Mere Europa i det danske forsvar er ikke kun klogt. Det er også nødvendigt

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske Opinion den 1. marts 2022

Det er et dogme i dansk udenrigspolitik, at økonomisk-politisk samarbejde først og fremmest sker med vore nabolande i EU, mens USA er vor primære samarbejdspartner, når det drejer sig om forsvars- og sikkerhedspolitik. Spørgsmålet er, om det ikke er på tide at opbløde dette dogme. Her drejer det sig ikke om samarbejdsrelationen i EU, for den fælles handelspolitik, konkurrencepolitik og det indre marked gør, at det er her, det foregår for Danmark. Derimod kunne det være en overvejelse værd, om ikke Europa kunne indtage en mere ligeværdig rolle i forhold til dansk forsvars- og sikkerhedspolitik sammenlignet med USA. Det drejer sig ikke om, at USA skal desavoueres, men om ikke alene at lægge alle danske forsvarslodder i den amerikanske kurv. Årsagen til et sådant skifte er flere. For det første er langtidstendensen, at USA interesserer sig mindre og mindre for Europa. Denne tendens kan gå op og ned. Under præsident Joe Biden interesserer USA sig tilsyneladende mere for Europas forsvar og sikkerhed end under Donald Trump og Barack Obama. Det ændrer imidlertid ikke ved, at USA på lang sigt vil have mere fokus på Kina som verdens anden supermagt end på Europas situation. Det er den ubønhørlige tendens, når man ser ud i fremtiden.

For det andet er Europas lande også i høj grad i gang med at give verdensdelen mere forsvarspolitisk pondus både hver for sig og tilsammen i EU. De fleste europæiske lande er allerede i gang med at øge ressourcerne, som de afsætter til landenes forsvar. Ruslands invasion af Ukraine vil i høj grad skubbe til den udvikling fremover, og mon ikke de europæiske NATO-lande om føje år lever op til anbefalingen fra 2014 om at anvende to procent af bruttonationalproduktet til forsvarsudgifter.

For det tredje har både et land som Tyskland og EU som sådan efter Ruslands krig mod Ukraine skiftet kurs i retning af, at forsvars- og sikkerhedspolitikken i høj grad også drejer sig om militære midler og ikke kun om blød dialog. I de kommende år vil vi efter alt at dømme få en forsvarspolitisk dimension i EU med større fokus på også at kunne levere langt flere hårde militære løsninger, når de påkræves, uden at man opgiver mulighed for at anvende bløde midler, når det er bedst.

For det fjerde vil en slags dansk dobbeltorientering i forsvars- og sikkerhedspolitikken mod både USA og Europa måske kunne hindre, at vi fremover går med i aktioner, som ikke er hensigtsmæssige. Eksempelvis er det ikke sikkert, at vi ville have gået med til at invadere Irak og til at lave regimeskifte i Libyen. De fleste er i dag enige om, at disse to aktioner afstedkom flere problemer end de løste samtidig med, at de kostede milliardbeløb og danske soldaters liv. Med hensyn til disse aktioner var det desuden således, at vigtige europæiske magter var imod dem.

Summa summarum: Mere europæisk indhold i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik er ikke kun noget, som gradvis bliver mere nødvendigt. Det er sandsynligvis også mere klogt. I første omgang kan vi begynde med at droppe EU-forsvarsforbeholdet.