på en situation, hvor en amerikansk præsident igen sår tvivl om Nato? 

Og hvordan vil Enhedslisten, der ønsker Danmark ud af både Nato og EU, sikre Danmark territorielt og udøve sikkerhedspolitisk indflydelse? Mener de, at FN er et tilstrækkeligt alternativ, når Rusland og Kina har vetoret i FN's Sikkerhedsråd?

Og er drømmen om en rent nordisk forsvarsalliance realistisk, når Sverige og Finland står til at gå ind i Nato og Norge bidrager aktivt til EU's forsvarssamarbejde?

Hvis medierne evnede at skaffe svar på disse spørgsmål, ville det gøre os alle klogere, inden vi skal sætte vores kryds 1. juni. Og debatten ville efter årtiers forsømmelse kunne styrke den demokratiske samtale om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.