Militæranalytiker om fremtidens søværn: De militære behov kommer før alt andet

Et helstøbt søværn, som med magt kan forsvare Danmark, er mere relevant nu end nogensinde efter den kolde krigs afslutning, og især i den nuværende forsvars- og sikkerhedspolitiske situation med krig i Europa foranlediget af Ruslands meningsløse angreb på Ukraine.

Ikke kun i forhold til det at kunne forsvare Danmarks interesser internationalt, men også i forhold til det nærterritoriale område omkring Danmark og i hele Rigsfællesskabet.

Derfor må man fra politikkernes og forsvaret side nu i fællesskab indstille sigtekornet på at ramme rigtigt i forhandlingerne om næste forsvarsforlig. Det er en omfattende og særdeles vigtig opgave, der skal løses, fordi det sikkerhedspolitiske verdensbillede er afgørende forandret og fordi krig og konflikter ikke længere er noget der sker fjernt fra Danmark.

I den hidtidige debat om det fremtidige forsvar har fokus været rettet mod udviklingen af en dansk forsvarsindustri, forsvaret som lokomotiv for grønne agendaer, digitalisering og innovation. Debatten om hvilket forsvar, vi har brug for, har været helt fraværende – det vil jeg nu for søværnets vedkommende råde bod på, for det er de militære behov, der skal sætte dagsorden, så må det øvrige følge efter.

Et slanket forsvar
At kunne forsvare sit land må være et hvert forsvars fremmeste formål. At kunne beskytte sin befolkning mod fremmede magter og sikre landets fortsatte eksistens er en kerneopgave. Det kan vist ingen være i tvivl om, og det står også beskrevet i Lov om Forsvaret formål og opgaver.

Netop dette er vi for øjeblikket vidne til i Ukraine i en eksistentiel overlevelseskamp mod en udefrakommende aggressor, som samtidigt har brudt alle spilleregler og internationalt fastsatte normer for krig.

Evnen til forsvar er også relevant for Danmark på trods af, at Forsvarets Efterretningstjeneste efter et kig i krystalkuglen ingen trussel ser. De helgarderer sig nemlig med meldingen om, at dette hurtigt kan ændre sig. Og på trods af årtiers besparelse på forsvaret og en internationalisering af dansk forsvar.

Evnen til forsvar er også relevant for Danmark på trods af, at Forsvarets Efterretningstjeneste efter et kig i krystalkuglen ingen trussel ser

Jens Wenzel Kristoffersen, militæranalytiker, Københavns Universitet

Og for at være relevant må man have helstøbte kapaciteter, der kan løse såvel det territoriale forsvar af Danmark og deltage i de alliancer, vi som et lille land har indgået såvel i en Nato-ramme, som i en ny europæisk ramme.

Desværre har årtiers politisk bestemte besparelser, foreslået og bakket op af en svag militær ledelse, som i kor har råbt ”Javel Hr. Minister – hvor meget?” slanket forsvaret på alle forsvarsmæssige områder, der umuliggør et effektivt forsvar af netop Danmark.

Dette gælder alle tre værn, på stort set alle områder, og måske i særlig grad på det maritime område, som angår det egentlige territoriale forsvar af vort nærområde, men i princippet også i hele rigsfællesskabets område. Hæren er ligeledes ramt. Geostrategi har i forsvarets ledelse været en by – ikke i Rusland, men i Irak eller Afghanistan.

Følgelig står søværnet står i dag med et internationaliseret søværn, med 5 store enheder, som er rigtigt gode til at indgå i international ramme og løser disse opgaver dygtigt, kompetent såvel i Nato-sammenhæng, som bilateralt, samt når særlige opgaver kræver det.

Der, hvor det kniber gevaldigt, er forsvaret af det nære territorium, i samarbejde med nationerne rundt Østersøen i ”Fredens hav.” Danmark besidder ingen kampenheder, der i dag er i stand til at udføre kystnære operationer, hverken på overfladen eller under overfladen og i dybet af de danske farvande.

Der mangler kort og godt kampkraftige enheder, som kan forsvare vores historiske stræderegime i alle de danske farvande, i hele det territoriale område og videre ud i vores økonomiske interesseområde i den Eksklusiv Økonomiske Zone (EEZ).

Dette gælder også i forhold til den ”søblindhed,” der eksisterer under havoverfladen både i de kystnære danske farvande, i vores EEZ, og videre ud i Nordatlanten og det øvrige Rigsfællesskabs område. Denne kapacitet må derfor genopbygges, hvis søværnet stadig skal udgøre ”Rigets Sikkerhed” fra søsiden og være relevant såvel i nationalt som i international sammenhæng.

Paradoksalt at vi ikke aner, hvad der foregår under vandet
For læseren, som ikke er bekendt med de danske farvande og vores territoriale grænser, består disse primært af de indre danske farvande, altså dem som er inden for vores basislinjer, og dernæst vores op til 12 sømils grænser, altså det farvand og territorium, som dækkes ud til de maksimale 12 sømil (det vil sige cirka 22,2 km) ud fra basislinjerne.

 I Nordatlanten og i danske farvande, aner vi ikke, hvad der foregår under havets overflade

Jens Wenzel Kristoffersen, militæranalytiker, Københavns Universitet

I vores gennemsejlingsfarvande til og fra Østersøen, har Danmark, Sverige og Tyskland alle afstået fra, at udvide territorialfarvandet maksimalt for at undgå, at der skabes nye internationale stræder, hvor bestemmelserne fra det liberale transitstræderegime vil gælde.

I stedet har vi i forståelse med vore naboer opretholdt det historiske danske stræderegime, hvor man er forpligtet til at anmelde krigsskibes passage, og hvor ubåde skal sejle uddykket. Derudover er der nationale interesser helt ud i vores EEZ, som i de kommende år bliver endnu mere relevante at kunne forsvare, i takt med udbygningen af hele den maritime energi sektor og etableringen af kæmpe vindmølleparker og gasfelter til havs, placeret i internationalt farvand og tæt på Danmark i vores territoriale farvande, og som skal sikre vores energiforsyning uafhængigt af en aggressive naboer mod øst eller fra andre regioner i verden.

Og i en erkendelse af behovet for det nærterritoriale forsvar, så kan vi med fordel "se til venstre – se til højre – og se lige ud" afhængigt af hvor vi står i Danmark, og se på vores nordiske brødre i Finland, Norge og Sverige, med deres eksisterende og slagkraftige mindre kampenheder, og derefter samtidigt mod syd og øst til vores tyske og svenske venner og broderfolk, som stadig besidder helt moderne og kraftige u-både, som luftuafhængigt fremdrives af grønne energiformer.

I forhold til mindre og slagkraftige overfladeenheder, der faktisk kan forsvare disse landes nærterritorier, har såvel Norge med missilbåde af Skjold klassen, såvel som Sverige med kystkorvetter af Visby klassen, samt Finland med deres missilbåde af Hamina og Rauma klassen erkendt behovet for det fortsatte behov for et kystnært forsvar, og har følgelig bibeholdt og moderniseret disse enheder, og endda bygget nye særdeles slagkraftige enheder.

Og i forhold til kampen og evnen til at operere i det skjulte, som en effektiv efterretningsenhed, og som slagkraftigt våben mod andre u-både, har både Norge, Sverige og Tyskland også bibeholdt og moderniseret deres moderne luftuafhængigt fremdrevne ubåde, og som kan indsættes mod en aggressor i blandt andet Østersøen, men også i Nord-Atlanten.

Disse kapaciteter mangler Danmark for at kunne indgå i et troværdigt og i koordinerede kystnære operationer i Østersøen, samt i Nordatlanten, med vores nærmeste allierede eller i en national kapacitet.

Danmark er for nuværende derfor knap så relevant for vores nærmeste samarbejdspartnere omkring "Fredens hav," når det gælder det kystnære forsvar. I Nordatlanten og i danske farvande, aner vi ikke, hvad der foregår under havets overflade. Det får vi heller ikke at vide, før vi selv er i stand til at indsætte og operere ubåde i dette område.

Det kan virke paradoksalt for et kongerige med så lang en kyststrækning og et kæmpe øhav, skræddersyet til ”littoral warfare” altså kystnære operationer. Og samtidig fordi det danske søværn i dag er designet til internationale operationer, som vi også skal kunne, men hvor vi også samtidigt skal kunne forsvare Danmark kystnært, hvilket ikke er tilfældet i dag. Og det er netop derfor, at man i et kommende forsvarsforlig er nødt til at se på at få genskabt denne kapacitet og gerne så hurtigt som muligt.

Uden et fuldendt søværn stikker vi blår i øjnene på os selv
Og det behøver ikke være så frygteligt dyrt og heller ikke tage al for lang tid. Lad os få en åben og ærlig debat om fremtidens danske søværn, hvor vi igen indtænker geostrategi og det egentlige rationale for at opretholde en slagkraftig flåde, der i alle dimensioner kan levere varen.

En sådan flådestruktur kan naturligvis udvikles i samarbejde med den danske værftsindustri, men vi skal ikke igen have et nyt ”orlogsværft.” Det er vist en gang for alle bevidst, at det ikke er vejen frem.  

Hos vores naboer har man haft fokus på at bevare slagkraftige små enheder som er specialiseret til at løse netop kampopgaver. Det gælder de overfladeenheder som før nævnt, men også i særlig grad ubåde.

Der skal lyde en stille opfordring til her og nu at komme i gang med designet af et nyt søværn version 2.0. 

Jens Wenzel Kristoffersen, militæranalytiker, Københavns Universitet
 

Såvel i for overfladeenhederne som ubåde har man i disse lande ikke valgt ”Sveitzerknivs” eller ”Jack of all trades” løsningen. For vores naboer ved nemlig godt, at når det kommer til decideret kamp, ja så, er det ikke en eller anden hybrid løsning, som det ene øjeblik skal agere miljøfartøj og næste øjeblik kunne affyre langrækkende sømålsmissiler, der dur, som vi jo har set effekten af i Ukraine ved sænkningen af den russiske missilkrydser Moskva, hvor det efter al sandsynlighed var langtrækkende sømålsmissiler, der førte til sænkningen.  

I krig skal man anvende de bedste, mest moderne og slagkraftige våben og veltrænede besætninger, der findes, og her er specialisering og træning altafgørende. Og så skal man naturligvis også have fulde beholdninger af missiler, torpedoer og anden ammunition om bord.

Det nuværende koncept med store enheder, der fortsat sejler rundt med tomme missilcontainere, og delvist forældede missiler, som ikke kan imødegå de nuværende hypersoniske missiltrusler, er ikke vejen frem.

Og med dette fokus, nemlig den kystnære sømilitære kamp i alle domæner og i alle dets afskygninger, er der brug for rigtige kampskibe og ubåde, specielt designet til netop dette formål, og ikke designet med besparelser og dual-use for øje. Det vil kampmæssigt være uklogt.

Netop designet og indkøbet af nye enheder vil kunne gøres forholdsvist billigt, ved at finde inspiration i både typevalg, størrelse, opgavespektret samt økonomisk hos vores naboer, og i et evt. nordeuropæisk samarbejde med forsvarsindustrien, og måske endda i et nyt europæisk forsvarssamarbejde, som nu bliver muligt.

Med ovenstående skal der lyde en stille opfordring til her og nu at komme i gang med designet af et nyt søværn version 2.0.

Et relevant og slagkraftigt søværn, som kan løse såvel de national og internationale opgaver, over og under vandet, som kun kan løses med de rigtige enheder, besætninger og uddannelse, og som er specielt designet til forsvar og kamp. Alt andet er at stikke blår i øjnene på os selv – og hele den danske befolkning.

Og det ville da ikke være forsvarligt skulle det komme dertil, at Danmark skal forsvares med magt om nødvendigt.