Mikkel Vedby: Derfor har Danmark brug for en national sikkerhedsrådgiver

Kommentar af dekan og professor i Statskundskab, Mikkel Vedby Rasmussen i Altinget den 23. november 2022.

Den største udfordring for den nye regering bliver at koordinere sin krisehåndtering. I sig selv er det en kæmpe opgave at omlægge vores energiforsyning, men når den opgave hænger uløseligt sammen med truslen fra Rusland, så bliver energipolitik til sikkerhedspolitik.

Udfordringen for den kommende forsvarsminister bliver, at Nato og USA vil kræve, at forsvarsbudgettet stiger endnu mere end to procent. Men den udfordring nærmest blegner ved siden af den opgave, det er at hyre nye soldater og indkøbe for materiel for milliarder. Men kan man undvære tusinder af unge mænd og kvinder i en økonomi, som i forvejen mangler arbejdskraft, fordi man har behov for, at de trækker i trøjen? Og hvordan vil den økonomi for øvrigt klare sig, når konflikten med Kina spidser til?

Hvis man som læser bliver forpustet af, hvordan den ene udfordring trækker den anden med sig, hvordan er det så ikke for en statsminister? En ny regering har ikke andet valg end at handle på energi-, sikkerheds- og forsvarspolitik på én gang, men hvordan forhindrer man at disse indsatser ikke går i vejen for hinanden, og hvordan prioriterer man dem i forhold til alle de andre opgaver, som ministrene har på deres bord?

Verden venter ikke på et forsvarsforlig og kineserne spionerer ikke mindre, fordi vi endnu ikke et nået til at beskytte os mod dem.

Denne prioriteringsøvelse har alle regeringer til alle tider måtte gøre. Men for dem, der i de kommende uger skal smede et nyt regeringsgrundlag sammen og danne en regering, er denne opgave akut. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken vil være et område, der skal prioriteres på en ny måde. Ikke for ingenting har regeringen et koordinations- og et økonomiudvalg, som skal fremme prioriteringer. Men der er en grundlæggende forskel mellem at prioritere indenrigs- og udenrigspolitiske udfordringer. En regering kan i vidt omfang selv sætte både dagsorden og tempo på det indenrigspolitiske område. I udenrigspolitikken er en dansk regering prisgivet begivenheder, der i det store og hele er uden for dens kontrol.

Verden venter ikke på et forsvarsforlig og kineserne spionerer ikke mindre, fordi vi endnu ikke er nået til at beskytte os mod dem. Kravet om handling betyder, at der er reel risiko for de enkelte ministre, handler på en måde, der modarbejder hinanden. Danmark ender således med at stå svagere ved at gøre mere.

En løsning på denne overophedning af sikkerhedspolitikken er at sikre bedre koordination ved et regeringsudvalg, der ikke tager sig af kriser, som det nuværende sikkerhedsudvalg, men derimod koordinerer den daglige drift af sikkerhedspolitikken. Et sådant udvalg kan diskutere flere soldaters effekt på arbejdsudbuddet eller sammenhængen mellem energiinvesteringer og udenrigspolitikken. Udvalgets blotte tilstedeværelse vil være en kærkommen påmindelse til diverse ministerier og styrelser om, at de skal tænke deres indsatser som en del af en større helhed.

Problemet er bare, at den større helhed ikke findes. Det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik er et løfte om at gøre noget, ikke en plan for, hvordan det skal gøres. Der er nogen, som skal lave den plan og sørge for, at den bliver ført ud i livet. Til syvende og sidst er det kun statsministeren, som kan tage ansvar for en plan for indsatser på tværs af ministerområder. Men statsministeren har andre ting at beskæftige sig med i det daglige.

I andre lande har regeringslederen en sikkerhedsrådgiver til at varetage den opgave. Ideen om en dansk sikkerhedsrådgiver har cirkuleret i en del år. I 2016 foreslog ambassadør Peter Taksø Jensen udnævnelsen af en national udenrigs- og sikkerhedsrådgiver i en rapport om fremtiden for dansk udenrigspolitik.

Dette års rapport fra ambassadør Michael Zilmer-Johns gentager ikke denne anbefaling, men anbefaler til gengæld, at Danmark får et bedre beredskab til at løse kriser. Den ambition er i virkeligheden større – med coronakrisen in mente er det ikke kun udenrigspolitiske kriser, der skal håndteres, men kriser for hele samfundet. Hvis det kriseberedskab skal virke, så kræver det koordination. Og nogen skal varetage den koordination – det kunne passende være en sikkerhedsrådgiver.

Emner