Mink, medier, magten og Mette

Forleden blev udkastet til beretningen fra Minkkommissionen lækket i Weekendavisen, og straks fik man en forsmag på, hvad der vil ske på torsdag, når den endelige beretning afleveres til Folketinget, og de socialdemokratiske spindoktorer, aktivister og sympatisører går i aggressiv forsvarsposition på statsministerens vegne. En række udsagn vil - næsten uanset beretningens endelige formulering - blive gentaget i en uendelighed i aviser, radio og tv og på sociale medier, fordi det er måden, man nu om dage forsøger at tage luften ud af en politisk ballon på.

Blandt de mest forventelige er, at hvis beretningen ikke direkte lægger al skyld lodret på skuldrene af statsminister Mette Frederiksen (S), så vil vi så sikkert som amen i kirken høre, at »Mette er frikendt«.

Som altid bliver de største skader på det danske sprog begået af dem, der lever af at bruge det, og »frikendt« er blandt de mest misbrugte de senere år. For »frikendt« er et juridisk begreb for, at man har været anklaget og efter en domstolsproces er blevet kendt uskyldig. Men Frederiksen er ikke anklaget, og kommissionen er ikke en domstol, og den har heller ikke som kommissorium at skulle tage stilling til ministres skyldsspørgsmål - end ikke at anbefale eller fraråde en eventuel rigsretssag.

Vi vil også høre gentaget en ildevalgt metafor: At man ikke har fundet »en rygende pistol«, selvom det er ubetvivleligt, at det netop er den rygende pistol - statens ulovlige tvangslukning af et helt erhverv - man har skullet undersøge.

Der er reelt ikke tvivl om, at beslutningen de facto blev taget i Statsministeriet og styret derfra. Spørgsmålet er blot, om det var inkompetence eller bevidst, at man gjorde det så forhastet og uden lovgrundlag. Granskningskommissionens medlemmer er jurister og ikke psykologer med direkte, ufiltreret adgang til statsministerens eller hendes departementschefs inderste tanker, så svaret giver sig selv.

Det tredje spinforsøg vil være at forsøge at få opmærksomheden drejet væk fra Statsministeriet og i retning af dem, der evt.

måtte gå hen og få hårdere kritik. Mest oplagt daværende fødevareminister Mogens Jensen og embedsmænd i hans ministerium og Justitsministeriet og måske en enkelt departementschef andetsteds. De kan så være »the fall guys«. Jo mere fokus på dem, desto mere vil den forventet hårde kritik af statsministeren virke triviel.

Endelig vil der være spørgsmålet om motiver: Man vil fra Frederiksens og socialdemokraternes side forklare igen og igen, at man gjorde, hvad man gjorde, fordi man ville danskerne det godt. Det har Frederiksen allerede forsøgt sig med utallige gange. På den måde kan man måske få debatten drejet væk fra måden, handlingen blev gjort på (manglende lovgrundlag) og dens konsekvenser (udryddelse af et erhverv) over til noget, der i virkeligheden kun foregår i statsministerens eget hoved: Hendes angivelige motiver, som nu engang er noget, hun kun selv kender - i bedste fald.

Af de foregående forventelige spinpunkter er der en vigtig facet, som stort set ingen medier har beskæftiget sig med, men som er ganske vigtig at forstå: At granskningskommissionen ikke skal anbefale eller fraråde en rigsretssag e.l. Det er slet ikke dens opgave.

I kommissoriet for denne granskningskommission står ganske vist tydeligt, at dens opgave er at »undersøge og redegøre for beslutningsprocesserne i og imellem relevante myndigheder« og at »foretage en selvstændig vurdering af, hvorvidt der på tidspunktet for regeringens offentlige tilkendegivelse af sin beslutning var hjemmel til dette tiltag«. Der står også, at man skal »foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar«. Men nok så vigtigt hedder det i den straks efterfølgende sætning: »Granskningskommissionen skal dog ikke foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar.« Så embedsmænd kan stilles til ansvar - ikke ministre. Kortene var pakket, inden spillet begyndte.

Det skyldes formen. Selve denne særlige kommissionsform, der nu afprøves for første gang, er først kommet til i 2021 efter minkskandalen. Den er vedtaget af et politisk flertal som et svar på krav om en undersøgelse. Af den medfølgende bekendtgørelse fremgår det eksplicit (§4), at den slags kommissioner ikke har »dømmende myndighed«, og at en sådan »kan dog ikke få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar.«

Kommissionen skal med andre ord forholde sig til det statsretlige, men ikke det strafferetlige, som ministeransvarsloven udspringer af. Skal ministre stilles til ansvar juridisk, vil det kræve først en advokatundersøgelse eller en dommerundersøgelse og så en egentlig retssag.

Så beretningen kan godt være enden på noget - men det er i sidste ende primært Folketingets beslutning, hvad næste skridt skal være..

Emner